Hvad er kristen tro i klimakrisens tidsalder?

Vi er begge vokset op i kristne hjem, hvor kristendommen ikke var en pligt, men en selvfølgelighed. Det ligger umiddelbart bag de spørgsmål, vi rejser her. Vi er begge videnskabspersoner og mener ikke, at en moderne kristen tro kan have et indhold, der ikke anerkender den evidensbaserede naturvidenskab. Vi anerkender derfor eksempelvis den aktuelle klimakrise som vor tids største udfordring – både hvad angår klodens tilstand og den enkeltes tilværelse. 

Hvordan kan man tale om den kristne Gud i en nutidig kontekst? Og hvorfor skulle man overhovedet gøre det? Gud er indbegrebet af kærlighed. Så enkelt kan det siges. Men hvordan skal vi så forstå Gud? Og hvordan kærlighed? Og hvorfor mener vi, at talen om Gud forstået på den måde er af central betydning for den måde, vi forholder os til tidens akutte klimakrise?

Vi forstår ikke Gud som et væsen, der findes i verden (og da slet ikke i himlen) ved siden af alt andet, der findes. Vi forstår heller ikke Gud som for eksempel en "kraft", der "gør" noget uden om alle de andre kræfter, der findes i verden. Vi forstår derimod Gud som navn på en bestemt sag i menneskenes verden, som vi mener er af helt central betydning. Denne sag er: kærlighed og grænseoverskridende omsorg for livet på Jorden. Men når vi fortsat gerne vil tale om Gud, er det, fordi vi gerne vil udtrykke, at netop denne sag udgør en udfordring for os mennesker, som er mere omfattende end os selv. Den er der, uanset hvad vi hver især synes, og den stiller krav til os, som vi aldrig magter at opfylde: Den er "af Gud".

I den traditionelle kristendom spiller kærlighed en central rolle. Paulus sagde: "Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel" (Paulus' Brev til Filipperne, kapitel 2, vers 4), og han gentager det som bekendt i "kærlighedens lovsang" i Paulus' Første Brev til Korintherne, kapitel 13.

I den traditionelle kristendom er tanken om kærligheden så blevet indsvøbt i en fortælling om Jesus Kristus, død og opstanden. Vi tror ikke selv bogstaveligt på denne historie. Det gjorde man til gengæld i antikken, da den blev udtænkt, helt bogstaveligt. Og sådan er den også blevet forstået op gennem tiden indtil i hvert fald i 1800-tallet. Men helt bogstaveligt kan man efter vores mening ikke længere forstå den historie. Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til. Derimod kan man meget vel tro og mene at det, som historien skal fortælle os om menneskelivet, er bogstaveligt sandt og af den allerstørste betydning. Her opgiver vi altså én (central) del af den traditionelle kristendom – og fastholder en anden.

Kærlighedens væsen forstår vi, som Paulus skildrede det. Dermed er kærligheden det, som filosoffen K.E. Løgstrup ville kalde en "radikal fordring". I enhver situation, vi befinder os i, stiller kærligheden os den opgave ikke at tænke på os selv, men på den andens og de andres vel. Det er en umulig og uopfyldelig fordring, men den er der alligevel.

Så vidt er vi på dette punkt i god overensstemmelse med den traditionelle kristendom. Men – og det er så her, vi prøver at gøre kristendommen relevant i den aktuelle verdenssituation: Kærlighedens virkeområde må udvides til ikke blot at omfatte vores medmennesker, men alt levende på den jord, vi er indfattet i, og som vi lever på og af. Også her gælder kærlighedens væsen: at vi ikke må tænke på os selv, men på alle de relationer, vi indgår i uden for os selv, og som vi lever af. Vores uendelige forbundethed med og afhængighed af den jord, vi lever på, er et faktum, som inden for de seneste 50 år gradvis er gået op for os med stigende styrke i forbindelse med klimakrisen. Vi vil gerne, at denne jordbundne indsigt bliver forbundet med en moderne kristen tro. Vi skal elske ikke blot vores medmennesker, men alt levende på kloden: hele den jord, som gør liv – og dermed gode menneskeliv – muligt.

At kærligheden er den centrale størrelse i menneskelivet, hævder den kristne fortælling altså. Og det er for at udtrykke dette, at vi fortsat ønsker at tale om Gud. Men hvorfra ved vi nu, at den kristne fortælling rummer en altafgørende sandhed? Hvis vi ikke på forhånd kommer fra en eller anden form for kristendom, hvorfor skulle vi så tilslutte os den?

Nuvel: Kærlighedens centrale betydning er ikke bare en kristen opfindelse. Den har også sin rod i den samtidige og forudgående græske filosofi. I Første Brev til Korintherne, kapitel 6, vers 7 citerer Paulus næsten direkte fra Platons dialog "Gorgias". Det er altså hele vores kulturelle tradition, der pålægger os den udadrettede kærlighed, både den græske og den kristne. Men skulle vi moderne mennesker nu være bundet af det? Her er det så, at vi siger: Jamen, se på verden! Vi to tror – og tror på – at både den græske og den kristne tradition havde ret om menneskelivet.

Ligesom i dag har der rigtig nok op gennem tiden været tænkere, der ikke var enige. Allerede i den græske tradition møder man i Platons "Gorgias" en person, Kallikles, som vil knytte det gode for et menneske til den enkeltes magt over andre. Friedrich Nietzsche fremførte langt senere den samme tanke i et opgør med den kristne tradition. Kallikles klarede sig skidt i dialogen med Sokrates. Mener vi, at Nietzsche klarede sig bedre?

Nu om kirken, Guds hus. Hvis man kan følge os i at forstå Gud som indbegrebet af kærlighed, hvordan skal man da forholde sig til den officielle kristendom, der udfolder sig i Guds hus, kirken? Her lever alt det i den kristne tradition, som vi ovenfor har taget afstand fra. Hvad skal vi stille op med alt dette? Her gælder nu for det første, at vi to kronikforfattere føler, at vi sagtens kan deltage i alt dette – uden at tage det bogstaveligt. Vi ved, at det er i denne historiske skikkelse, at tanken om Gud som indbegrebet af kærlighed er overleveret til os fra vores forfædre og -mødre, og det generer os ikke, at vi for vores eget vedkommende må anse selve den kristne grundfortælling for at være en historisk bestemt udformning af dette centrale budskab. For det andet glæder vi os over kirken som et rum, som er forskelligt fra hele vores øvrige verden, og som man kan træde ind i netop for at fejre det centrale budskab og få trøst til at overvinde livets fortrædeligheder. Budskabet selv taler om en større verden end os selv. Og netop dette større noget vidner kirkerummet også om. Her møder vi ikke mindst historien i fuldt flor, og når vi går ind i kirkerummet, bliver vi del af den store verdensomspændende kristendom og dermed budskabet om vigtigheden af kærlighed til alt levende. Mange kirkers dekorative univers minder os også ikke blot om ånd og tro, men om den jordbundne flora og fauna, som vi selv er en del af.

Vi slutter med en velkendt og særdeles aktuel historie, som på en stærk måde illustrerer, hvad det handler om, nemlig juleaften, som den skildres i de kristne evangelier – og som vi kender den fra utallige fremstillinger i malerkunsten. En kvinde sidder med et lille nyfødt barn. Faderen kigger venligt på. Stående rundt omkring ser man dels nogle hjemligt udseende dyr, dels nogle af samfundets mindst privilegerede: nogle hyrder, som var blevet hidkaldt fra deres mark af nogle engle. Lidt senere dukker de virkelige magthavere op: tre konger, som kommer og hylder barnet. Alt dette handler om én ting: kærlighedens almagt (ikke afmagt!) set i modsætning til vores sædvanlige verden, hvor det er magten, der har magten. Og det er en trøst om, at det allerstørste sker på de ydmygeste steder, at ingen er for ringe, at fattige, hårdtarbejdende mennesker såvel som umælende dyr hører til. Det kan man godt tro på.