Prøv avisen
Debat

Dansk-somalier: Hvad kan jeg lære af Luther?

Adam Holm stiller spørgsmålene, og han kigger ud over publikum, og hans blik fanger mit. Han smiler, og jeg smiler tilbage. Der sidder jeg; en somalisk pige med hovedbeklædning på tredje række. Midt i et publikum, der er overvejende leverpostejsdanskere, skriver Ayan Yasin.

I anledning af 500-året for Reformationen er dansk-somaliske Ayan Yasin taget til Reformationsdage på Nyborg Slot for at finde ud af, hvad den 500 år gamle munk kan lære hende i dag

JEG KRYDSER BROEN over voldgraven, og bygningerne ved vejkanten har en middelalderlig æstetik over sig. Der er en efterårscharme over træerne, og skolebørnene står ved torvet foran en scene. To unge herrer spiller musik. Her er ganske enkelt fredsommeligt. I anledning af 500-året for Reformationen er jeg taget til Reformationsdage på Nyborg Slot for at finde ud af, hvad den 500 år gamle munk kan lære mig i dag.

”Det er et vemodigt øjeblik,” fortæller museumsguiden os. Publikum og jeg får den allersidste forestilling om Reformationen, da slottet skal igennem den største restaurering, tilbygning og nyfortolkning siden Christian III’s tid. Den 30. marts 2016 vandt Cubo Arkitekter konkurrencen om byggeprojektet til over en kvart milliard kroner. Jeg deler dette historiske øjeblik med kirkegængere.

På scenen sidder den danske filosof Peter Tudvad i sofaen med historikeren og journalisten Adam Holm, og han fortæller, at de troende ser Luther med andre briller end Frederik Stjernfelt. For ganske rigtigt var han en antisemitisk og sexistisk herre, men hans budskab havde en større effekt og betydning for reformationsbevægelsen.

”Vi skal tage det sure med det søde,” siger han, mens han retter på sine briller.

Adam Holm stiller spørgsmålene, og han kigger ud over publikum, og hans blik fanger mit. Han smiler, og jeg smiler tilbage. Der sidder jeg; en somalisk pige med hovedbeklædning på tredje række. Midt i et publikum, der er overvejende leverpostejsdanskere. Jeg kigger ned på mit skød. Jeg holder en programoversigt, der er to størrelser større end min Acer-bærbar. Der er snart frokost.

VED SLOTSMØLLEN SPISER JEG af min laksesandwich med rygeostcreme fra Kongens Fadebur, og de andre, jeg deler bord med, skåler med hinanden, mens de tygger på deres svinekæbe. ”Den smager udmærket,” siger den ene, og de andre nikker bekræftende med. ”Ja, alle tiders”. Det er et uvant selskab, men et selskab, jeg godt kunne vænne mig til.

Jeg går tilbage til slottet. Alene. Jeg skal nå at oplade min mobil, inden det næste arrangement begynder.

Jeg drejer til højre ved hegnet, og jeg ser en politibetjent stående ved skurvognen og en anden gående med en sort hundehvalp, mens en tredje står få meter fra mig. Han kigger intenst på mig. Sekundet føles som minutter. Min mave knurrer. Jeg får svedige hænder. Jeg ved godt, at jeg ikke har en bombe i min sorte lædertaske, men tanken om, at betjenten tror, at jeg måske har en i tasken, strejfer mig. Jeg fejer min paranoia af med et Colgate-smil og går forsigtigt videre.

FLEMMING ROSE, tidligere kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, som skal tale om religiøs tolerance og konsekvenserne af Reformationen sammen med juristen Jacob Mchangama, er troppet op med PET og Fyns Politi.

Siden 2005 er Rose blevet mandsopdækket af sikkerhedsvagter døgnet rundt efter trykningen af de 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Mens jeg går igennem metalscanneren, spørger jeg en venlig betjent om, hvordan det kan være, at han stadig har brug for et så stort omfang af beskyttelse?

”Fordi truslen potentielt stadig er der.”

Jeg tygger lidt på betjentens ord, og han fortsætter: ”Det er noget værre rod, når man bruger religionen som en trussel.” ”Ja, især fordi den bliver ideologisk,” tilføjer jeg.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvordan min tro hos nogle ses som en form for inkarneret ondskab og en geopolitisk trussel, mens den for mig giver mening i min tilværelse og ro i min sjæl. Hvordan kan jeg få andre til at se islam fra min side?

Få meter fra mig sidder Flemming Rose. Han er iført sorte jeans og en mørkeblå sweater. Han har taget en kasse med bøger med. Jeg ser, at PET-betjenten, som før stod ved indgangen, nu sidder på en stol få meter fra min telefon. Jeg har sat den til opladning i hjørnet til venstre for mig. Mens Adam Holm modererer samtalen mellem ”Luther” og ”Melanchthon”, rejser jeg mig forsigtigt op og tager min mobil ud af stikkontakten.

Til trods for at Luther var en teokratisk skriftfundamentalist med blodtørst over for alle ikke-lutheranere, bekræfter Luther mig i, at Guds nåde ikke er en vare, der kan tinges med. Guds nåde skal heller ikke medieres af et andet syndigt menneske, og vi er alle lige i Guds øjne. Luther lærer mig, at kampen mod øvrigheden og ønsket om en forandring begynder med ord.

At ord forandrer verden.

Ordene skal jeg selv finde. På mit sprog.

At jeg ved brugen af mine ord skal insistere på det, vi er fælles om. At tale med hinanden – også om det, vi er uenige om, mens vi lægger vægten på det, vi har til fælles.

Ayan Yasin studerer arabisk og psykologi.

I anledning af 500-året for Reformationen er Ayan Yasin taget til Reformationsdage på Nyborg Slot for at finde ud af, hvad Martin Luther kan lære hende i dag. Foto: Nyborg Slot