Henrik Højlund, valgmenighedspræst
DEN SYLESPIDSE og enormt veludviklede sans for ideologikritik er dét, jeg især værdsætter ved Søren Krarup. Der er få personer, som med samme intellektuelle ballast kan sætte ord på modernitetens og sekularismens skyggesider.
I bund og grund er hans virke og bøger én lang kritik af gudløsheden og alle de ismer, der repræsenterer den. Søren Krarup kan gennemskue hulheden og inkonsekvensen i et moderne livssyn uden Gud. Han sætter ord på de selvmål og skader, det bringer med sig, når vi mennesker med politiske ideologier forsøger at bygge et paradis på Jorden. På den måde bliver hans ideologikritik til et stærkt forsvar for kristendommen. Især i bogen ”Det Moderne Sammenbrud”, som for mig at se er hans bedste.
Til trods for de evner mener jeg også, at han efter sin indtræden i Dansk Folkeparti på unødvendig vis fik politiseret det kirkelige og teologiske. Der er noget paradoksalt ved, at han i årtier undsiger alle ideologiske ismer, men ender med selv at forfalde til en isme – kulturkonservatismen. Godt nok anser han selv tiden i Folketinget for en slags modstandskamp, og jeg tror, han mener det oprigtigt. Men alligevel synes kæden at hoppe af for Søren Krarup, da han for alvor bliver politiker.
Erik Meier Carlsen, politisk kommentator og forfatter
HANS AFTRYK I DEBATTEN mod udlændinge kan simpelthen ikke overvurderes. Søren Krarup er den person i den offentlige debat, som mest effektivt fanger den meget brede bekymring over indvandringen og sætter den på dagsordenen.
Kritikken af den øgede indvandring kan spores helt tilbage til 1983, hvor det, der kaldes verdens mest liberale udlændingelov, trådte i kraft. Men det er først, da Søren Krarup indleder sin kampagne mod Dansk Flygtningehjælp i 1986, at vi i Danmark for alvor begynder at diskutere udlændinge. Dét træk er helt afgørende, også fordi den vækker Pia Kjærsgaards interesse for debatten.
Anders Foghs Rasmussens (V) kulturkamp og opgøret med det offentlige smagsdommeri er også inspireret af Søren Krarup, og selv kaldte han magtskiftet i 2001 for et ”systemskifte”. Men Krarup er ikke realpolitiker, og han bliver det – tiden i Folketinget til trods – heller aldrig. Den stramme udlændingepolitik er ikke udformet og tænkt igennem af ham. Faktisk bliver den stramme udlændingelov fra 2002 i store træk udformet i Indenrigsministeriet helt tilbage under Karen Jespersen (dengang socialdemokrat, red.) og lagt på bordet foran Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, da VK får magten. Søren Krarup er en helt enestående inspirator og ideolog, men ikke nogen stor politisk håndværker.
Bertel Haarder, medlem af Folketinget for Venstre, tidligere minister
SØREN KRARUP ER ET MONUMENT og var en meget velgørende stemme i dansk kulturdebat gennem 1960’erne og 1970’erne. Hans udgangspunkt er den tidehvervske teologi og mottoet ”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot”, og fra den position har været fantastisk god til at pille ideologer, der vil frelse menneskeheden, ned. Eksempelvis i bogen ”Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene”. En genial titel, som siger en masse om Søren Krarup.
Hele hans opgør mod datidens ideologisering og dyrkelse af adfærdsvidenskaberne var jeg meget inspireret af, og for mig var Søren Krarup sammen med Jørgen S. Dich og Hans Scherfig de personer, som sendte de bedste angreb af sted mod de herskende meninger dengang.
Søren Krarups helt store svaghed er dog, at han kun kan nedbryde, ikke opbygge. Jeg har lykkeligvis studeret Grundtvig. Da jeg blev undervisningsminister, kunne Søren Krarup bruges til at nedbryde, og Grundtvig til at bygge op. Især blev det meget synligt, da han bekrigede enhver tvangsfjernelse af børn og alt, der havde med EF og EU at gøre. Han udvalgte sig nogle idiosynkrasier, hvor alt var ondt, og det skuffede mig. Det var under hans niveau.