Da jeg var barn, spillede mine forældre golf. Der er i golf et sjovt udtryk: Det gælder om at komme ned i handicap. Så er man nemlig blevet dygtigere. Et lille handicap betød, at man var meget dygtig.
Da jeg fik en søn, som er ordblind, gik det op for mig, at handicap virkelig er noget, som det gælder om at komme af med. I hvert fald må man prøve at holde det nede så meget som muligt. Min søns ordblindhed har ført mig ind i en anden verden, som jeg ikke umiddelbart vidste fandtes: handicapverdenen. Selvom han har både arme og ben og en fantastisk humor, så har man et handicap, når man er ordblind. Man er begrænset.
Mange forbinder nok handicap med fysiske handicaps: at have mistet benene, sidde i rullestol eller at være blind og ikke kunne gå på gaden uden hjælp fra en førerhund eller et andet menneske.
Men området dækker også mennesker med en psykiatrisk diagnose, som skal have hjælp fra kommunen i en periode eller resten af deres liv. Hver tredje dansker får på et tidspunkt af deres liv en psykiatrisk diagnose. Dermed er de faktisk indenfor handicapområdet: De har et handicap.
Så er der mennesker med læsevanskeligheder: Ifølge nogle opgørelser gælder det 20 procent af befolkningen. Der er mennesker, der er ramt af demens. Der er mennesker med funktionsnedsættelse efter sygdomme som kræft, parkinson, alzheimers og så videre. Og så er der selvfølgelig de eksplicitte fysiske handicaps, som enhver kan se. Handicapområdet er således kæmpestort. Problemet er imidlertid, at handicapområdet i for lang tid har stået som noget, der angik et fåtal. Men det angår flertallet af os. Og vi har brug for hjælp, når vi har et handicap eller er pårørende til mennesker med handicap. Selvom der nok stadig er nogen, der tror, at vi har en velfærdsstat, som hjælper alle mennesker efter deres behov, også handicappede, så er det ikke tilfældet.
En undersøgelse foretaget af Advokatrådet i juni 2020 viste, at der er fejl i sagsbehandlingen i 42 procent af afgørelserne på området. I sager med børn med funktionsnedsættelse (handicap) er der fejl i halvdelen af sagerne, som blev enten sendt til genbehandling i kommunerne eller ændret af Ankestyrelsen. Det svarer til 3004 forkerte kommunale afgørelser. Advokatrådet skriver blandt andet, at der siden 2013 er sket en stigning i fejl i sagsbehandlingen. Hvad skyldes fejlene? Og er der en sammenhæng imellem stigning i ”fejl”, og at kommunerne skal holde sig under et budgetloft?
Som pårørende vækker det stor forundring, at der kan være så mange fejl fra kommunernes side. Halvdelen af alle sagerne er da en hel del. Forestil dig, at det samme var tilfældet i antal operationer på sygehuset. Ville vi acceptere det?
Flere end 52.000 mennesker har i et borgerforslag før jul skrevet under på, at kommunerne ikke varetager deres ansvar for borgere med handicap. Og mange politiske partier ser nu, at kommunernes faglige viden er for ringe, og dertil at kommunernes vilje til kvalificeret at løfte borgeres behov er manglende. Deraf de mange fejl i sagsbehandlingen.
Det fremføres fra nogle sider, at det er alt for dyrt at betale til de mennesker, der har behov for hjælp. Imidlertid burde disse stemmer overveje, hvad det koster at genbehandle sager med fejl af djøf’ere ansat i såvel kommune og Ankestyrelse, når sagerne sendes frem og tilbage, fordi kommunerne helst er fri for at betale i første omgang. Så åbenbart hellere udsætte at betale til hjælp til borgerne med handicap for at se, hvor længe den går. Og om borgerne og deres pårørende bliver så syge af stress, at de ikke har overskud til at søge igen. Hvad koster det endvidere af tabte skatteindtægter, når mennesker med handicap ikke kan få en uddannelse eller varetage et job på grund af manglende hjælp til deres handicap?
Dernæst burde de, der siger, at kommunerne selvfølgelig skal spare penge, ligeledes overveje, hvad de vil sige, når de selv får et handicap. Når de selv bliver ramt af en ulykke eller en af deres nærmeste bliver. Tænker de så også, at de ikke skal have hjælp? At de skal have deres ansøgning om hjælpemidler og støtte afvist, fordi kommunen skal holde udgifterne nede? Næppe. Så vil de hovne også gerne have hjælp.
Måske skulle vi alle sammen begynde at tænke handicap, som man gør i golf. At det er selvfølgeligt, at man har en handicap. Det er en del af tilværelsen.
Jeg vil derfor opfordre alle i 2021 til at begynde at diskutere med deres venner, naboer og kolleger, hvad deres handicap er. Ligesom i golf. Det vil gøre handicap mere synligt; at vi alle sammen enten har haft det i en periode eller er pårørende til nogen, der har det. Så: Hvad er dit handicap? Og vil du høre om mit?
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.