På søndag begynder nedtællingen til jul. Her ni måneder før juleaften fejrer kirken Mariæ Bebudelse. Nemlig at englen Gabriel besøgte den unge forlovede pige for at fortælle hende, at hun skulle blive gravid ved Helligåndens indgreb og føde en søn. Guds søn.

Mariæ bebudelse omgærdet af vittigheder

Men netop denne søndags budskab vækker en sær forlegenhed. Både uden for kirken og blandt teologer.

Få lærepunkter om Jesus og Mariæ bebudelse er omgærdet med så mange vittigheder på melodien: "Mon ikke Josef hjalp lidt til ?" Sangeren Trille påstod for eksempel i sin berømte vise "Øjet" fra 1970, at Gud nok "ordned' Maria pr. vikar."

I teologiske miljøer kan man gøre den iagttagelse, at selv relativt konservative teologer, der fastholder troen på underne, Jesu opstandelse og genkomst, kan have problemer på dette punkt. Mærkeligt: Man fastholder, at Gud kunne gøre en død mand levende, men har problemer med, at han kunne gøre en pige gravid. Det sidste har så mange andre da kunnet finde ud af!

I bebudelsesdagens anledning er det værd at overveje to spørgsmål: Hvorfor denne forlegenhed? Og: Hvad går tabt, når jomfrufødslen forsvinder?

Man gætter næppe helt forkert, hvis man lægger mærke til, at forlegenheden har noget med sex at gøre: Nogle har svært ved at forestille sig, at Josef og Maria virkelig kunne holde fingrene fra hinanden indtil brylluppet. Og de finder, at den forklaring med Helligånden er en temmelig fantasifuld bortforklaring af et i øvrigt kendt fænomen.

"Aflys julen, Josef har tilstået," som en graffiti i telefonboksen på Det Teologiske Fakultet i København forkyndte i 1980'erne.

Andre oplever læren om jomfrufødslen som ét af de utallige udslag af kirkens seksualforskrækkelse og forestiller sig jomfrufødslen opfundet, fordi vi ikke kan forestille os vores frelser forbundet med noget seksuelt. Denne del af forlegenheden bygger på, at "undfanget ved Helligånden" skulle være en aseksuel begivenhed. Og hvem har egentlig sagt det? Det kunne jo strengt taget være ubehaget ved tanken om "undfanget ved Helligånden", der var udtryk for seksualforskrækkelse.

Hvad er det med jomfrufødslen?

Nogle teologer vil også tilføje, at jomfrufødslen kun omtales direkte to gange i Det Nye Testamente og derfor "ikke er en central del af evangeliet". Et lidt pudsigt statistikargument, som mest af alt virker som opfundet til lejligheden.

Men hvad går tabt, hvis læren om jomfrufødslen forsvinder?

For det første: På én måde er det et sært spørgsmål. Det bygger på den forudsætning, at evangeliet er en politisk størrelse, hvor man i en forhandling kan overveje at droppe visse mindre elementer, uden at det går ud over helheden. Og jeg har egentlig mest lyst til at afvise spørgsmålet ved at henvise til noget elementært kristeligt: Det er ikke os, der har opfundet evangeliet, og vi har følgelig ikke ret til at drive handler med Guds ord.

For det andet, hvis man absolut skal lege den hvad-går-tabt-leg: Kristendommen bliver mindre fysisk af det. Der går nemlig et stykke virkelighed tabt. Blev Gud virkelig fysisk menneske i håndværkeren fra Nazaret, eller er det hele bare endnu en smuk metafor?

Hvis Jesus ikke blev undfanget ved Helligånden, så er han alene menneske - ikke Gud og mand. Og hvis han ikke er Gud, er han ikke syndfri, og så har han jo travlt nok med at skulle dø for sine egne synder. Er han ikke Gud, kan han ikke bygge bro fra Guds verden til vores, men er bare en religiøs tænker.

Så har Gud alligevel holdt sig på sikker afstand af vores smertefulde verden.

Faktisk skimtes dette teologiske problem i Trilles vise fra 1970: Guds problem er ifølge visen, at

"hvad har Gud forstand på sjæl,

når han aldrig

nogensind' var men'ske sel'?"

I forvejen er der tendenser nok til at adskille sjæl og krop i kristen forkyndelse. Det ligger snublende nær, at opstandelse - Jesu og vores - også bare bliver en sjæleopstandelse. Lidt uvirkelig. Det skal vi slås med om et par uger, når det bliver påske. Protesterne mod jomfrufødslen bliver endnu en brik i kristendommens fraflytning fra virkeligheden.

For det tredje: Der går en dyb sammenhæng mellem Jesu fødsel og de kristnes nye fødsel tabt. Den danske præst på Lofoten i Norge, Uffe Kronborg, peger på denne sammenhæng i bogen "Kristusmystik" (Credo Forlag 2008): Som Jesus kom til verden ved Helligånden, fødes vi til nyt liv og opstandelse ved vand og ånd. Den Ånd, der satte Jesus i verden og oprejste ham fra de døde, bor nu i os. Bebudelsesdagens kræfter er virksomme i os.

Altså: Kristendommen bliver på én gang mindre virkelig og mindre mysteriefyldt uden jomfrufødslen.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.