I debatten om aktiv dødshjælp bliver det som argument for at indføre en form for aktiv dødshjælp fremført, at et menneske gennem alvorlig, uhelbredelig sygdom og fysisk forfald kan blive så fornedret i egne og andres øjne, at det fuldstændig mister værdigheden. Det afstumpede liv er ganske enkelt uværdigt.
Hvis samme menneske samtidig lever med smerter, som åbenbart ikke kan lindres, er man nået dertil, at det ville være bedre for det menneske at få lov til at dø. Hørt og læst sådan er der tale om en sammenstilling af to forskellige begreber: værdighed og smerte.
Jeg ved godt, og det er også dokumenteret gennem interviews, som er bragt her i avisen, at der kan være tale om decideret smertehelvede, som en pårørende trods medicinsk behandling ikke kan komme ud af, og som skærper ønsket om aktiv dødshjælp. Men begreberne bør alligevel holdes fra hinanden. For hvad er det for en værdighed, der tales og skrives om?
Er det den gudskabte værdighed, som et menneskebarn tilsiges i dåben, hvor det døbes til at tilhøre den korsfæstede, et fællesskab og en solidaritet under alle livsforhold, også fornedrelsen i lidelse og død? Er det denne værdighed, som ligger indbygget i skabelsen, og som gennem forældres kærlighed dagligt bekræftes? Eller er det den værdighed, man som ung og voksen tilkæmper sig i bestræbelserne på at opnå og sikre sig en social og samfundsnyttig betinget status og værdi?
Som jeg læser og lytter til debatten, er værdighedsbegrebet indskrænket til stort set kun at gælde den i ungdommen og voksenlivet tilkæmpede værdighed. Den løbende debat har for mig sat tanker i gang om de møder med mennesker, jeg som sognepræst fik lov at opleve, og om, hvordan begrebet værdighed her alt efter alder blev tolket forskelligt.
Der er en egen ro over det lille, rynkede ansigt, som han ligger der i sin mors favn, træt og mæt. Hun ser ned på ham med et blik, der udtrykker dyb kærlighed og omsorg over for det liv, hun og hendes kæreste har sat i verden. Vi sidder og taler om sønnens dåb, og jeg tænker, at den dreng får det godt. Jeg kender forældrene, jeg kender familien, og jeg ved, at her vil han opleve nærhed og tryghed.
Han skal ikke gøre sig fortjent til kærlighed og omsorg. Han er fra første dag, han åbnede øjnene til denne verden, fundet værdig. Han er så at sige født til en værdighed, som han ikke selv skal skabe, men som ligger i den gudskabte virkelighed, som forældrene gennem dåben på sønnens vegne ønsker bekræftet, og i den kærlighed og omsorg, som han hos dem møder. Som sådan er han bestemt ikke noget særligt.
Det er en given anerkendelse, der hører menneskelivet til, og det er den, der af forældre ønskes bekræftet i og med dåben. Den er i ordets dybeste forstand skænket ham som en bekræftende begyndelse på livet. Og selvom man nu og da møder andet, så er dette andet en uorden, en undtagelse. For det hører til vores menneskeliv, at vi fødes med og til en værdighed, som er givet os.
Men da ved vi også, at det hører til samme menneskeliv, at vi senere som unge og især som voksne ikke længere kan nøjes med denne værdighed, som vi i skabelsen og igennem forældres omsorg og kærlighed har fået givet. Nej, nu må vi selv skabe den. Nu vil vi ikke nøjes med det givne, med det skabte. Nu må vi gennem flid, gennem pligtopfyldelse, gennem hårdt arbejde, gennem en succesfuld karriere selv stræbe efter at opnå værdighed. Det hører voksenlivet til, som vi lever og kender det, og det begynder som en overordentlig anstrengelse for et ungt menneske. Deraf den mentale nød blandt unge, som hver dag dokumenteres.
I Tage Skou-Hansens roman "Den hårde frugt" indfanger forfatteren gennem en af hovedpersonerne, lægen Christian, den præstationsmoral, der peger på en anden værdighed end den givne, og han lader Christian stille spørgsmålet:
"Hvorfor kan man ikke nøjes med den værdighed enhver bliver født til?".
Ja, hvem kan i et moderne hyperaktivt samfund nøjes med den? Tage Skou-Hansen giver ikke selv et svar. Det står åbent, som det livet igennem står åbent, hvad vi i grunden forstår ved begrebet værdighed. Christian selv kløjes i begreberne, og han kan i alt fald ikke selv nøjes med den værdighed.
Senere i romanen konstaterer han, hvad det er, der er på færde, når man som ham, der har bygget hele sit voksenliv op omkring sin profession som respekteret og velanskrevet huslæge, fortrænger, hvad der blev skænket ham i barndommen og senere i livet med Gerda og deres fælles børn.
”Han kunne næsten ikke længere huske, han havde følt sig god nok, hvis ikke han udrettede noget,” tænker han.
Christian har reduceret sin fortælling om sig selv til kun at kunne lykkes som menneske, hvis han også lykkes som professionel. Han har ganske enkelt glemt, hvad der gennem kærlighed er givet ham, og hans stræben efter værdighed, der kun vindes gennem anerkendelse af evner og dygtighed, ødelægger hans familieliv og især forholdet til datteren, Eva.
”Det var kun godt, at han fik lov at dø. Det var ikke længere et værdigt liv.” Sådan har jeg mange gange hørt det sagt af venner og pårørende, når jeg sad hos dem og talte om den forestående begravelse – at det ikke længere var et værdigt liv. Jeg har selv ofte tænkt sådan, fordi vi alle er hildet i forestillinger, som leder til en ensidig tolkning og forståelse af værdighedsbegrebet.
Det var ikke et værdigt liv, for som det var, så kunne han ikke længere holde sig selv ren, han var svær at forstå, når han mumlende forsøgte at tale, han måtte mades, når han skulle spise, han måtte hjælpes og nogle gange bæres, når han skulle et sted hen. Det er bestemt ikke værdigt for en mand at ende sit livs dage sådan, og slet ikke som vi har kendt ham, som selfmade, som selvhjulpen. Nej, det var kun godt, at han fik lov at dø. Det var nådigt, siger vi.
Han glemte selv, ja, vi glemte alle, hvordan hans livs første dage var. Dengang, som spæd, som forældrenes store glæde, fik han gennem omsorg og kærlighed givet en værdighed, skønt hans tale var fremstammede lyde, skønt han ikke kunne holde sig selv ren, skønt han måtte mades, når han skulle spise, skønt han måtte bæres, når han skulle et sted hen. Det var alt sammen denne givne værdighed uvedkommende. Men senere i livet, da også han lagde sit liv til rette efter den selvskabte og tilkæmpede værdighed, som vi i et voksenliv stræber efter og lægger al energi i, fortrængtes den værdighed, som et menneske gives i og med skabelsen og fødslen.
Vi taler åbenbart om to forskellige begreber af værdighed: den givne og den tilkæmpede. Hvilken en af disse tæller? Ja, det er spørgsmålet, som uudtalt stilles, når vi drøfter værdighed i forbindelse med aktiv dødshjælp. Og her er det den tilkæmpede, der er på tale, og som vægter. Og kun den. Men hvoraf kommer det, at vi som voksne ikke kan nøjes med den værdighed, vi fødes til og med, og i debatten ikke lader den komme til udtryk?
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.