Hvad er danske værdier?

Man skal tilslutte sig danske værdier for at blive integreret, lyder det ofte. Men hvad er danske værdier? Kristeligt Dagblad har spurgt tre personer om deres bud på det meget brugte begreb.

Peter Gundelach, professor i sociologi ved Københavns Universitet, redaktør af bogen »Danskernes værdier 1981-1999«:

- Man kan ikke give en endelig definition på danske værdier, for vi bruger begrebet ud fra helt personlige betragtninger. Men lidt overordnet kan man sige, at vi bruger begrebet til at definere grænsen mellem »os« og »dem«, og i en vis forstand til at holde nogle uden for fællesskabet. Det afgørende er derfor sammenhængen og afsenderen.

Ole Varming, psykolog og dr.phil., forfatter til flere bøger om værdier og moral, blandt andet »Værdier og værdiudvikling«:

- Situationen er nok nærmest, at det, vi betragter som danske værdier, er de samme værdier, som borgere i andre lande betragter som væsentlige. Vi er formentligt kendetegnet ved en høj grad af solidaritet i samfundet. Det er dog næppe noget unikt dansk, men noget der kendetegner flere lande med samme historiske udvikling. Jeg har tidligere spurgt en gruppe mennesker om de vigtigste faktorer for livskvalitet, og de mest fremtrædende svar var »solidaritet« og »glæden ved naturen«. Det samme vil borgere i mange andre lande formentligt også mene.

Bashy Quraishy, formand for paraplyorganisationen for etniske mindretal, POEM:

- Da jeg kom til Danmark i 1960'erne, var det første, jeg lagde mærke til, den åbenhed, modtagelighed og de mange smil, jeg blev mødt med. Sådan er det nok ikke helt mere, men jeg vil alligevel betegne åbenhed, afslappethed og fællesskab som meget danske værdier. Derimod er jeg ked af, at man i integrationsdebatten ofte fremhæver ligestilling og menneskerettigheder som danske værdier, for der er nærmere tale om universelle værdier.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk