Min mor sov ikke ”stille ind”. Lad os finde på noget mindre tåbeligt at sige til hinanden

Vi parfumerer det sprog, vi bruger om døden, når vi taler om at få fred eller sove ind. Det er tid til nye udtryk, skriver Ulrik Bak Nielsen

Døden er voldsom, men det afspejler vores sprog ikke, skriver rektor, der mistede sin mor i foråret. Arkivfoto fra en begravelse i Nørre Uttrup Kirke nær Aalborg.
Døden er voldsom, men det afspejler vores sprog ikke, skriver rektor, der mistede sin mor i foråret. Arkivfoto fra en begravelse i Nørre Uttrup Kirke nær Aalborg. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix.

Min mor blev 77 år. Hun døde den 3. maj 2023. De sidste år var ikke gode år. En kronisk lungelidelse tappede krop og sjæl for kræfter og til sidst lysten til at leve. Hjertet begyndte også at sige fra, og det blev en kraftig lungebetændelse, der medvirkede til hendes beslutning om at sige stop.

Hun frabad sig yderligere livsforlængende behandling, erklærede sin kærlighed til familien og bad derefter om at få lov til at dø. Blot fire timer senere var hun væk.

Vi sad i timerne efter og ventede på forløsningen. På den der følelse af det smukke og salige farvel, hvor hustruen og moderen gennem mere end et halvt århundrede ”sov stille ind omgivet af sine nærmeste”. Men den udeblev. I stedet sad vi og var helt ude af stand til at begribe, hvad vi lige havde overværet og været vidne til.

Som min far stille udtrykte det: ”Det var voldsomt.” Og jeg gav ham ret.

Da vi blev inviteret ind på stuen til den istandsatte krop, der ikke længere lignede min mor, reagerede vi begge på samme måde. Vi sagde hurtigt tak og gik ud igen. Vi havde holdt min mor i hånden til det sidste. Der var ikke mere tilbage. Hun var væk, og vi andre skulle videre.

Min mor havde mistet lysten til at leve og bad selv om at få lov til at dø. Men at sidde og kigge på et menneske, man har kært, langsomt og bedøvet af morfin forlade denne verden og en krop, der bliver koldere og koldere, er der ikke noget smukt og fredfyldt i. Hun var ikke ved at falde i en stille søvn. Hun var ved at dø.

Og hvorfor egentlig disse parfumerede vendinger?  Hvorfor skal vi blive ved med at pynte på sandheden? Hvorfor ikke se den skinbarlige virkelighed og de kolde kendsgerninger i øjnene?

Der er jo nok at være taknemmelig for. Hun led ikke de sidste timer, som hun ellers ville have gjort uden lægevidenskabens hjælp. Hun blev ikke revet væk i en brutal ulykke eller fundet livløs på gulvet. Hun fik selv lov til at tage beslutningen om, at hun ikke ville have mere hjælp, da det, der ventede bagefter, var uudholdeligt og uværdigt. Hun selv traf beslutningen omgivet af sine nærmeste. Frivilligt omend tvunget af sin tilstand, sin sygdom og af – paradoksalt nok – dødsangsten, som trofast havde fulgt hende sammen med sygdommen.

Sorgen og savnet bliver ikke mindre af at opfinde udtryk som ”hun fik fred” eller ”hun sov stille ind”. Lad os finde på noget andet at sige til hinanden, så vi i det mindste selv tror på det.

Ulrik Bak Nielsen er rektor.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.