Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Dokumentar udstiller den katolske kirkes institutionelle arrogance

Pave Frans var klar og skarp i mælet, når det kom til fordømmelse af pædofili, men hvordan kan hans hellighed tillade, at der bare sidder en eneste biskop i embede, som har dækket over eller negligeret pædofile præster i sit stift, spørger sognepræst Jesper Bacher. Foto: Andrew Medichini/AP/ritzau

En himmelråbende institutionel arrogance og en klerikal selvherlighed, som var mere optaget af kirkens status og stilling end ofrenes lidelser og smerte, skriver sognepræst Jesper Bacher i dagens mediekommentar

Dette år og ikke mindst denne uge har stået i Reformationens tegn, og når der tales om Reformationen, tænkes der umiddelbart på den teologi og det forløb, som skabte en række protestantiske kirkesamfund adskilt fra den romersk-katolske kirke.

Det bør imidlertid ikke glemmes, at også den romersk-katolske har undergået løbende reformer og på sin vis også levet op til ordet om, at kirken altid skal reformeres. På reformationsdagen kunne man imidlertid på DR 2 se en rystende dokumentar, som mente, at pavekirken mangler en afgørende reform; ikke en teologisk reformation, men en reform af kulturen i forhold til seksuelle overgreb begået af gejstlige.

Dokumentaren ”Den katolske kirke og børnene” viste uhyggelige eksempler på pædofile præster, som i ly af deres status gik på rov blandt de mindste i deres menigheder.

Nu er der ingen organisationer eller kirker, hvor pædofile ikke kan få indgang.

For tiden kan man læse om en sag, hvor en tidligere folkekirkepræst på Kalundborg-kanten står anklaget for en hel række seksuelle krænkelser og overgreb mod mindreårige. De pædofile er iblandt os, og de har ikke et horn i panden, selvom pave Frans kunne sammenligne gejstliges pædofili med at holde sorte messer.

Det var imidlertid ikke forekomsten af pædofile i den katolske præstestand, som i sig selv var genstand for dokumentaren. Det var kirkens håndtering af pædofili-sagerne, som rystede; biskopper, som ikke følger op på anklager, forflyttelse snarere end afskedigelse og retsforfølgelse af pædofile præster. En himmelråbende institutionel arrogance og en klerikal selvherlighed, som var mere optaget af kirkens status og stilling end ofrenes lidelser og smerte. Pave Frans var klar og skarp i mælet, når det kom til fordømmelse af pædofili, men hvordan kan hans hellighed tillade, at der bare sidder en eneste biskop i embede, som har dækket over eller negligeret pædofile præster i sit stift? Hvorfor bliver man ikke smidt ud af bispegården og sat til at skurre gulve i et trappistkloster? Det kan i hvert fald gøres noget hurtigere, end pave Frans kan redde klimaet.

Det kom frem, at de to repræsentanter for ofrene havde trukket sig fra pavens børnebeskyttelsesråd, fordi de beskyldte Vatikanet for at modsætte sig forandringer, ligesom det blev hævdet, at hele 75 procent af seksuelle krænkere stadig er ansat i kirken. Man forstod også, at den romersk-katolske kirke i USA har hyret hele 39 lobbyister for at hindre, at en forældelsesfrist på pædofilisager ophæves i de amerikanske delstater. Det ville simpelthen blive for dyrt for kirken, hvis endnu flere ofre krævede erstatning. I forhold til beskyldninger mod en pædofil præst kunne en italiensk biskop ligefrem sige:

”Jeg kan afprøve ham ud fra kirkens eget retssystem, den kanoniske ret, men jeg kan ikke melde ham til italiensk politi.”

Hvis den kanoniske ret bliver et alternativ til anmeldelse af sexforbrydere i kjole og krave, så bør man gøre som Luther og smide den på bålet.

Jesper Bacher er sognepræst.