Huntington fik ret. Vi står midt i det 21. århundredes store religionskrig

Den seneste udvikling omkring Afghanistan viser, at demokratierne fortsat kører ad det gale spor, skriver historiker

Den seneste udvikling i Afghanistan bekræfter den amerikanske politolog Samuel P. Huntingtons teori om, at den næste store internationale konflikt efter den kolde krig vil blive mellem de kristne demokratier og den islamiske civilisation, skriver historiker
Den seneste udvikling i Afghanistan bekræfter den amerikanske politolog Samuel P. Huntingtons teori om, at den næste store internationale konflikt efter den kolde krig vil blive mellem de kristne demokratier og den islamiske civilisation, skriver historiker. Foto: Wakil Kohsar/ AFP/Ritzau Scanpix.

I 1972 offentliggjorde den prominente amerikanske politolog og professor Samuel P. Huntington sin teori om civilisationernes sammenstød. Her hævdede han, at fremtidige krige ville have grundlag i krige mellem forskellige etniske-religiøse kulturer.

Det var imidlertid allerede tilfældet med de fleste krige efter FN’s oprettelse i 1945. Krigen i 1947 på det indiske subkontinent var mellem indiske hinduer og pakistanske muslimer. Den arabisk-muslimske krig imod det jødiske Israel brød ud ved Israels oprettelse i 1948, fordi muslimer ikke kunne acceptere, at jøder havde suverænitet over nogen dele af det hellige land og mindst af alle steder i Jerusalem, hvor al-Aqsa-moskéen og Klippemoskéen var hellige for islam.

I 1993 forudsagde Huntington, at efter den kolde krig ville den næste store internationale konflikt blive mellem de kristne demokratier og den islamiske civilisation.

Forudsigelsen er blevet realitet.

1) I 1979 blev den islamiske republik Iran oprettet. Dens øverste leder, ayatollah Khomeini, erklærede, at republikkens fjender var den store satan USA og den lille satan Israel.

2) Den 11. september 2001 gennemførte al-Qaeda, en næsten ukendt islamisk organisation, et angreb på USA. Planen var at ramme symbolerne på USA’s magt – World Trade Center, den økonomiske magt, Pentagon, den militære magt og Det Hvide Hus og Kongressen, den politiske magt. Det sidste mål blev ikke nået.

3) I 2014 lykkedes det en fuldstændig ukendt irakisk militsleder, Abu Bakr al-Baghdadi, at erobre et landområde i Irak og Syrien på størrelse med en mellemstor amerikansk stat. Han kaldte til jihad – hellig krig – mod de vantro. 40.000 unge fra 100 forskellige lande lod sig rekruttere til kampen.

4) I 2021 oprettede Taleban organisationen Det Islamiske Emirat, Afghanistan.

Læg hertil mange hundrede terroraktioner udført af islamister overalt i verden. En af de seneste var i oktober 2020, hvor en tunesisk islamist i Notre Dame-kirken i Nice skar hovedet af en ældre kvindelig kirkegænger og dræbte to andre med knivstik.

Ingen kan benægte, at det er islamisk krig. Det er også religionskrig.

Demokratiet blev til ved den franske revolution i 1789. De revolutionære erklærede, at nu skulle stat og kirke, politik og religion skilles ad. Man skabte den sekulære stat.

Noget sådant var aldrig sket i civilisationernes historie. I de muslimske samfund er de uadskillelige. Samfundets retsorden er baseret på den islamiske sharialov.

Den islamiske krig, der nu er ført i mere end 40 år, er en ukonventionel krig. Den tager ikke hensyn til FN’s konventioner om krigsførelse, folkedrab eller demokratiets grundlov, menneskerettighederne. Demokratierne er imidlertid i tiltagende grad afskåret fra at føre krig.

Saddam Hussein i Irak og Bashar al-Assad i Syrien brugte brutale luftangreb og giftgas mod civilbefolkningen.

De mange hundrede terrorangreb i Europe har også været vendt mod tilfældige civile. Den islamiske krig har karakter af en dødskult. Forklaret med jævne ord er det ondskab.

Liberale demokrater på begge sider af atlanten protesterede, da USA’s præsident Ronald Reagan kaldte Sovjetunionen for ”ondskabens imperium”. Det var udiplomatisk. Liberale demokrater dyrker et dogme om, at enhver konflikt lader sig løse, hvis blot parterne sætter sig om bordet og forhandler sig til et forlig.

Demokratierne har både før og nu forsøgt en anden metode – appeasement, eftergivenhed.

I 1938 indgik Neville Chamberlain, som var premierminister i datidens supermagt, det engelske imperium, en fredsaftale med det nazistiske Tysklands ”fører” Adolf Hitler. Året efter invaderede Tyskland Polen og indledte derved Anden Verdenskrig.

I 2015 optog demokratierne forhandling med Den Islamiske Republik i Iran for at standse Irans arbejde for at blive en nuklear magt. En aftale blev fuldført om at Iran i en 10-årig periode ville afholde sig fra videre arbejde på at skaffe sig atomvåben. Straks herefter begyndte Iran at starte krige i Yemen, Syrien og Libanon for at drive demokratiernes militær og anden indflydelse ud af Mellemøsten. Det viste demokratiernes svaghed, at man inddrog Rusland og Kina som garanter for aftalen. Rusland og Kina er jævnligt involveret i brud på menneskerettighederne. At tage dem med i aftalerne er som at bede ulven passe på fårene.

Den seneste udvikling omkring Afghanistan viser, at demokratierne fortsat kører ad det gale spor.

Med en massiv militær indsats har demokratierne gennem de seneste20 år søgt at nedkæmpe Taleban. Det lykkedes ikke, og USA besluttede – betingelsesløst – at trække alle sine tropper ud. Taleban udfyldte hurtigt tomrummet og er i dag regeringsmagt i Afghanistan. De europæiske demokratier har derpå erklæret, at man de facto må anerkende Taleban som Afghanistans nye regering for dermed at få en modererende indflydelse på dets handlinger. Men alle og enhver ved, at Kina og Rusland vil beskytte Taleban mod enhver demokratisk fremgang.

Med andre ord: De vestlige demokratier er utroværdige. De er begyndt at acceptere ondskaben. Det er en farlig udvikling.

Arthur Arnheim er historiker med speciale i jødisk historie.