Prøv avisen
Refleksion

Hvad er en værdig død?

Illustration: Søren Mosdal

En værdig død handler for mig om, at den anden tør være sammen med mig i dette magtesløshedens rum, at vi skal dø – jeg selv måske før den, der står over for mig. At den anden tør tro på, at døden ikke er en fiasko, men at der kan være en mening på trods, skriver hospitalspræst

Om end sommeren synes langt væk på denne årstid, så kom den mig alligevel forleden i hu, da jeg igen hørte begrebet ”værdighed” anvendt.

Det var her i forbindelse med den nye regerings udspil. ”Værdighed” er et svævende og til tider tomt begreb, der bruges i flæng, både i det hospitalsvæsen, jeg arbejder i, lige så vel som i mange politiske sammenhænge. En værdig død, et værdigt liv, værdighedsmilliard. Hvem kan være imod det?

Man glemmer dog ofte blot, hvor megen dom og hvor meget ulighed, det bringer med sig, når man forsøger at lægge en formel ned over, hvad der er værdigt for den enkelte.

Den måske mest essentielle del af værdigheden – ligeværdigheden – forsvinder.

Lad mig tage udgangspunkt i et konkret eksempel. Det er netop her, den nu fjerne sommer kommer ind. Jeg var, sammen med to læger, en repræsentant for en patientforening og en politiker, inviteret til at indgå i en paneldebat på folkemødet på Bornholm. Temaet var ”Hvad er en værdig død?”. Et rigtigt godt spørgsmål. Døden er jo ikke i sig selv værdig. Men man kan vel håbe på en slags værdighed, når man er døende. Jeg fandt aldrig ud af, om teltet var propfyldt på grund af temaet, eller om den silende regn udenfor trak folk ind i læ – men værdighed er et varmt emne.

Debatten blev indledt med en fælles øvelse. Moderatoren bad alle i teltet om at tage to minutters snak med sidemakkeren om, hvad der for den enkelte ville være en værdig død. Det er ikke første gang, jeg præsenteres for den type øvelse. På en gang banalt og dog samtidig yderst interessant, fordi det for mange kan være endog meget grænseoverskridende at skulle forholde sig til sin egen død – og tilmed sætte ord på det til et måske fremmed menneske. Det er trods alt stadig tabubelagt at skulle konfronteres med den ultimative magtesløshed.

Vi er i vores tid så vante til at tro, at vi kan handle på alt og ikke mindst være ansvarlige for selv at kunne skabe vores egen værdighed. Og når vi ikke længere kan det, så bliver det os dikteret, hvad der er værdigt for os. Den ældre borger skal for eksempel i bad minimum en gang om ugen. De hjemløse skal have et hjem i et eller andet lejlighedskompleks, og de døende skal have mulighed for alt fra musikterapeuter til vågekoner. Er livet ellers uværdigt?

Men at være magtesløs er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man har et uværdigt liv, og værdighed er ikke noget, man selv tager eller skaber – det er noget, man bliver givet. Det handler i sidste ende om relationer. Og der er intet uværdigt i at være afhængig af en anden. Værdighed handler nemlig også om retten til at være til besvær.

Tilbage til Bornholm og øvelsen, der efter kun to minutter havde fået teltets plastikruder til at dugge. Der kom mange forskellige bud på, hvad der ville være en værdig død. Det kom især til at handle om, hvor folk gerne ville dø. De fleste foretrak eget hjem, nogen ønskede hospice, men så godt som ingen drømte om at dø på et hospital. Der blev også talt meget om ikke at dø ensom på en kold institutionsstue. Det ville ikke være værdigt.

Selv stod jeg også og forsøgte at forestille mig enden på mit liv, og hvad der ville være en værdig død for mig, men jeg kunne ikke drive et konkret billede frem.

Det handler nemlig hverken om min sofa, mit yndlingsmaleri eller favorit-lp. Det er ikke bygningen eller omgivelserne, der definerer værdighed, men derimod relationerne. Relationer, der, på trods af dødens stank, tør blive ved min side. Relationer, der bliver ved med at se mig som den, jeg i grunden er – i stedet for at gøre mig til et offer ved at lade sygdom og død overskygge min person.

At turde blive hos en anden i denne yderste magtesløshed kræver dog, at dette menneske også har erkendt sin egen magtesløshed, sin egen dødelighed. Når dét sker, opstår der et helt særligt nærvær. Et nærvær, der er vanskeligt at beskrive med ord.

Til gengæld kan det teologiske sprog favne det, fordi det handler om at se den anden, som et menneske skabt i Guds billede, præcis som en selv. At se ligeværdigheden. Der opstår et fællesskab, som åbner for en mulighed på trods af afmagten. En mulighed, ikke en dom.

Dermed handler en værdig død for mig om, at den anden tør være sammen med mig, i dette magtesløshedens rum, at vi skal dø – jeg selv måske før den, der står over for mig. At den anden tør tro på, at døden ikke er en fiasko, men at der kan være en mening på trods.

Nej, døden er ikke værdig i sig selv. Og værdighed kan man helt sikkert ikke kvantificere og standardisere for at presse den ind i en kalkule til en finanslov. Så skulle det være en værdig død? Nej tak!

Men ja tak til en fælles forståelse med dem, der selv har erkendt, at de skal den vej og derfor kan holde ud at være med mig, midt i al vores værdighed.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .