FORÅRET ER I FULD GANG, og snart indtræder sommeren. Med foråret forventes glade dage og sociale arrangementer i det fri, og sådan forholder det sig skam også for størstedelen af folket.
Men foråret indeholder også den beklagelige rekord i antal af selvmord. Årsagerne er mange, men en af dem er teorien om ”de brudte løfters effekt”. Teorien går i sin enkelthed ud på, at når livet ser allermest håbløst ud, så sætter vi vores sidste lid til foråret og det, der følger med:
Måske møder jeg kvinden, der vil være min kæreste, måske kan jeg deltage i alle de arrangementer, der kommer, og knytte meningsgivende relationer.
Desværre viser foråret sig for nogle at slukke det sidste håb i stedet for at opfylde det. Ensomheden vedbliver, og troen på kærligheden, det sociale og en mening i tilværelsen forsvinder. Tilbage står selvmordet som udvejen.
Ensomheden har aldrig været større blandt både unge og voksne, end den er i dag. Det er en uhyggelig rekord, som skal tages meget alvorligt.
Den skal tages alvorligt, fordi ensomheden indkapsler fraværet af det vigtigste for alle mennesker, nemlig en mening i tilværelsen.
For mening i tilværelsen skabes ikke igennem mig selv, som ellers er noget yndet vrøvl, der bliver fyret af, når man hører på moderne coaches og den moderne liberalistiske og radikale individualisme.
Nej, mening skabes, når jeg er forpligtet på noget. Selvet er en forudsætning for mening, det er aldrig målet med mening. Kun ved at være noget for det, der rækker ud over mig selv, kan jeg finde en mening i tilværelsen, og det, der rækker ud over mig selv, er den anden.
Når der derfor hersker en syg moralsk kultur blandt unge om, at selvrealisering er det mest meningsgivende for mennesker, så har man fundamentalt set misforstået meningens indhold. Meningen opstår netop, når jeg lever for den anden. Hvordan skal det forstås?
Det skal forstås således, at kun det, der i yderste instans er værd at risikere min eksistens for, også er det, der gør min eksistens værd at leve for – og meningsfuld. Og én ting er sikkert: Man risikerer ikke sig selv for sig selv.
Kærligheden derimod, når den knyttes til nære relationer, opfylder betingelsen for at ville risikere sig selv.
Men kærlighedens fjender findes i dag i den herskende overbevisning, som har sit ophav i liberalismen, om individualisme som udgangspunktet for al moral og forpligtelse. Nemlig at frigjort selvrealisering er vores største moralske dyd og forpligtelse.
Men hvis vi alle skal træde godt ind i den forestående sommer, er det derfor på tide, vi besinder os på at gøre op med dette forkvaklede syn, som har sit jerngreb i ungdommen, og som leder os i eksistentiel meningsløshed og ensomhed.
Vi skal forstå, at vores sammenhæng med andre forpligter os og giver os mening. Vi må forstå, at forpligtelser over for vores nære ikke skal tage udgangspunkt i individualistisk tænkning om det frie og selvrealiserende menneske, men i det, jeg er forpligtet på, ved at være en del af et fællesskab med andre.
Rasmus Ulstrup Larsen, stud.merc. i filosofi ved CBS og medlem af Konservativ Ungdom i København, Nattergalevej 94, 2. tv., København NV