Hvad kommer til at præge den internationale debat i 2022?

Et tema går igen, når udenlandske medier skal spå om, hvad 2022 kommer til at bringe

Hvad kommer til at kendetegne året, vi lige har taget hul på? Hvad spår de internationale medier om 2022? Som Kristeligt Dagblad også var inde på i sidste udgave af avisen inden årsskiftet, er ”usikkerhed” en gennemgående overskrift. For eksempel skriver The Guardian :

”Ved indgangen til det nye år står verden over for en næsten skræmmende række af udfordringer: den genopståede covid-19-pandemi, klimakrisen, kampen mellem demokrati og autoritarisme, humanitære kriser, massemigration og transnational terrorisme. Der er risiko for nye mellemstatslige konflikter, forværret af sammenbruddet af den regelbaserede internationale orden og spredningen af dødelige autonome våben. Alt i alt vil 2022 for de fleste mennesker på Jorden – og en håndfuld i rummet – blive et år med endnu mere fare.”

The Economist frygter ligeledes, at den internationale orden vil blive endnu mere udfordret, end det var tilfældet i 2021:

”Før 2021 forestillede de færreste sig, at en national leder ville beordre kapringen af et fremmed fly for at fange en dissident. Men det er præcis, hvad Alexander Lukasjenko, præsident for Belarus, gjorde i maj sidste år for at bringe Roman Protasevich til tavshed. I 2022 vil vi se flere sådanne overgreb og en større variation af gerningsmænd.”

De temmelig dystre forudsigelser bekræftes, hvis man, som det franske analyseinstitut Ipsos, spørger almindelige mennesker, hvad de forventer af det ny år. Ipsos har sendt en spørgeskemaundersøgelse ud til borgere i et bredt udsnit af verdens lande og konkluderer:

”De fleste mennesker rundt om i verden tror, at vi i 2022 vil se flere konsekvenser af klimaændringer, og 60 procent siger, at det er sandsynligt, at der vil være flere ekstreme vejrbegivenheder i deres land i 2022, end der var i 2021.”

4 ud af 10 forventer, at en naturkatastrofe rammer en storby i deres land. Tallet stiger til 63 procent i USA og 58 procent i Tyrkiet.

”I modsætning hertil er skandinaverne mere optimistiske, og kun et mindretal forventer, at en naturkatastrofe vil ramme i henholdsvis Sverige (24 procent) og Danmark (21 procent).”

4 ud af 10 siger, at det er sandsynligt, at hackere fra en udenlandsk regering vil forårsage en global it-nedlukning. Pessimismen gælder også økonomien. Et klart flertal (75 procent) af verdens borgere forventer, at priserne i deres lande vil stige hurtigere end indkomsterne.

Men er der slet ikke plads til optimisme? Jo. Selvsamme undersøgelse foretaget af Ipsos viser, at 77 procent af verdens borgere trods alt tror, at 2022 vil blive et bedre år end 2021.

The Economist spår, at fattigdommen langsomt vil falde: ”Covid-19 kastede millioner ud i fattigdom. Lande gik i stå, jobbene forsvandt, og folk, der bor i trange, uhygiejniske boliger kæmpede for at holde virussen i skak. I det kommende år, efterhånden som lockdowns ophæves og den økonomiske aktivitet tager fat, vil mange genopbygge deres liv. Ved udgangen af 2020 var antallet af mennesker, der lever for mindre end 1,90 dollars om dagen, steget til næsten 750 millioner. Ved udgangen af 2022 forventer vi, at det tal vil falde til omkring 685 millioner.”

The Economist gambler, at 2022 bliver året, hvor centralbankerne lancerer digitale valutaer. Forbes Magazine nærmest sprudler af optimisme i forhold til nye videnskabelige vindinger, særligt inden for kunstig intelligens.

Rummagasinet SpaceCom skriver begejstret, at ”en helt ny æra inden for rumvidenskab begyndte juledag 2021 med den vellykkede opsendelse af verdens næste store teleskop, James Webb”. Også The New York Times forventer store landvindinger i vores forståelse af rummet i 2022.

The Economist finder ligeledes optimisme i kunst og kultur. Standupcomedy vil blive endnu mere udbredt i 2022, især i autoritære stater, hvor genren ofte fungerer som den mest effektive form for samfundskritik. ”Autoritære regimer holder skarpt øje med humor og komedie. Derimod vokser standupcomedy. Billetter til de mest populære komedieklubber i Shanghai og Beijing bliver udsolgt på få sekunder. ’Rock and Roast’, en varieté med konkurrerende komikere, tiltrækker ofte mere end 100 millioner onlinevisninger. Man undgår politik, men komikere udforsker følsomme sociale temaer som feminisme, mental sundhed og kropsopfattelse. Den kvindelige komiker Yang Li har udløst flere landsdækkende debatter.”

2022 vil ifølge The Economist boble med kunstnerisk kreativitet. Kunstnere har gennem historien skabt deres største værker ved at isolere sig fra omverdenen og gå i dybden med et nyt projekt. Efter to år med gentagende lockdowns står vi foran et farverigt år præget af kunstneriske nybrud. I øvrigt er Vogue og verdens førende modemagasiner enige om, at lilla bliver årets modefarve, med limegrøn som den dominerende kontrastfarve. Godt nytår.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.