Kan nogen mon huske Dovne Robert? Det var ham, som på landsdækkende tv i 2012 erklærede, at jobcentrets anvisninger af ”lortejobs” var så uacceptable, at han følte sig i sin gode ret til at takke nej. Samtidig delte han gavmildt ud af sine tips og tricks til, hvordan man så let som ingenting kan snyde sin sagsbehandler til at tro på, at man står til rådighed, selvom man ikke gør. På den måde havde han selv levet af kontanthjælp stort set uafbrudt i 11 år, selvom han var fuldt arbejdsdygtig.
Dovne Roberts udtalelser afstedkom en voldsom forargelse. Ikke mindst hos de folkevalgte, som nærmest i affekt lovede den hårdtarbejdende majoritet af befolkningen, at der omgående ville blive sat en stopper for den slags adfærd hos de ledige. Når man lever af ”andre menneskers penge”, skal man tage det arbejde, der er.
Hele historien førte til en revision af de sanktionsregler, kommunerne kan benytte, når kontanthjælpsmodtagerne ikke lever op til deres forpligtelser. Dovne Roberts bravader var den direkte anledning til at indføre en ”skærpet rådighedssanktion”, som kort fortalt indebærer, at kommunen kan standse kontanthjælpen i op til tre måneder, hvis ”personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde”. En klokkeklar ”lex Robert”.
Nul kroner i indtægt i tre måneder er selvsagt en voldsom økonomisk bet, som nok trækker tæppet væk under de flestes økonomi. Derfor blev der for nogle år siden tilføjet en række sagsbehandlingskrav, som skal være på plads for, at så hård en straf kan iværksættes: Der skal være vejledt om betingelserne for at bevare ydelsen. Det skal forsøges ihærdigt at komme i dialog med kontanthjælpsmodtagerne om deres manglende medvirken. Der skal tages konkret stilling til forklaringen på udeblivelsen. Det skal vurderes, om der er tale om andet end uvilje, og hvis det på grund af omstændigheder som hjemløshed, misbrug eller svær sygdom ikke kan forventes at sanktionen vil få den ønskede effekt, ja, så skal den ikke iværksættes. Det kniber desværre gevaldigt for kommunerne at leve op til alle disse krav.
Det viser en nyligt offentliggjort stikprøveundersøgelse fra Ankestyrelsen, som konkluderer, at kommunernes brug af ”lex Robert” over for kontanthjælpsmodtagere med tunge sociale problemer er så mangelfuld, at samtlige afgørelser ville være blevet ændret, hvis borgerne havde klaget. Det er dybt beskæmmende.
Der er samlet set knap 4000 kontanthjælpsmodtagere, som har fået en sanktion efter de nye regler, og stikprøveundersøgelsen har fået både politikere og eksperter til at opfordre beskæftigelsesministeren til at pålægge kommunerne at genvurdere alle sagerne. Det har ministeren indtil videre afvist. Der bliver kun tale om at genoptage de sager, Ankestyrelsen har undersøgt. Også selvom enhver kan regne ud, at der næppe kun er fejl i de sager, som blev udtaget til stikprøven. Og også selvom det er åbenlyst i strid med de forvaltningsretlige principper om, at myndighederne (selvfølgelig, fristes man til at tilføje) har pligt til hurtigst muligt at rette op, når de bliver opmærksomme på, at de har begået fejl.
Der er ingen tvivl om, at de omstændelige sagsbehandlingsregler harmonerer rigtig dårligt med trangen til prompte at smække kassen i, når noget ser mistænkeligt ud. Men opgøret med snyderi må ikke ske på bekostning af retssikkerheden. Uanset om man er en udgave af Dovne Robert, eller man har tunge sociale problemer, som gør det umuligt at leve op til systemets krav, har man krav på en retfærdig sagsbehandling. Derfor bør kommunerne retfærdigvis omgående beklage sjuskeriet, og med røde ører skynde sig at genvurdere samtlige sager. Alt andet er en hån imod det retssamfund, vi bryster os af at bo i.