De seneste måneders – netop afsluttede – forhandlinger mellem staten, regionerne og kommunerne og de offentlige ansattes organisationer om fornyelse af overenskomsterne er også kendt som ”den danske model”.
Ordene dækker over det forhold, at løn og arbejdsvilkår for store grupper af lønmodtagere forhandles kollektivt mellem arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisationer. Modsætningen til det er, at løn og arbejdsvilkår fastsættes ved lov, sådan som det sker i mange andre lande. Organisationerne har travlt med at fremhæve ”Den Danske Model” som noget helt særligt dansk og dermed som noget meget positivt. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved.
Lad os se på menneskesynet bag modellen. Grundtanken er, at arbejde er et marked, det vil sige, at mennesker sælger deres arbejdstid til den højst mulige pris.
Arbejdsgiverne søger at få prisen pr. arbejdstime så langt ned som muligt, og det betragter alle som en selvfølge. Markedet er reguleret sådan, at lønmodtagerne placeres i bestemte kategorier, hvor arbejdsgiverne betaler samme timepris for alle personer i en bestemt kategori. Med andre ord: Mennesker skal behandles som handelsvarer. Standardvarer, hvor prisen ikke har noget at gøre med kvaliteten af indsatsen.
Tænk for eksempel på to lærere i udskolingen. Den første gør kun det, han får besked på. Gennemfører timerne, holder møderne og sørger for de administrative opgaver. Den anden engagerer sig, især i de elever, der har særlige behov. Opbygger et tillidsforhold til dem og deres forældre og hjælper dem med at træffe de rigtige valg i uddannelse og privat.
Hvis en sådan lærer formår at undgå, at blot en enkelt elev i hver klasse bliver viklet ind i kriminalitet og stofmisbrug, har dette enorm værdi, både for den elev der får en bedre tilværelse, og for det samfund som skal betale regningen de næste 50 år. Gøres forskellen op i penge, taler vi om tocifrede millionbeløb pr. elev.
En god lærers værdi kan være enorm. Men den danske model forhindrer os i at værdsætte læreren, fordi menneskesynet bag modellen er, at alle lærere på samme anciennitetstrin har præcis samme økonomiske værdi og derfor skal have samme løn. Måske plus en beskeden bonus, som er for lille til, at nogen reelt kan mærke den.
Jeg går ikke ind for akkordløn til lærere eller andre offentligt ansatte, men jeg stiller spørgsmål ved det menneskesyn, der tvinger lærere og andre offentligt ansatte ind i en gammeldags lønarbejdermodel. Og hvad værre er: Et menneskesyn, der dyrker modsætningen mellem den ansatte og arbejdsgiveren fremfor den fælles interesse mellem de to. Tænk hvis læreren opfattede arbejdsgiveren som partner i den meget vigtige opgave, som lærere og skole løser i fællesskab.
Det er ikke en utopi. De bedste private virksomheder fungerer præcis sådan allerede i dag. Hos dem er grundlaget for arbejdsforholdet ikke en modsætning, men derimod et partnerskab mellem virksomhed og medarbejder. Lagde du mærke til, at jeg skrev ”medarbejder” og ikke ”ansat”?
Hvorfor sker det så ikke?
Lærerne og andre medarbejdere i det offentlige ville elske at blive anerkendt for en god indsats; især naturligvis dem, der faktisk yder en indsats over gennemsnittet. Men det kommer ikke til at ske lige med det samme, fordi de organisationer, der repræsenterer de offentligt ansatte, har præcis den modsatte interesse: Organisationerne lever simpelt hen af konflikten mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Uden konflikt, ingen organisationer.
Indtil vi får systemet ændret, foreslår jeg, at vi i det mindste anerkender de gode lærere for den store værdi, de skaber.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, univer-sitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.