Hvad er det egentlig, vi har gang i? Vores teknologibegejstring er ved at tage magten fra os

Jeg er vidne til menneskets stormkur til den teknologiske udvikling – noget, der mere og mere har karakter af en ulykkelig kærlighedshistorie, skriver psykolog

 Hvad er vigtigt i menneskelivet? Det spørgsmål bør vi stille os midt i vores begejstring over den teknologiske udvikling, mener psykolog Nicola Nyhave.
Hvad er vigtigt i menneskelivet? Det spørgsmål bør vi stille os midt i vores begejstring over den teknologiske udvikling, mener psykolog Nicola Nyhave. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

JEG HAR DE SENESTE ÅR haft en dominerende følelse af at være en antropolog, som er på besøg i en fremmedartet kultur. En kultur, som ofte undrer og bekymrer mig.

Problemet er imidlertid, at jeg ikke er på besøg og derfor ikke kan tage hjem igen – og at det, jeg observerer, egentlig heller ikke er fremmedartet længere. Jeg er blot vidne til menneskets stormkur til den teknologiske udvikling – noget, der mere og mere har karakter af en ulykkelig kærlighedshistorie.

MIN UNDREN BLIVER VAKT, når jeg deltager i fester og ser mennesker, som er mere optagede af at komme til at facetime med deres kæledyr, tjekke, hvor mange følgere de har på Instagram, snapchatte eller være på Facebook, end de er optagede af at fejre de mennesker, som har inviteret dem.

Det leder frem til spørgsmål som: Hvordan ønsker vi egentlig, at store begivenheder skal fejres i vores kultur? Er det eksempelvis brudeparrets opgave at gøre deres bryllupsfest tilstrækkeligt underholdende til, at gæsterne rent faktisk har lyst til at deltage i den – og ikke i stedet ser de mange timer ved bordet som en oplagt mulighed for at se en Netflix-serie? I vores konstante forsøg på at undslippe kedsomhed og akavede øjeblikke glemmer vi ofte de gode manerer, hensyn og behov, der rækker ud over vore egne.

Til en intimkoncert forleden spurgte jeg pænt en dame, om hun ville være venlig at slukke sin mobiltelefon. Hun havde da i 10 minutter lyst et ellers mørklagt lokale op med det blå skær fra Facebook – og fjernet mit og andres fokus fra scenen. I trafikken ser jeg børn og voksne, der cykler rundt med en mobiltelefon i den ene hånd. På trampolinen eller i en sneboldkamp ser jeg børn, som begrænses i leg, fordi deres ene hånd konstant er optaget af at holde om telefonen.

I venteværelset ved lægen ser jeg en familie, hvor forældrene er så optagede af at kigge ned i hver deres skærm, at de slet ikke registrerer de to mindre børns vedholdende kontaktforsøg. Børn er bare generelt ikke interessante nok til, at de kan konkurrere med internettet – og nogle børn skal kunne rumme en del afvisninger og være meget insisterende for at få de voksnes opmærksomhed.

SOM PSYKOLOG PÅ NIENDE ÅR i en kommunal børne- og familieafdeling ser jeg i mit arbejdsliv også meget ofte bekymrende konsekvenser af den digitale verdens indflydelse på menneskers liv og samværsformer.

Jeg møder voksne mennesker i par forhold, der savner at føle sig set og prioriteret af deres partner, fordi vedkommende oftere rækker ud efter telefonen end efter dem. Skoleelever, der kan have rigtig svært ved at holde fokus på det, læreren fortæller, fordi internettet frister med uanede underholdningsmuligheder. Forældre, der ikke kan forstå, at lille Magnus har rigtig svært ved at falde til ro og sove, når han i stedet for forældrekontakt og nærvær puttes i seng med en iPad med ”Gurli Gris” – eller at han ikke bliver bedre til at aflæse de sociale koder, udsætte egne behov eller kommunikere med andre, når han tilbringer mange af sine vågne timer online.

Jeg oplever en verden, hvor en stor gruppe børn og unge svigtes både på grund af vores egen teknologibegejstring og på grund af vores angst for at være gammeldags og ikke have forståelse for børne- og ungdomskulturen. Jeg oplever forældre og fagpersoner, som ikke i tilstrækkelig grad bruger deres sunde fornuft – og ikke i tilstrækkelig grad skelner imellem, hvad børn og unge vil have, og hvad de rent faktisk har behov for.

I en tid, som tilbyder nye muligheder, der meget hurtigt kan ændre verden og menneskeheden, som vi kender den, er der et særligt behov for at kigge kritisk på disse muligheder og holde dem op imod vore værdier. Hvad er det egentlig, der er vigtigt i menneskelivet?

Der er mange undersøgelser, der viser, at menneskelig trivsel i højere og højere grad er en mangelvare. Hvis man kigger på Skolebørnsundersøgelsen fra 2014, står der, at der er sket en markant stigning i antallet af børn i alderen 13-15 år, der føler sig ensomme fra, 1988 og indtil 2014.

Hvordan kan der være så mange ensomme børn og unge i en verden, hvor det angiveligt aldrig har været nemmere at etablere kontakt til hinanden? Som psykolog ved jeg, hvad der fremmer trivsel og sund udvikling hos mennesker – og jeg ved, at der kvalitetsmæssigt er forskel på kontakt.

FORPLIGTENDE FORHOLD er noget, som opbygges over tid, og som kræver en indsats. Det har altid været lidt angstprovokerende for unge at række ud efter andre og forsøge at etablere kontakt – men for de flestes vedkommende var det noget, som man lærte, fordi man øvede sig på det. I dag er man ikke tvunget til at øve sig på noget, der socialt er akavet eller angstprovokerende. Man kan blot fiske sin telefon frem og undslippe alt det ubehagelige. Smart – men jo ikke på den lange bane. For det betyder, at vi står med en stor gruppe unge, som ikke har de sociale kompetencer til at etablere tilstrækkeligt dybe relationer til andre i den virkelige verden. Den type relationer, der holder igennem livskriser og forebygger ensomhed og psykisk mistrivsel.

Den virkelige bekymring for mig er, at den gruppe unge om få år skal være forældre. De er vokset op i en verden, hvor de eksempelvis har kunnet læse i medierne, at evnen til fordybelse og nærvær er forældede kompetencer. En verden, hvor budskabet ofte er, at mennesker helst skal udvikle umenneskelige kompetencer såsom evnen til at multitaske, håndtere mange stimuli og store datamængder – og hvor en gruppe af dem ikke møder de store krav om at øve sig i at være offline og fysisk og mentalt til stede i det samme rum i længere tidsrum.

De mennesker skal om kort tid til at varetage omsorgen for et barn. Et spædbarn er ret uinteresseret i den teknologiske udvikling og i, hvilke kompetencer nogle mennesker mener fremtidens samfundsborgere skal have. Det har behov for nærværende, rolige omsorgspersoner, der blandt andet kan holde øjenkontakt, og som har indlevelse i barnet, ser dets initiativer og evner at aflæse og imødekomme dets behov.

Hvis vi i forsøget på at følge en udvikling – som ingen rigtig kan spå om, og ingen indtil videre har formået at doku-mentere bør indeholde ukritiske mængder af teknologi – giver køb på noget så grundlæggende som menneskets evne til at drage omsorg for deres egne børn, ja, så er vi da virkelig på spanden.

Som psykolog er jeg ikke i tvivl om, at de opvækstbetingelser, som vi i øjeblikket tilbyder en stor gruppe børn og unge, ikke er tilstrækkeligt gode. Det bunder nok ikke udelukkende i følgerne af den teknologiske udvikling – men det er et særdeles kvalificeret sted at sætte ind.

Nicola Nyhave er autoriseret psykolog.