Prøv avisen

Husk nu OL-lektien fra 1936

Kristeligt Dagblads radio-/ tv-anmelder, Sørine Gotfredsen, er ikke blot teolog og journalist, men dertil, forstår vi, forhenværende sportsjournalist. Den ellers så afbalancerede og seriøse Gotfredsen skrev den 26. april i stor vrede en kommentar om nedlæggelsen af DR-sporten under den voldsomme overskrift "Drabet i DR".

Der vil næppe være uenighed, om at sporten har mange positive sider. Men vi er nogle stykker, der tillader os at mene, at sporten har indtaget en for dominerende plads på vore tv-kanaler, hvor man eksempelvis mellem nyheder og vejrudsigt skal tvangsfodres med "verdensnyheder" om, hvorfor, hvordan og hvornår Sønder Bøvlinge skal have en ny håndboldtræner.

Den debat kunne nemt fylde et par kronikker. Men en speciel sætning hos Gotfredsen bringer mig til tasterne: ".... og mens vi i disse dage vemodigt genkalder os Gunnar Nu Hansens stemme." For mig er der intet "vemod" i genhør med Gunnar Hansens evige kværnen, som ofte genhøres i såvel gamle sportsudsendelser som andre reportager. Kun irritation.

Den Gunnar Nu Hansen, der kickstartede sin DR- karriere i 1936, da hans daværende chef som en af de få havde moralsk styrke til en personlig boykot af Hitlers OL i Berlin og frasagde sig sit job, så vores allesammens Hansen kunne grundlægge sin danske verdensberømmelse.

Må det være Gotfredsen og andre anbefalet at læse historikeren Hans Bondes fremragende "Fodbold med fjenden -- dansk idræt under hagekorset" med referat af blandt andet Hansens lalle-glade reportager fra det Berlin, hvor man jublede over de "upolitiske" sportslege, mens Hitlers modstandere en halv times kørsel fra stadion, i KZ-lejren Sachsenhausen, blev ydmyget, tævet, torteret og sultet sommetider til døde; hvilket man notabene dengang vidste, hvis man altså ville vide det!

Hansen ville ikke. Han var næppe nazist, men absolut ej heller det modsatte. Og han havde den frækhed efter krigen, da millioner var døde for os, at optræde på sit bogomslag iført mikrofon og frihedskæmperarmbind samt titel "Danmarks kamp for frihed og ret".

Hvis Hansen kun var "passivt uvidende" om Hitlers enorme prestigemæssige OL, må man i bedste fald kalde ham for en gedigen sportsidiot, hvor idiot, som teologen Gotfredsen vil vide, kommer af oldgræsk "idiotes", altså en person uden politisk engagement.

Hvorfor denne fokusering på fænomenet Hansen, på den selvvalgte politiske blindhed netop nu? Fordi historien gentager sig. Fordi i 2008 vil legioner af sportsidioter valfarte til en langt større diktaturstat og derfor igen med fornyet OL-begejstring støtte et grumt totalitærsystem med prestige og penge; alt sammen med den hykleriske efterrationalisering, at det glade og "upolitiske" sportssamvær jo nok trods alt fremmer forståelsen mellem folkene.

Det siger en del om vores historiske -- og politiske -- analfabetisme, at vi så indædt diskuterer en totalt set beskeden reduktion af sportskakofonien og så sorgløst undlader at drage paralleller fra 1936 til 2008. Men det er da naturligvis synd for de mange DR-sportskommentatorer, der nu forgæves var begyndt at pakke Peking-kufferten.

M.C. Holst,

pensioneret lektor,

Vollerupvej 49,

Em,

Vrå