Hvad er depressionens psykologi?

Hvilke forhold i barndommen kan være årsag til depression i voksenlivet? Vokser barnet op i et miljø, hvor tilknytningen til de nære er ustabil og uforudsigelig, bliver sorgen over senere tab forankret og forstærket

En depression er ikke blot en hjernefejl, men er knyttet til alt det, man har oplevet i sit liv, skriver Niels Kjeldsen-Kragh.
En depression er ikke blot en hjernefejl, men er knyttet til alt det, man har oplevet i sit liv, skriver Niels Kjeldsen-Kragh. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Psykiske lidelser er mindre tabubelagte end tidligere. Mange er åbne om deres indre vanskeligheder, især når det drejer sig om angst eller depression.

Man hører jævnligt sætningen: ”Jeg fik en depression.” Talemåden antyder, at det drejer sig om en sygdom, man bliver påført udefra; som kommer ud af det blå og rammer i flæng. Men det er mere kompliceret end som så. Det er snarere en slumrende indre lidelse, man har anlæg for at udvikle, og som udløses af noget, der kommer udefra. Man kan være mere eller mindre disponeret for depressivitet. Dispositionen kan hidrøre fra såvel miljømæssige som arvemæssige forhold eller begge dele.

Hvilke miljømæssige forhold i barndommen kan være årsag til depressive tilbøjeligheder i voksenlivet? Kodeordene er tab og adskillelse. Vokser barnet op i et miljø, hvor tilknytningen til de nære er ustabil, vekslende og uforudsigelig, bliver sorgen over midlertidigt at ”miste” betydningsfulde personer forankret og forstærket, hver gang barnet oplever, at forældrene ikke er tilgængelige.

Straffes barnet med kulde og mental udelukkelse af familien, såfremt det har gjort noget ”forkert”, føler det knugende ensomhed, fordi barnet ikke ved, hvor længe det er dømt til at opholde sig i ”isolationsfængsel”. Er forældrene mentalt fraværende på grund af arbejde, indbyrdes skænderier, fester eller druk, lider barnet, fordi det i perioder har mistet adgangen til dem, det er knyttet til.

Bliver barnet ikke set, og bliver dets eksistens ikke anerkendt af andre, mister det selvværd. Verden bliver tom, glædesløs og meningsløs. Intet er oplivende eller interessant. Kun en ubestemmelig tristhed og værdiløshed resterer. Barnet får indbygget en overfølsomhed for adskillelse og tab af selvfølelse, og når det i voksenalderen oplever sig forladt, er der stor risiko for, at selvrespekten daler, og at det hjælpeløst glider ind i det samme følelsesområde, som det befandt sig i, når det som barn følte sig isoleret fra sine forældre.

Af og til er de udløsende årsager så diskrete, at det kræver langvarig psykoterapi, før de bliver afdækket. Og er man ekstra sårbar, kan små forandringer (boligskifte eller jobskifte) opleves som utryghedsskabende tab, der kan fremkalde en rutsjetur ned i angstens og depressionens helvede. I voksenlivet reagerer vi på det, vi erfarede som små, og uden at vide det bærer vi rundt på tidligt formede mønstre, der er bestemmende for, hvordan vi forholder os til de oplevelser, vi senere i livet kommer ud for. Og fordi disse mønstre er ubevidste, har vi svært ved at se, at depressioner i bund og grund kommer dybt indefra og blot udløses af noget, der kommer udefra. Måske vil nogle argumentere: ”Barnet vokser op og erfarer, at andre mennesker er til at stole på. De dårlige oplevelser bliver overskygget af de gode og bliver til sidst udvisket.” Og andre vil anføre, at alle i deres barndom i et vist omfang oplever sorgfuld adskillelse fra deres forældre, uden at de af den grund udvikler tilbøjelighed til depression. De vil påpege, at mange børn ikke tager varig skade af at blive revet bort fra deres mor, når de starter i vuggestue, dagpleje eller børnehave, og at de senere i deres barndom må finde sig i, at forældrene ikke altid har tid til dem, fordi et almindeligt voksenliv indebærer aktiviteter, hvor der ikke er plads til børn. Og slutargumentet i denne tankerække kunne formuleres på følgende vis: Barndommen er én lang adskillelse, hvor det gælder om at blive trænet i at fungere uden forældrenes hjælp, og at alt for megen omsorg blot skaber curlingbørn, der er ude af stand til at klare sig selv.

Hertil kan anføres, at forældre befinder sig i en vanskelig balanceakt. De skal forsøge at ramme det tidspunkt (hverken for tidligt eller for sent) i barnets udvikling, hvor det er i stand til at mestre adskillelse. Forældrene skal manøvrere i et felt, hvor de må fornemme sig frem til, hvad der er det rigtige. Sagt med et moderne udtryk: De må asfaltere, mens de kører. De kan ikke vide, hvornår deres barn er klar til at blive overladt til andre, og de kan ikke vide, hvornår deres barn har brug for ekstra opmærksomhed. Deres opgave er at finde et passende mellemtrin mellem at negligere og overbeskytte. De må stole på deres intuition, som blandt andet er baseret på, hvad de selv i deres barndom har oplevet. Jo mere uafklarede de er vedrørende adskillelse, jo mere tilbøjelige vil de være til ubevidst og fejlagtigt at tro, at deres barns behov svarer til de behov, de selv havde i deres egen barndom. Men selv de bedste forældre kan ikke hindre, at deres barn en gang imellem kommer til at føle sig alene og forladt.

Forældres udfordringer forstærkes af, at der findes arvemæssige dispositioner til depression. Et genetisk følsomt barn reagerer langt heftigere på adskillelse end et genetisk stærkt barn. Fra fødslen arver vi en mental udrustning. Nogle børn er fra fødslen forskræmte, og andre er åbenlyst tillidsfulde, og de fleste befinder sig et sted midt imellem. Vi er udstyret med vekslende grad af robusthed og skrøbelighed. Der findes enkelte børn, som udvikler sig harmonisk, selvom deres tidlige opvækst var traumatisk, og på samme måde findes der et fåtal af børn, der udvikler psykiske lidelser, selvom de er vokset op under de bedst tænkelige sociale, familiære og følelsesmæssige forhold. Og man ved, at der findes familier, hvor der er en ophobning af depressive lidelser, hvilket peger i retning af en nedarvet psykisk sårbarhed. Et barn, der er arveligt disponeret, kræver en særlig beskyttelse for at minimere risikoen for traumatiske belastninger.

Børn har således forskellige forladthedserfaringer med i bagagen. De følelsesmæssige oplevelser, vi har fra barndommen, har det med at gentage sig, når vi er i tætte relationer til andre mennesker. Den måde, vi reagerer på, når vi forelsker os, trækker tråde tilbage til dengang, vi var intimt forbundet med vores mor. Og står vi som voksne over for et tab, reaktiveres den følelsesmæssige smerte, vi gennemlevede, da vi som små følte os forladt. Tabet medfører en tristhed, som automatisk aktiverer alle de følelser, der er forbundet med tidligere tab.

Alt, hvad man har oplevet af tab i sit liv, blander sig med det aktuelle tab, og jo flere tab man har været udsat for i sit liv, jo længere og jo dybere kommer depressionen til at være. Mister vi en elsket person, vil vores sorg tage farve af de forladthedssituationer, vi i sin tid gennemlevede. Og var ensomheden i barndommen voldsom og langvarig, vil den voksnes depression være tilsvarende dyb og tilbøjelig til at trække ud. Intuitivt ved vi alle, at det er sådan, det hænger sammen. Når vi i biografen bliver rørt og græder over børn, der mister deres forældre, kærester, der forhindres i at få hinanden, eller elskende, der dør fra hverandre, er det vores egne ubevidste tabsoplevelser, der sættes i svingninger og vækkes til live på ny.

En depression er ikke en entydig størrelse. Depressioner har forskellige dybder og længder. De kan spænde fra tristhed og mindreværd, som er tilgængelig for psykoterapi, til kropslig stivnen ledsaget af psykotiske tanker om at være skyld i klimakrisen og al nød i verden, og de alvorlige tilfælde kan være ledsaget af døgnsvingninger med morgenvånde og aftenlysning. Smerten kan være så voldsom, at dødstanker bliver konstant påtrængende, ligesom den kan være ledsaget af en aggressiv komponent, der medfører risiko for selvdestruktiv adfærd. De sværeste depressioner kan ytre sig på en måde, som menigmand næppe kan forestille sig.

På samme måde, som hver enkelt depression har sin egen udformning, kendetegn og forløb, fordi hvert enkelt menneske har sin egen barndom og livshistorie, må behandlingen også skræddersys til den enkelte. En behandler må gennemgå en lang faglig træning for at kunne fornemme dybden af patientens depression og vælge en passende kur. Skal der tilbydes psykoterapi eventuelt ledsaget af psykofarmaka? Skal den medicinske kur være kortvarig, langvarig eller permanent, og er tilstanden så alvorlig, at man må overveje elektrochok?

Det er betydningsfuldt at kende mekanismerne bag depression, fordi man herved får indblik i, hvordan den menneskelige psyke fungerer, hvorved forståelsen for de depressives tilstand får en anden farve. En depression er ikke bare en hjernefejl, som var det et brækket ben, der skal fikses; den er en tilstand, der knytter an til alt det, et menneske i sit liv har erfaret. Uden at vi gør os det klart, er vi i langt højere grad, end vi tror, produkt af vores fortid. ”Det, vi i barndommen nemmer, vi ej i alderdommen forglemmer.”

En depression er ikke bare en hjernefejl, som var det et brækket ben, der skal fikses. Den er en tilstand, der knytter an til alt det, et menneske i sit liv har erfaret.