Prøv avisen

Hvad har vi dog gjort -- alle vi, der holder af klassisk musik og Morgenandagten?

"Klassisk musik bliver klemt af fusionen mellem P1 og P2," hed det på Kristeligt Dagblads forside den 23. marts.

"Begræd ikke Morgenandagtens flytning," trøstede tidligere programdirektør i DR Mette Bock længere inde i avisen. "Lad os glæde os over, at Morgenandagten ikke er afgået ved døden!" Den kan høres på DAB! Ja, ja, men hun er vel også lidt miljøskadet, for det samme henviser DR ustandselig til – efter min ringe mening med uhørt arrogance!

"Selv ældre mennesker kan finde ud af at betjene en DAB-radio eller DR 2," hedder det også indimellem – nedladende.

Er man i DR da slet ikke klar over, hvordan man hører radio? Tror man virkelig, at man sætter sig hen og lægger øret ind i DAB-radioen for at høre klassisk musik, mens man slår takten med foden?

Jeg tror, de fleste gør som jeg: nyder musikken – eller Morgenandagten for den sags skyld – mens man foretager sig andre ting. Man har investeret titusindvis af kroner for at kunne høre den musik, man elsker, i alle de rum, hvor man færdes mest.

"Du kan da bare købe en DAB-radio, så kan du stadig høre dit yndlingsprogram!", siger man i DR.

Er det ikke arrogant? Nu skal man så høre musikken fra én lille miniradio. Eller skal man købe en DAB-radio til hvert rum – og så løbe rundt og skrue på volumen og tuning, når man vil ændre noget? For ikke at tale om bilen, hvor mange befinder sig hver dag.

At man ikke har meget tilovers for dem, der holder af klassisk, musical, folkemusik, revyviser, danske og svenske viser og så videre bekræftes af, at det eneste DAB-program, der indeholdt den slags musik, uden varsel blev nedlagt i december 2010. Det hed "Allegro".

Hvorfor skal der bruges hele to FM-programmer (P3 og P4) fremover, som groft sagt kun indeholder én genre musik? Er det ikke en tanke værd?

Carsten Thomasen,

Orionvej 30,

Frederikshavn