Prøv avisen
Etisk set

Hvad er humor egentlig for noget?

"Humoren har indfundet sig, for nu har man svært ved at tage sig selv alt for alvorligt. Man indser nemlig, at man har mere tilfælles med modparten end det, der adskiller," siger Jørgen Carlsen. Foto: Kaare Viemose/BAM

Kristne har bestemt ikke patent på humoren, men de er hjulpet godt på vej, skriver Jørgen Carlsen

”HUMOR ER DET, der forsvinder, når man prøver at forklare, hvad det er.” Sådan hedder det. Og dog. Lad os prøve alligevel.

Der er visse ting, der går meget dårligt i spand med humoren. Indbildskhed og selvhøjtidelighed for eksempel. Hvis man tror, at man er fantastisk betydningsfuld og centrum i denne verden, så har ens humoristiske sans trange kår. For humoren punkterer nemlig al opblæsthed. Den reducerer mennesket til naturlig størrelse.

Afdøde biskop Jan Lindhardt havde masser af humor. Hans sidste år var præget af en fremadskridende alzheimer. Da hans datter havde ham med i bilen, bad hun ham i et kryds om at holde øje med, om der kom biler fra højre. Nej, svarede han. Men det gjorde der faktisk.

Det var lige ved at gå galt, og datteren bebrejdede ham hans skødesløshed. ”Hvad forestiller du dig?”, lød hans svar. ”Tør du virkelig forlade dig på en person med alzheimer?”. Ikke for ingenting var titlen på hans erindringsbog ”En biperson i mit liv”.

Lev Tolstojs bud på en forklaring lyder sådan: ”Humor er erkendelsen af skyldens fællesskab.” Hvad kan han mon mene med det? Jo, lad os vende sagen på hovedet og forestille os en situation, der er præget af alt andet end humor. Et skænderi for eksempel - især hvis man skælder ud på nogen. Hvad er logikken i at skælde ud?

Den består kort og godt i at placere skylden. Den ligger nemlig ene og alene hos den eller dem, man skænder på. Jeg har endnu aldrig oplevet et skænderi, hvor man insisterer på selv at få skylden. Det er altid modparten, der er noget galt med: ”Havde vi ikke en klar aftale?”, ”Jeg har sagt det til dig så mange gange“”, ”Hvad bilder du dig egentlig ind?”, ”Nu kan det altså være nok!” og så videre.

DERMED IKKE VÆRE SAGT, at der aldrig er grund til at skælde ud, og at ethvert skænderi er futilt og omsonst. Selvfølgelig kan der være gode grunde til at blive godt gammeldags gal og gå til stålet. Men selve situationen rummer en lokkende fristelse, som er temmelig utålelig. Det er fristelsen til at dyrke forargelsen og leve højt på den sekundære gevinst, der ligger i, at man tror sig i sin gode ret. Man nyder, at man har retfærdigheden på sin side - ja, at man selv er den retfærdige og renfærdige.

Men hvor velgørende er det da ikke, hvis man bryder ud af selvretfærdigheden og mindes de mange gange, hvor man selv har svigtet og følt behov for en smule forståelse og tilgivelse fra modparten. Så har dramaturgien pludseligt ændret sig, og man ser situationen fra et højere udsigtspunkt.

Herfra antager den et lettere komisk skær, for nu ser man nogle stakkels mennesker fumle med livet i et absurd skuespil. De er mildest talt alt andet end fuldkomne og har hver for sig tilgivelse behov.

Humoren har indfundet sig, for nu har man svært ved at tage sig selv alt for alvorligt. Man indser nemlig, at man har mere tilfælles med modparten end det, der adskiller. Ergo: ”Humor er erkendelsen af skyldens fællesskab.”

Kristne har bestemt ikke patent på humoren, men de er hjulpet godt på vej. En af de store gevinster i det kristne budskab er, at det er o.k. at være menneske. Måske har det noget med arvesynden at gøre. Sjovt nok.

Vi giver ordet til Tom Kristensen:

Begik du Livet,

bedrev du Livet,

som det er givet,

du må og skal,

så husk, at Livet

er blevet givet

til dig i kraft af

et syndefald.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk