I Kristeligt Dagblad den 21. november opfordrer sognepræst Thomas Østergaard Aallmann alle til at tage handsken op i den debat, som er blevet startet af lektor Bo Kristian Holm fra Det Teologiske Fakultet i Århus om Luthers synspunkter på guddommeliggørelsen af mennesket.
Det være hermed gjort, og jeg skal i det følgende forsøge mig med en redegørelse for et par af Luthers begreber, nemlig retfærdiggørelsen og en eventuel guddommeliggørelse af mennesket. Adverbiet eventuel er her valgt med omhu, for det lader jo til at være guddommeliggørelsen, som udgør anstødsstenen i skoen.
Vi kender alle historien om Luthers reformatoriske gennembrud. Det var læsningen af Romerbrevets indledende kapitler, som fik skællene til at falde fra reformatorens øjne, så han kunne formulere sin lære om retfærdiggørelse ved tro alene. Troen som Abrahams tro på, at Gud nok skulle holde sit løfte om at gøre den barnløse patriark til stamfader til et stort folk – tillid med andre ord.
Det er imidlertid nemt at misforstå Luther, hvis man ikke læser ham med (kirke-)historikerens briller på. For nok kan det jo lyde som om, retfærdiggørelsen for Luther blot var et rent individuelt anliggende, udelukkende betinget af den troendes eget personlige gudsforhold. Troen som relation og intet mere, i virkeligheden. Og så nærmer vi os jo guddommeliggørelsen, ikke sandt?
Virkelighedens Luther levede i middelalderens verden af forpligtende fællesskaber. Han var også en stor psykolog, der klart indså, at renæssancehumanismen ikke introducerede et nyt og forbedret menneske, men i stedet kun ubarmhjertigt blotlagde det nye menneskes ensomhed over for Gud.
Her var Luthers svar det organisk konservative: Mennesket er kun menneske blandt menneskene (prægnant udtrykt af den mexicanske Nobelprismodtager digteren Octavio Paz), og det nye menneske var derfor hverken guddommeligt eller menneskeligt, men blot en sørgelig mellemproportional.
Vi kan altså ikke affærdige Luther som en mørkemand fra middelalderen, hvis idéer om samfundets indretning overhovedet ikke er gangbar valuta i dag. Men hvad mente Luther da ret beset i den fjerne juleprædiken, hvori reformatoren jo dog bevisligt benytter sig af udtrykket guddommeliggørelse? Jeg skal give mit bud som et billede, der ville falde i reformatorens egen smag.
Vi forestiller os køleskabet i en ungkarlelejlighed. Lutter rester af en slags, som får os til at smække døren i og ringe efter en pizza. Og dog ved vi, at i hænderne på den rette kok kunne også disse sørgelige rester forvandles til en ret af guddommelig velsmag. Potentialet er der jo, men den guddommelige indflydelse mangler.
På samme måde mener jeg, at vi allerhøjst skal tillade os at kalde det retfærdiggjorte menneske for guddommeligt i det perspektiv, at det er Gud selv, som handler i dets hjerte. Men så den lille krølle: Det menneske, som anser sig selv for guddommeligt, er det med Luthers definition naturligvis ikke. Der består en relation mellem retfærdiggørelsen og guddommeliggørelsen af mennesket, som det ikke anstår sig for os at løse.
I en nutid uden forpligtende fællesskaber savner det retfærdiggjorte menneske en arena at agere i. Hvem griber så ikke efter halmstrå? Men at skyde Luther en teori om det guddommelige menneske i skoene er altså lige så absurd som at sætte sin lid til astrologer og helsekost. Grundskaden, forvoldt af det postmoderne samfund, kurerer den i hvert et fald ikke.
Søren Elmerdahl Hemmingsen er cand.mag. og religionslærer