Sognepræst om podcasten ”Tro om”: Kriser spejler vores svagheder, men kan også generere håb

Podcasten viste med opbyggelig klarhed, at man ikke skal lade en krise gå til spilde. Kriser spejler vores svagheder, men de kan også vise hen til vores håb, skriver sognepræst Jesper Bacher om Kristeligt Dagblads nye podcast "Tro om"

Valgmenighedspræst Henrik Højlund og journalist på Kristeligt Dagblad, Philip Christoffersen, tager i podcasten "Tro om" en snak om sygehuse, kirker og corona.
Valgmenighedspræst Henrik Højlund og journalist på Kristeligt Dagblad, Philip Christoffersen, tager i podcasten "Tro om" en snak om sygehuse, kirker og corona. Foto: Mikkel Møller

”Kirken er et sygehus for syndere, ikke et museum for helgener.” Hint citat med ukendt ophavsmand kom til mig, mens jeg lyttede til Kristeligt Dagblads nye lydserie ”Tro om” med journalist Philip Christoffersen som vært. En nyhedspodcast om noget så gammelt som kirke og kristentro.

Men i grunden er der ikke noget så nyt som Det Nye Testamente, og de helliges samfund er ikke de færdiges samfund. Når indledningscitatet kom til mig, skyldtes det, at Philip Christoffersens første gæst var valgmenighedspræst Henrik Højlund, som reflekterede over folkekirken under coronakrisen.

Det var nemlig en af Henriks Højlunds gode pointer, at folkekirken burde ses på linje med sygehusene. Ikke som et kulturelt tilbud blandt andre, men som et ”åndeligt sygehus”, der selvfølgelig skulle være beredt og tilgængeligt i krisetider.

I et nyligt brev fra folkekirkens corona-taskforce til kirkeministeren kan man læse: ”Vores tilgang har været, at folkekirken skal behandles på linje med andre sammenlignelige sektorer.” Men hvad er egentlig en sammenlignelig sektor i forhold til folkekirken? Et teater, et museum eller netop et sygehus?

Det virkelig interessante ved samtalen mellem Philip Christoffersen og Henrik Højlund var nu ikke den efterhånden trættende snak om mangler, rod og fodfejl i corona-håndteringen, men om coronakrisen som spejl for tro, kirke – og menneskesyn. Efter Første Verdenskrig talte man om den såkaldte kriseteologi. En radikal, kritisk teologi, som ikke var det direkte resultat af mellemkrigstidens politiske, sociale og eksistentielle krise, men krisen kom til at understrege og tydeliggøre Guds åbenbaring som en krise for al menneskeværk og alle menneskebud. På samme vis åbenbarede coronakrisen forskel i kirkesyn mellem kirken som kultur og kirke som Guds stemme.

Henrik Højlund var sin vane tro klar i mælet, når han håbede på kirken som ”en stemme, der tør se på sig selv som en stærkere og vigtigere stemme end Mette Frederiksens stemme. Som noget, der på en eller anden måde ligger over alt, hvad man kan kalde for samfundsmyndighed, demokrati og så videre”. Jamen, det sagde han.

En og anden kunne måske tænke, at det er da godt, at Henrik Højlund ikke skal ansøge om dansk statsborgerskab. Nu er Henrik Højlund imidlertid evangelisk-luthersk præst og vil sikkert korse sig for al præstestyre, men hvis kirken ikke tror på noget andet og større end den politiske magt, driver kirken afguderi med samfundet og dets ledere. Og det er lige så teologisk som politisk usundt.

Henrik Højlund talte ydermere om coronakrisen som en påmindelse om vores skrøbelighed og dødelighed, men dermed også som anledning til at pege på ”at set i evighedsperspektiv, så er vores liv bare en lille begyndelse på noget, som bliver langt større og langt bedre”.

”Tro om” viste med opbyggelig klarhed, at man ikke skal lade en krise gå til spilde. Kriser spejler vores svagheder, men de kan også vise hen til vores håb.

Jesper Bacher er sognepræst.