FOLKEKIRKEN ÅBNER for stadig flere nyåndelige tilbud. Sådan kunne man læse i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. april. En præst i Esbjerg, Jette Dahl, havde inviteret en zenmester til at undervise i meditation.
LÆS OGSÅ: Kirke inviterer til buddhistisk meditation
Der var forskellige tilkendegivelser. Fra det pragmatiske: klog afkodning af det åndelige marked med henblik på styrkelse af kirken til det direkte negative: meditation behøver man ikke at finde uden for kristendommen, det har vi selv, og zenbuddhisme har intet med kristendom at gøre.
Vi tilskyndes i andre sammenhænge til kulturmøder. Hvorfor så denne tilbageholdenhed, når det gælder religiøse møder?
Sød musik er altid opstået i den religiøse arena, (når det ikke endte i gladiatorkampe). Kristendommen udspringer af jødedommen og græsk filosofi. Buddhismen blev udviklet af hinduismen. I Tibet blev den inspireret af naturreligionen bön, i Kina af taoismen og konfucianismen. De religioner, vi kender i dag, er samlesæt. Det er de, fordi mennesker er gået i dialog.
Når man indgår i en dialog med andre, er der imidlertid altid forskellige muligheder. Ender dialogen i magtovertagelse? Ender dialogen med udslettelse, fordi man ikke respekterer sit eget godt nok? Eller tør man stå i modsætningernes krydspres? Finde ud af, hvad man har til fælles, og hvor forskellene er? Og hvad man sammen kunne blive bedre til? Måske er der nemlig nogle dårlige ting, man har til fælles, som for eksempel inden for religionernes verden: formalisme, fundamentalisme, magtmisbrug og kønsdiskriminering.
Den katolske kirke har officielle formuleringer om mødet med andre religioner:
Derfor opfordrer Kirken sine børn til med klogskab og kærlighed og ved dialog og samarbejde med tilhængerne af de andre religioner at vidne om den kristne tro og samtidig anerkende, bevare og fremme de åndelige, moralske, sociale og kulturelle værdier, som findes hos de andre. Her understreges vigtigheden af dialog og samarbejde.
I bogen Via Integralis tematiserer Nicklaus Brantschen og Pia Gyger, hvordan et sådant samarbejde kan foregå. De er begge officielle kristne altså ordensfolk, og den ene er også præst og samtidig zenmestre.
De slår fast, at meditation findes i kristendommen, men det er ikke samme slags meditation som i zenbuddhismen. Den kristne meditation er en tankeaktivitet, hvor man fordyber sig i en tekst, et billede eller et emne.
Den zenbuddhistiske meditation har som mål at stoppe tanker. Denne form for meditation findes også i kristendommen, men kaldes kontemplation, den ordløse bøn. Målet er at stå over for Gud med sin nøgne væren.
Denne form for bøn er kendt af både vestlige og østlige kristne mystikere, men har ligget underdrejet, mener de to forfattere, og er blevet set på med mistro. De, der praktiserede den, kunne risikere at blive ofre for inkvisitionen.
Mødet med zenbuddhismen har dels bevirket en genopdagelse af denne bønsform, dels har zen bidraget med teknikker, herunder fysiske teknikker som siddepositionen og fokus på åndedrættet, der understøtter den ordløse bøn. Der er altså ikke tale om at gøre zen til kristendom eller omvendt.
Men er der forskel på dette og nyåndelig wellness for privilegerede vesterlændinge? Meditation er en teknik. Den klarhed, afstresning og træning i fokus, man opnår, kan bruges til at tjene forskellige formål. Er målet kun mig selv, mine præstationer og velvære, eller er der også en etisk og åndelig dimension, hvor de erfaringer, man drager under bøn og meditation, omsættes i verden til gavn for andre mennesker?
Dette sidste fokus har buddhismen og kristendommen til fælles. Der er ikke to verdener mig og de andre men kun én.
Så stort tillykke til Jette Dahl, fordi hun har tilbudt et kursus i zen. Det er godt, at vi kan arbejde for de fælles mål, lære af hinanden og leve med og respektere vores forskelle. Hurra for via integralis!