Husk at leve, før du skal dø

”Husk, du skal dø”, hed det i middelalderen. Og vel er det en kendsgerning, at vi skal dø, men én ting er lige så sikker: at vi lever lige nu, skriver dr. theol. og forfatter Ole Jensen

Husk at leve, før du skal dø

MENNESKET ER det mærkelige biologiske væsen, der ved, vi er til, og at alt andet er til - og som følgelig også ved, at tiden går, af sted, af sted, frem mod den visse død.

”Idet vi fødes, er vi i gang med at dø, og enden udgår fra begyndelsen”, skrev den romerske forfatter Marcus Manilius i det 1. århundrede. ”Memento mori”, ”Husk, du skal dø”, hed det tilsvarende i middelalderen. Tilværelsen er et tilløb til døden, en ”Sein zum Tode”, sagde da også filosoffen Martin Heidegger i 1927. Det er lige ved at være det eneste sikre, vi kan sige om vores tilværelse.

Det er en sund realisme at se det i øjnene. Men det kan overdrives, så det bliver destruktivt. Jeg har kendt et par mennesker, der havde det med at falde hen i en initiativløs dyrkelse af en stemningsfuld tristesse. Det kan være fristende, det vil mange skrive under på - som en flugt fra alt det, der er svært. Og der findes vidunderlig musik, der passer til stemningen - blues, Mahler. Og man bliver så vældig interessant i sit forfinede vemod, i hvert fald i egne øjne.

Og vel er det en kendsgerning, at vi skal dø, men det er nu ikke det eneste sikre, vi ved om tilværelsen. Én ting er lige så sikker: at vi lever lige nu. At vi er til, og altet er til lige nu. Det er lige så meget en kendsgerning, og så er det herudover et mirakel! Hvad døden mildt sagt ikke er.

Det er dette forbløffende, at der er noget og ikke snarere intet; det er dette fundamentalt mærkelige og aldeles uselvfølgelige, at noget fylder og varer, så længe det varer. Inger Christensen skrev sit poetiske storværk ”Alfabet” om det. ”Findes” indgår i hver eneste sætning: Cikaderne findes, grænserne findes, gaderne, glemslen, livet findes, malmen findes og så videre og så videre.

Tilblivelsen er mere fundamental end tilintetgørelsen, sagde da også den tyske, til USA emigrerede filosof Hannah Arendt, ”fødthed” kommer før ”dødelighed”. Logisk nok! Faktisk kan der ikke være tilintetgørelse uden noget at tilintetgøre, så dette noget kommer før tilintetgørelsen.

På samme måde kommer vort liv før vor død. Vi skal have levet for at kunne dø. Vor egen filosof K.E. Løgstrup siger det sådan her: ”Livet er ikke til med forlov af døden, væren er ikke til med forlov af intet.”

Som purung kom Hannah Arendt til Marburg og studerede hos Heidegger. Han blev bjergtaget af hendes skønhed og blændende begavelse, og en tid havde de et tophemmeligt forhold. Hun måtte flygte, hun var jøde - Heidegger blev nazist! Alligevel slog hun aldrig hånden af ham. Hun nøjedes med at modsige ham i nerven af den nedslående stemning, hans tænkning befordrede.

At vi er tid-bevidste væsener, gør, at vi lever i foregribelse af fremtiden. Med vores bevidsthed bevæger vi os ud foran os selv for at komme ulykker i forkøbet og om muligt afværge dem i handling og derved udsætte døden. Vi er det bekymrede væsen. Vi lever i ”sørgen for”, ”Sorge” eller på latin ”cura”, sagde Heidegger. For Kierkegaard havde det med ”Angest” at gøre.

Vi kan handle, fordi vi kan vælge. Vi vælger dagen lang og livet igennem mellem muligheder - planlægger, beskytter os, tegner forsikringer, indretter samfundet til vores formodede fordel og så videre. Det giver os en relativ magt over tilfældet og skæbnens luner og naturens tilsyneladende vilkårlige og etikløse gang.

Man kalder denne tænkning eksistensfilosofi. Løgstrup var enig med Heidegger i, at vi lever i ”sørgen for”. Han kaldte det ”selvopholdelse”. Men der mangler noget afgørende i eksistensfilosofien.

Vi kan glemme tiden! Vi kan glemme bekymringen! Det gør vi, når vi er optaget af noget. Hvis vi går op i et stykke arbejde eller en opgave, der skal løses. Når vi elsker, leger, fester, slapper af, går en tur, dagdrømmer (hvis vi ikke helt har glemt, hvordan det er), tænker over tingene, filosoferer.

Lige nu, imens jeg skriver dette og prøver at tænke med de store tænkere, har jeg glemt alt om aftensmaden, som der skal købes ind til, eller de planter, jeg helst skal have flyttet, nu det er tørvejr.

I tilliden glemmer vi at være på vagt. Jeg har tit sagt, når jeg holder foredrag, at det er tilliden, der gør, at tilhørerne kan være optaget af det, jeg siger - tilliden til, at de, der sidder bag ved en, ikke har noget for med en. Hvis man hele tiden skulle være på vagt, ville man ikke kunne koncentrere sig om foredraget. Uden tilliden ville alt bryde sammen - familien, arbejdspladsen, sammenhængskraften i samfundet.

Når vi taler med hinanden, glemmer vi, at vi taler. Hvis vi tænker på, at vi taler, for eksempel hvis vi skal sige noget i en forsamling uden at være vant til det, hakker og stammer vi i det, indtil vi glemmer, at vi taler, af optagethed af det, vi vil have sagt. Løgstrup kaldte dette fænomen ”talens åbenhed”. Og så hænder det endda, forunderligt nok, at vi glemmer os selv, fordi det er synd for en anden, så vi må hjælpe den pågældende.

I håbet glemmer vi - eller trodser vi - bekymringen og ser i stedet på fremtiden som rum for livsudfoldelse i den tid, der forundes os, inden vi skal dø.

”Suveræne livsytringer” kaldte Løgstrup disse fænomener. Han kaldte det også ”godheder”, skabte godheder, som bærer vort liv. Med dem har tilværelsen skænket os en helt anden slags handlemuligheder end dem, vi har fået med ”Sorge” og bekymringen, og som indskrænker sig til at afværge modgang og sikre os bedst muligt. De skabte godheder giver muligheder, der fremmer liv og fællesskab. Der er overskud i dem. De bygger liv op. De er åbnende og udvidende, ikke defensive og afskærmende. De er skabende. De ændrer ikke på kendsgerningen, at vi skal dø. Men de ændrer på det liv, vi skal leve, før vi skal dø. Fra tristessens liv til tillidens, glædens og håbets liv.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen