Hvad det vil sige for os mennesker at have hund?

Nu går jeg så der på gaden med mit indre krænget ud. Det er ganske lille, ikke mere end et kilo vejer det. Det er hvidt og blødt og bestemt og stolt og totalt instagrammable, skriver Merete Pryds Helle, der er blevet hundeejer

Hvad det vil sige for os mennesker at have hund?
Illustration: Rasmus Juul.

”Endelig!”, skriver Eli til mig i en sms fra Pietrasanta efter at have modtaget sådan en 10-15 (måske 25) billeder af en hundehvalp. Eli har været med mig i snart 25 år og har lagt øre til utallige overvejelser om, hvorvidt jeg skulle have en hund. Og hvis jeg skulle, hvilken det skulle være. En af hendes, måske? De kom i pleje i perioder; men så skete der så meget. Flytte frem og tilbage mellem Danmark og Italien, skilsmisse, ny mand, børn ind og ud og ende i en lejlighed på fjerde sal.

I stedet har jeg forsøgt at forstå, hvad det vil sige for mennesker at have en hund, og hvorfor man vælger netop denne hund. Er det en del af vores indre identitet, vi yderliggør? Er det vores egne indre dyr, vi viser frem?

Meget smukke kvinder har tit grimme hunde, boksere og bulldogs. Magtmennesker har gravhunde, christianitter har store blide bastarder. Der er lige så mange rare mennesker, der har kamphunde, som hårde typer, men det er også de rare, seje typer. Dette er er naturligvis en grov generalisering; men hvad er det, vi vælger en hund ud fra, hvis det ikke er noget, der rører os indeni?

I stedet for at have hund har jeg skrevet om dem, de sniger sig ind i alle mine bøger. En hel digtsamling hedder ”Lad der blive hund”. ”Oh, Romeo” ender med en bokser, der gør. I ”Folkets skønhed” hedder schæferen Adolf og spiller en væsentlig rolle. I ”Vi kunne alt” er det en cockerspaniel, der træder ind på scenen. Men herhjemme var der kun plads til de forestillede hunde. Og til en underlig ubestemt længsel, måske efter at få dyret i mig ud på vrangen.

Men hvilken hund passer til mit indre? I mange år har jeg villet have en whippet. Den er ligesom mig, ligger gerne længe på sofaen og ser ud i luften i timevis for så at rejse sig og gå langt. Jeg kan lide dens yndefuldhed og aristokratiske udseende og havde altid troet, at skulle jeg have hund, var det den eneste mulighed.

Men alle omkring mig, især manden, der jo også vil være hundens ejer, synes, den er grim. Jeg har forsøgt at sige, at det er sådan, jeg ser ud indeni, men det lyder forkert, når jeg selv mere har bulldogkrop.

Så tænkte jeg, at vi kunne prøve os frem. Der findes en facebookside, der hedder ”Hundepasning i København”, hvor folk med hundelængsel og folk med pasningsproblemer finder sammen. Måske en af de mest fornuftige sider, der findes på Facebook.

Her mødte vi Charlie, en ung blandet hyrdehund; altså en masse forskellig hyrdehund, som havde brug for at være et sted, hvor nogen var hjemme om dagen. Og det er jeg jo. Sidder der time efter time og klaprer i tasterne og læser indimellem Bente Klarlunds artikler om, at man skal rejse sig op jævnligt, mens jeg bliver siddende. Hund må der til for at tvinge mig op, og vi passede Charlie både hjemme og i sommerhuset.

Vidunderlig hund; men ikke mit indre udtryk. Men hvad vil det sige? Det var ikke kun, at der kom 20 kilo springende op i sengen om morgenen, eller at man blev trukket hen til fårene på Heatherhill som en drage efter en snor. Det var den der indre komplekse følelse, det indre dyr, der ikke var en hyrdehund. Så passede vi en lille hund, en fransk bulldog. Sød, ja, men med en skræmmende stor frøagtig mund, rygproblemer på grund af raceindavl, og den fældede overalt.

Igen sagde jeg: Nej, vi skal jo ikke have hund. Og manden sagde: Du har ret, vi skal selvfølgelig ikke have hund. Vi har det så godt og nemt. Og jeg blev siddende der, time efter time og klaprede. Indtil; ja. Der poppede denne her annonce op. Tre timer efter var vi hundeejere. Nu går jeg så der på gaden med mit indre krænget ud. Det er ganske lille, ikke mere end et kilo vejer det. Det er hvidt og blødt og bestemt og stolt og totalt instagrammable.

Vi kan nærmest ikke få lov til at gå 100 meter, uden at en turist har lagt os på Instagram. Jeg ser mig selv udefra; en nogle og halvtredsårig kvinde, hvis børn er flyttet hjemmefra, som har fået en lille blød skødehund. Det er næsten latterligt. Jeg føler mig svag på en særlig måde i forhold til omverdenen. Ah, det er sådan, jeg er; en malteserhund i ministørrelse.

Jeg føler behov for at forsvare mig. Marie Antoinette havde sådan en, siger jeg til min søn, den blev smidt i Seinen, da de halshuggede hende. Og Marie Stuart på vej til henrettelse havde en under sine skørter, og kejser Claudius havde en. Min søn synes dog, at mine eksempler er temmeligt problematiske.

Har du fået en baby? spørger min veninde Mai. Jeg benægter hårdnakket. Jeg er helt cool, påstår jeg, den sover på gulvet og ikke i sengen. Men jeg tænker på Mais spørgsmål, da jeg lidt senere står med den lillebitte hund inde under frakken i H&M’s hjemmeafdeling, i underafdelingen for børneværelser, og køber en plaid, der kan holde hunden varm i cykelkurven.

Jeg føler mig svag. En parodi nærmest. Som en, man kan grine ad. Men pludselig går det op for mig, at det gør ingenting. Der er styrke i den svaghed. Denne her hund passer til mig. Den er sød og frisk; rolig og hviler i sig selv, blød og nuttet og kærlig. Og i cykelkurvsstørrelse. Det er perfekt, og det er o.k., at det er noget lidt fjollet, der viste sig at være perfekt.

Jeg behøver ikke at være cool, jeg må gerne have bløde punkter og omsorgstrang og gå til hvalpesjov. Det var det, der var derinde. Det bløde, useriøse og nuttede får lov til at komme frem. Og jeg går med glæde op og ned ad alle trapperne fem gange om dagen som Bente Klarlund anbefaler, også tidligt om morgenen, og jeg opdager, hvor smuk København er i sort stilhed.

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.