Som svar på regeringens regionaliseringsplan har Københavns Universitets ledelse varslet, at humanioras studieoptag skal beskæres med 40 procent frem mod 2030. Den plan overser, at vi har brug for nuanceret humanvidenskabelig viden om, hvordan overlevelsesevne, fællesskab og solidaritet fungerer i undtagelsestilstande og krisesituationer. Nu og i fremtiden, måske mere end nogensinde.
I Canada, British Columbia, hvor jeg har bosat mig dette efterår med min familie som gæsteforsker ved universitetet British Columbia, drev en ”atmosfærisk flod” hen over provinsen for nylig. Vejrfænomenet kan bedst beskrives som et 48 timer langt nonstopskybrud, som efterlod 250 millimeter regn og en provins i undtagelsestilstand.
Store by- og landområder vest for provinsens største by, Vancouver, er nu fuldstændig oversvømmet. Landbrugsjord står under vand, kvæg og heste har måttet evakueres sammen med de omkring 20.000 mennesker, der nu står uden bolig.
Sjældent har man set så store regnskyl på én gang og det vel at mærke i en egn, der er kendt for sit regnvejr, og hvor byerne er omgivet af bjerge med tempereret regnskov. Selvsamme skovområder stod i flammer under sommerens store skovbrande.
Det er gruopvækkende at se billederne i medierne af vandmasserne og de store mudderskred, der har skåret de centrale trafikårer over, som normalt forbinder vestkysten med resten af Canada mod øst.
De stærkeste billeder findes dog i nyhedsrapporterne om beboerne i de oversvømmede områder. De har været i gang uafbrudt siden regnfaldet med at fylde sandsække og bygge flere diger, fordi der er varsling om endnu et vejrsystem med voldsom regn. Frivillige fra nabobyerne til de berørte områder er derfor også strømmet til. De har stillet motorbåde og benzin til rådighed for at fragte beboere i de oversvømmede områder til lægebesøg og andre livsnødvendige ærinder.
Man hjælper hinanden, hvor man kan. Aldrig har der været større følelse af fællesskab og sammenhold, fortæller rapporterne. Selvom premierminister Justin Trudeau i et tweet forsikrede om, at ”vi er her for jer”, har flere kritiseret myndighedernes kommunikationen og for sene varslingssystemer.
Krisetider lærer os frem for alt om menneskelig styrke; om overskud, som ingen vidste var der, før regnstormen kom.
Som etnolog forsker jeg i menneskelige mobiliseringer under kriser, som vi for eksempel så det under den europæiske flygtningekrise i 2015, hvor tusindvis af europæiske borgere stillede op og modtog de ankomne flygtninge.
I Tyskland assisterede store dele af befolkningen ved ankomsten af flygtninge, godt opmuntret af den tyske kansler Angela Merkels anvisning om, at ”vi klarer den”. Velkomstinitiativer bredte sig som ringe i vandet over hele Europa. I Flensborg, som var transitsted for flygtninge på vej mod Skandinavien, blev ankomsthallen i byens stationsbygning til et midlertidigt hjem for op mod 80.000 flygtninge. Byens borgere samlede sig hurtigt om at sortere stakkevis af doneret tøj og sko, tilbyde mad og vand, passe børn og oversætte til tysk, hvor der var behov.
Resten af Nordeuropa fulgte godt med. I Danmark, som ikke tilsvarende havde en Merkel i ryggen, blev organisationen Venligboerne etableret. Initiativet spredte sig fra Hjørring med imponerende hast til hele landet. Nærmest hver en lille flække fik en afdeling af Venligboerne.
I Danmark vidner mobiliseringen omkring flygtningemodtagelserne i 2015 om landets tradition for frivilligt arbejde. I årtier har private hjælpeorganisationer som Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors støttet flygtninge, hvis landsdækkende frivilligafdelinger omfatter mange tusind frivillige. Mobiliseringen i 2015 rakte dog langt ud over de formaliserede frivilligtjenester, blandt andet ved hjælp af de sociale medier, der spredte ordet. Frivillige trådte således spontant til i en tid, hvor EU’s migrationspolitik var brudt sammen.
Det, vi i dag kan lære af ”den store velkomst” under den europæiske flygtningekrise, er, at mennesker har store ressourcer, der kan mobiliseres, og et enormt forandringspotentiale.
Et humanistisk perspektiv på menneskers mobilisering under krisetilstande blotlægger yderligere en række problemstillinger. Som for eksempel de ulighedsforhold, der kan opstå eller bliver tydeliggjort mellem mennesker, når nogen har mistet alt, og andre står klar til at hjælpe. Kan disse i sagens natur ulige relationer blokere for, at indsatsen rammer rigtigt? Og hvad med dem, der har brug for hjælp, som fra den ene dag til den anden har mistet alt? Hvordan formår de at udvise tillid til, at andre mennesker kan hjælpe på vejen til at genopbygge deres tilværelse?
At undersøge og afdække sådanne spørgsmål tager os helt ind i menneskets maskinrum og lærer os om, hvilket stof vi er gjort af til forskellige tider og under forskellige omstændigheder og livsvilkår. Og det giver os samtidig vigtige indsigter om relationen mellem stat og hverdagsliv, og hvordan myndighedernes håndtering giver momentum for forskellige former for frivillige aktioner.
Komplekse kriser kræver flerfaglige forståelser. I en kronik i dagbladet Politiken den 19. november 2021 argumenterer tre professorer fra humaniora ved Københavns Universitet – Marie Louise Nosch, Vincent F. Hendricks og Dan Zahavi – for, at systemiske kriser forudsætter, at flere forskellige fagligheder arbejder sammen, for at vi kan forstå kriserne, lære af dem og i sidste ende overkomme dem.
Forskerne fremhæver pandemien som et godt eksempel. Én ting er, at sundhedsvidenskaben opfinder den livsnødvendige vaccine. Men hvis folk ikke er indstillet på at tage vaccinen, eller hvis sammenhængskraften braser sammen, fordi samfundene indbyrdes begynder at udskamme, udvise mistillid eller bekrige hinanden, nytter den ingenting.
Man må således undre sig over regeringens regionaliseringsplan, som har givet universiteterne i de fire største danske byer som bunden opgave enten at udflytte eller nedlukke studiepladser. Københavns Universitet har meldt ud, at det med få undtagelser giver hverken faglig eller økonomisk mening at udflytte studiepladser. Resultatet er derfor, at regionaliseringsplanen vil forårsage store indgreb i form af nedskæring af studenteroptaget på først og fremmest humaniora, som i forvejen har lidt under hårde nedskæringer de seneste år.
Det er ufatteligt, så kortsigtet regeringen planlægger Danmarks forskningsbaserede grundlag for at skabe ny og vigtig viden om komplekse fænomener som pandemier, klimakrise og flygtninge.
Vi har brug for indgående og nuanceret viden om, hvordan kriser håndteres på det mellemmenneskelige plan, og det kan humaniora levere. Det skulle nødig ende med, at det eneste, der står tilbage at dokumentere, er humanioras krise.
Når vandmasserne fosser ind over matriklen, når skovbrandene raserer, og når flygtninge søger ly på grund af krige, sult og fattigdom, står vi tilbage med en uhyre vigtig lære: Viljen til genopbygning, til at starte forfra og til at bygge op er enorm. Vi ser den lige nu i British Columbia, vi har set den for nylig i Tyskland under de store oversvømmelser i sommer, og vi så det under den europæiske flygtningekrise i 2015.
For at vi kan lære af vore dages krise-ridt, er det afgørende, at vi dokumenterer de frivilliges praksisser, deres efterrefleksioner og analyser, så vi fremover kan blive bedre rustet til den næste krises komme.
Stop udsultningen af Danmarks humanistiske forskningsstyrke. Lad humaniora gøre sit arbejde.