Billederne og videoerne fra Gaza af hårdt sårede børn, der panisk skriger efter deres mødre, og livløse små kroppe svøbt i hvide lagener, er rædselsvækkende og hjerteskærende. Det samme er historierne fra Israel om børn, der blev tortureret og dræbt foran deres forældre, og forældre, der blev tortureret og dræbt foran deres børn, da Hamas brød igennem hegnet mellem Gaza og Israel den 7. oktober og indledte et ubegribeligt brutalt og afstumpet voldsorgie mod en række sydisraelske landsbysamfund og deltagerne på en musikfestival. Et voldsorgie så bestialsk, at flere overlevende ifølge avisen Times of Israel siden er blevet indlagt på psykiatriske institutioner.
Krigen mellem Israel og Hamas, der nu har stået på i over seks uger, er dybt bedrøvelig og vil traumatisere generationer af israelere og palæstinensere. Men mens verdens sympati efter den 7. oktober kortvarigt var rettet mod Israel, er det nu palæstinensernes sag, der er øverst på den globale dagsorden. Israels militære kampagne i Gaza bliver – med rette – sat under lup, og det internationale pres på Israel for en våbenhvile vokser. Det diplomatiske ur tikker, og vreden mod Israel, hvis erklærede militære målsætninger er at knuse Hamas og at befri de cirka 240 gidsler i Gaza, vokser. Propalæstinensiske demonstrationer fejer hen over vestlige storbyer, og en skræmmende antisemitisme er brudt ud i lys lue.
Det, der mangler i debatten om krigen, er en diskussion om Hamas’ ansvar for at bringe krigen til ophør og standse det mareridt, Gazas civile befolkning lever i. Hamas kunne vælge at nedlægge sine våben og frigive alle de gidsler, som blev bortført den 7. oktober. Gidsler, der inkluderer en 10 måneder gammel baby og – formentlig – et spædbarn født i fangenskab. Så længe Hamas nægter at lade gidslerne vende hjem til deres familier, har Israel en casus belli, en grund til krig.
Hamas er ikke en rationel aktør. Organisationen ønsker at eskalere krigen, og dens ledere, der i årevis har brugt økonomiske midler tiltænkt befolkningen på at mele egen kage og blandt andet bygge et avanceret underjordisk tunnelsystem, har tilsyneladende ingen kvaler ved at ofre deres befolkning. I et interview med den libanesiske tv-kanal LCBI for nylig bekræftede Hamas-leder Ghazi Hamad, at “vi bliver kaldt en nation af martyrer, og vi er stolte af at ofre martyrer”.
Når vestlige universitetsstuderende og andre nyslåede aktivister svøber sig i palæstinensiske flag og udtrykker sympati for Hamas – eller i hvert fald Hamas' sag – så bør de huske, hvem der angreb, og hvem der sidder med nøglen til omgående at standse krigen og de uhyrlige civile lidelser, i hvert fald på kort sigt.
Det er logisk, at kravene om at standse kamphandlingerne rettes mod Israel, der modsat Hamas er en rationel aktør, og som modsat Hamas kan tænkes at reagere på internationalt pres. Men vi har i Vesten mistet vores moralske kompas, når vi alene fokuserer på Israels ansvar og lader den reelle skurk gå fri.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.