Prøv avisen

Hus forbi. Kirkemusikskolerne er til både den nyere rytmiske musik og den mere klassiske musik

I kronikken i Kristeligt Dagblad den 24. marts skriver Johannes Konstantin Neergaard blandt andet om en tidssvarende fællessangskultur. Det er næppe meningsfuldt hvad der synges, er vel tidssvarende i kraft af, at det synges nu og her. Eller er der en skjult stregkode på bagsiden af sang- og salmebøger med indskriften mindst holdbar til ...?

Johannes Konstantin Neergaard har i kronikken en række betragtninger over, hvad der melodimæssigt som rytmisk kan gøre en sang mere eller mindre velegnet som fællessang, og påpeger ganske rigtigt en række faktorer, der gør at pop- og rockrepertoiret kan være problematisk. De kulturelle sammenhænge sætter nogle rammer for, hvad der naturligt vil kunne synges som fællessang. Jeg kan derfor langt hen ad vejen være enig med Johannes Konstantin Neergaard på dette område, mens jeg på andre må stå helt af:

At Thomas Laub ikke skulle have været i kontakt med samtidens musikalske strømninger, men derimod være en blodfattig og tilbageskuende skikkelse, er simpelthen ikke korrekt. Laub var i samtidens Danmark om nogen oppe på beatet og fik sangen til at swinge for nu at bruge disse ret intetsigende og poppede udtryk!

Samtidens kirkelige fællessang bestod især af afrytmiserede melodier, sunget og spillet i, hvad man dengang forstod som et værdigt og højtideligt tempo men som man i nutiden nok vil hævde var dræbende langsomt! Inspireret af tyskeren Carl von Winterfeld så han en fornyelse af kirkesangen gennem en tilbagevenden til bl.a. de rytmisk set livfulde melodier fra 1500-1600-tallet. Laub blev ved at grave i fortiden og var således den, der i modsætning til den i kronikken nævnte Emil Hartmann så fremad!

Hans store betydning for den folkelige sang i Danmark i 1900-tallet er hævet over enhver diskussion, og det var Laub, der i 1922 sammen med Carl Nielsen, Thorvald Aa-gaard og Oluf Ring redigerede den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog.

Johannes Konstantin Neergaard vender sig i kronikken mod kirkemusikskolernes uddannelse af musikere og her tænker han nok især på organistuddannelsen og her er der behov for opklarende informationer:

Fra kirkemusikskoleside har vi ikke det fjerneste imod at arbejde med og undervise i de forskellige relevante stilarter inden for kirkelig og verdslig sang og fællessang. Det står sådan set ret klart beskrevet i skolernes nye studieplaner, og det manglede da bare! Med disse studieplaner bliver der i øvrigt i forhold til tidligere lagt større vægt på klaverspillet og især færdighederne som akkompagnatør af fællessang, og der er ikke hold i påstanden om, at det rytmiske repertoire fylder uendelig lidt.

Vi ser det klart som vigtigt at dygtiggøre sangere og organister til at lede og ledsage fællessang. Her er de almene musikalske færdigheder i højsædet, og der skal arbejdes med flere forskellige stilarter. Vægtningen må imidlertid sættes i det rette forhold til virkeligheden, og derfor ville det i undervisningen være lige så malplaceret at begrave sig i rytmiske melodier fra de seneste 40 år som i de rytmiske melodier fra Luthers tid!

På landets tre kirkemusikskoler har der i de seneste år været holdt en række efteruddannelseskurser for organister i blandt andet brugsklaver og rytmisk musik, så uanset at Johannes Konstantin Neergaard måske synes, det er for lidt, må vi melde hus forbi: Vi prøver netop at tage vare på de behov, der er forbundet med såvel den nyere rytmiske musik som den mere klassiske musik.

For nuværende og kommende organister og andre kirkemusikere er der mange ting at lære, og vi siger ikke fra skolernes side, at det ikke kan blive endnu bedre; men det generelle niveau for kandidaterne og den stilistiske alsidighed er i dag højere og større end for både 10 og 20 år siden. Det kan skolerne og især menighederne være ganske godt tilfredse med.

Hans Christian Hein er rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole