Prøv avisen

Hvad er kristen etik?

Ulrik B. Nissen danser rundt om begrebet og hævder vedvarende, at der er en kristen etik, men siger aldrig, hvad en kristen etik er, mener sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Det er uklart, hvad Ulrik B. Nissen skriver om kristen etik, mener sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen

I Kristeligt Dagblad den 19.april slår lektor Ulrik B. Nissen atter til lyd for en kristen etik. Det gør han i et angreb på professor, dr.theol. Ole Jensens ellers glimrende indlæg i avisen den 14.april, hvor Ole Jensen argumenter mod en særlig kristen etik.

LÆS OGSÅ: Når teologen skyller barnet ud med badevandet

Når jeg tillader mig at blande mig i debatten, så skyldes det, at Ulrik B. Nissen og jeg før har diskuteret emnet både her i Kristeligt Dagblads spalter og i Teologisk Forening i Aarhus. Og jeg må desværre indrømme, at jeg stadig ikke kan forstå, hvad Nissen mener. Det er ganske simpelt uklart.

LÆS OGSÅ: Kristen sharia?

Ulrik B. Nissen skriver, at vi skal bestræbe os på at aktualisere en bibelsk funderet etik, og videre: den kristne etik er en refleksion over de etiske implikationer af Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Ulrik B. Nissen mener, at vi skal formulere nogle etiske grundpræmisser ud fra kristendommen. Inden vi kan komme videre i denne diskussion, så er Ulrik B. Nissen nødt til at fylde begrebet med indhold: Hvad mener han med en kristen etik?

Hvilket konkret indhold har den? Han danser rundt om begrebet og hævder vedvarende, at der er en kristen etik, men siger aldrig, hvad en kristen etik er.

Søren Kierkegaard blandt mange andre var ellers ikke bleg for at sige, hvad den etiske implikation af Jesu Kristi kors er: en ophævelse af den særlige kristne etik. Etikken kommer til kort foran korset.

Det eneste, der kan hævdes, er en absolut fordring om kærlighed til næsten uden konkretiseret indhold, for det ville være at gøre sig fordringen for let. Opgaven er, at du går ud for at gøre ligeså, men find selv ud af hvorledes.

Men nu er chancen der altså for Ulrik B. Nissen: Hvad mener du helt konkret, at en kristen etik er?