EFTER FORFÆRDELSEN og sorgen over terroren i Paris er det nødvendigt at besinde sig på, hvad berettiget satire er, og hvad der er dens funktion i en demokratisk samfundsdebat.
En sag er juridiske grænser for ytringsfriheden, noget andet er, om der er etiske grænser? En ting er humor, der kan se noget alment menneskeligt i det, den gør sig lystig over. Den er inkluderende. Noget andet er forhånende og karikerende satire. Den er stigmatiserende og ekskluderende.
Er forhånende satire virkelig det bedste forsvar for ytringsfriheden? Er forhånende satire virkelig en nødvendig del af den demokratiske samfundsdebat? Er der i den forhånende satire noget, som fremmer den nødvendige samfundsdebat? Er der i den forhånende satire noget, som kaster et afslørende lys over vor fælles virkelighed og gør os mere oplyste, eller er den tværtimod en tilsløring og forvrængning af virkeligheden og slet og ret mobning af dem, hvis overbevisning karikeres og forhånes?
Blandt børn i skolen og andre steder anser vi mobning for usympatisk, og der er mange eksempler på, at mobbede børn har holdt sig borte fra skolen og er brudt psykisk sammen eller er blevet provokeret til at øve fysisk vold mod dem, der mobbede dem. Der gøres en stor indsats i skolerne for at bekæmpe mobning. Hvad er forskellen på forhånende satire og mobning? Jeg kan ikke få øje på den, men jeg lader mig gerne oplyse af andre, som kan.
Mange muslimer oplevede Kurt Westergaards tegning af den muslimske profet Muhammed med en bombe i turbanen som en generel og kollektiv stigmatisering af alle muslimer som terrorister. Jeg forstår godt muslimerne, jeg følte mig i sin tid også ubehagelig berørt af Jens Jørgen Thorsens karikaturer af Jesus.
VOR RELIGIØSE TRO indgår i vort livsgrundlag og er en fundamental del af vor personlige identitet. Derfor opleves et angreb på det centrale i vor tro, for eksempel en forhånende karikatur af Jesus eller Muhammed, som et angreb på vor personlige identitet. Nu hviler de fleste kristne og muslimer i deres tro, så vi trækker bare overbærende på skuldrene af det og opfatter måske disse forhånende karikaturer som uforløste pubertetstilbøjeligheder.
Anderledes med religiøse og politiske fundamentalister, der griber til vold for at forsvare deres tro. De har meget ofte en fortid som rodløse og usikre personer med identitetsproblemer. Derfor klamrer de sig fanatisk til deres nye tro, som endelig har givet dem en identitet og mission her i livet.
Når de bliver udsat for forhånende satire af deres nye identitetsgrundlag, så forstærker spotten deres fortrængte usikkerhed, og de oplever den forhånende satire som en trussel mod deres identitet. Det får nogle af dem til at reagere aggressivt og voldeligt mod den forhånende satire.
Terror og anden vold kan aldrig undskyldes, den er afskyelig, men det kræver ikke den store psykologiske indsigt at forstå, hvad der avler vold. Indsigten er for længst formuleret i det gamle mundheld, at ”den, der sår vind, høster storm”. Er forhånende satire virkelig så nødvendig, at den er omkostningerne værd?
Jeg vil slutte med at gentage det spørgsmål, jeg stillede til indledning: Er der i den forhånende satire noget, som fremmer den nødvendige samfundsdebat?