Samskabelse på dagsordenen: Hvad kan vi gøre sammen?

For mig at se minder samskabelse om noget, vi altid har gjort i det danske samfund. Med den vidtforgrenede foreningsstruktur er vi vant til at tage ansvar. Nu skal der måske lidt mere tryk på igen. Vi er ikke bare forbrugere, men bør tage ansvar, hvor vi kan, skriver professor i psykologi

Når jeg handler i mit supermarked, kan jeg også vælge en kasse, hvor der er fuld selvbetjening. Det er lidt ensomt, men jeg kan godt se, at det sparer ressourcer. Det er paradoksalt, men det bliver faktisk med et lidt fint ord kaldt samskabelse. Vi er ikke bare forbrugere, men bør tage ansvar, hvor vi kan, skriver Lene Tanggaard. – Model
Når jeg handler i mit supermarked, kan jeg også vælge en kasse, hvor der er fuld selvbetjening. Det er lidt ensomt, men jeg kan godt se, at det sparer ressourcer. Det er paradoksalt, men det bliver faktisk med et lidt fint ord kaldt samskabelse. Vi er ikke bare forbrugere, men bør tage ansvar, hvor vi kan, skriver Lene Tanggaard. – Model. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

I VORES KANTINE på Aalborg Universitet er kasseassistenten blevet afløst af en selvbetjeningsmaskine. Man trykker på en tast, vejer sin mad, godkender et beløb og betaler. Når jeg handler i mit supermarked, kan jeg også vælge en kasse, hvor der er fuld selvbetjening. Det er lidt ensomt, men jeg kan godt se, at det sparer ressourcer. Kasseassistenterne er blevet disruptet. Teknologien tager langsomt, men sikkert over.

Nogle jobs bliver gradvist overflødige. Vi skal i det hele taget gøre mere og mere selv, men det er selvfølgeligt fint, hvis vi skal arbejde mindre i øvrigt eller mister vores jobs. Det er paradoksalt, men det bliver faktisk med et lidt fint ord kaldt samskabelse, når vi selv står og trykker på tasterne i kantinen. Vidste du for eksempel, at du også er involveret i samskabelse, når du selv laver knæøvelser derhjemme efter den seneste knæoperation? Du er med i samskabelse, når du selv varetager noget af den behandling, der før foregik på hospitalet.

DER ER FLERE GRUNDE TIL, at samskabelse er kommet på dagsordenen. Der er et voksende pres på økonomien i den offentlige sektor, vi forventer mere som borgere, og mange af de opgaver, der skal håndteres, bliver stadig mere komplicerede. Vi lever for eksempel længere og med stadig flere kroniske sygdomme. Som begreb er samskabelse i høj grad inspireret af det private erhvervsliv, hvor man længe har involveret kunderne i at skabe den oplevelse, de forventer.

Tænk blot på, hvordan du selv er med til at designe din kaffe, når du bestiller den på kaffebaren. Det er længe siden, vi har kunnet nøjes med en standard. Vi meddesigner rask væk vores hotelophold, vores sandwich og de sociale mediers indhold.

Det handler altså om mere end frivillighed og borgerinddragelse. På en måde er det en ny styreform. Det har længe været moderne at se os som forbrugere af services både i det offentlige og i det private. I forbindelse med samskabelse er vi dog ikke kun forbrugere, men aktivt involveret i selv at levere private og offentlige ydelser. Du kan altså godt kridte skoene.

På plejehjemmet skal alle de, der har ressourcerne, med ind i køkkenet og lave mad. I vuggestuen skal alle forældres ressourcer trækkes mere ind. Ikke bare til den årlige forældredag, men som ressourcer i selve den pædagogiske aktivitet.

Når vi får at vide, at vi skal læse 20 minutter med børnene derhjemme efter skoletid, så er det også samskabelse. Hvis din kirke eksperimenterer med lægmandsgudstjenester, så er det også en form for samskabelse. De, som har ressourcer, forventes at spille med. Hvis du vil mere, er der muligheder. I min egen kommune har vi for eksempel en græsrodsorganisation, der hedder ”Sager der samler”. Her kan du som borger være med til at gøre Aarhus til en plasticfri by. Du kan deltage i og være medarrangør på en folkefestival, og hvis du har en sag, så kan du smide den på banen og sætte noget i gang.

SAMSKABELSE ER kommet for at blive. Samskabelse kan løse nogle af de ”vilde” komplekse problemstillinger, som fremtiden vil give os. På en måde er det evident, at vi ikke skal regne med, at kommunen eller staten tager sig af alt, når de økonomiske ressourcer svinder. Der er også masser af kræfter i en befolkning, der lever længere og sundere end hidtil.

For mig at se minder samskabelse om noget, vi altid har gjort i det danske samfund. Med den vidtforgrenede foreningsstruktur er vi vant til at tage ansvar. Nu skal der måske lidt mere tryk på igen. Vi er ikke bare forbrugere, men bør tage ansvar, hvor vi kan.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.