Hvad siger man i kirken?

KIRKELIGT SET: At være moderne er ofte at tale med små ord. Men det kan kirken ikke nøjes med, fordi rummet og evangeliet kræver, at man bruger store ord.

Dønningerne efter de to konferencer om kirken og alt dens væsen i henholdsvis Kerteminde og på Nationalmuseet er vel ved at lægge sig. Jeg var desværre ikke med i Kerteminde, men kunne kun forholde mig til det sammenskrevne referat med kommentarer.

Og det var temmelig irriterende læsning, hvilket jeg også gav udtryk for på Nationalmuseet. Irritationen er efterhånden ved at blive afløst af en vis undren over, hvad moderne mennesker støder sig på.

Der var mange kritikpunkter fra kertemindedeltagernes side, bl.a. at prædikestolen var anbragt så højt oppe; det var, som om præsten talte ned til folk. Nu er det en gammel skik, som går tilbage til 1550 eller tidligere og hænger sammen med, at dengang havde man ikke mikrofoner, og derfor måtte præsten være hævet op over tilhørerne, for at man kunne høre ham. I vore dage har man mikrofoner, så egentlig behøver man slet ikke at stå så højt hævet over folk. Og når man stadig bruger prædikestolen, er det fordi det er et meget smukt stykke møbel. Og fordi præsten kan ses af alle herfra.

Det kan jo være, at man ikke har tænkt på det, når man kommer ind i en kirke. Det kan også være, at man bliver vred, selvom man har tænkt på det. Og det er egentlig lidt mærkeligt. Når man kommer ind i et rum, hvor man måske ikke kommer hver uge, så plejer man normalt at være lidt tilbageholdende med straks at ville lave alting om. Når man kommer ind et hus, det være sig i et privat hjem eller en sportshal eller en domstol, så respekterer man for det meste møbleringen uden straks at blive fyldt med vrede over, at det er anderledes, end man selv ville have udformet det.

Hertil kommer en anden ting, som er mærkelig. Vi gør meget for naturfredning. Landskabet skal helst have de samme former, som det altid har haft, i hvert fald siden sidste istid. Og vi freder gamle huse, møller, sågar fabrikker etc. Det samme med gamle møbler, som vi hæger om. Og mange nye ting laves i gammel stil.

Men én ting er, at vore omgivelser er »retro«, noget andet er, om vi selv lever sådan. Det bryder vi os ikke meget om. Vi er generelt - med nogle undtagelser som f.eks. julen - meget kritiske over for ældre skikke, og der findes da heller noget fredningsnævn for gamle skikke. Nej, dem opfatter vi som »vaner«, og som noget vi »plejer«. To grimme skældsord, der godt kan slå det ihjel, som de hæftes på.

At præsten har stået på sin prædikestol i knap fem hundrede år er ikke et argument for, at han skal blive stående dér. Hvis han ikke går ned af sin stol, så er det kun endnu et tegn på, at kirken ikke følger med og er håbløst bagefter - selvom mange er glade for, at man kan se personen alle steder fra i kirkerummet.

Nå, hvis det virkeligt irriterer folk, at præsten taler »ned« til dem, så må man da hellere sænke højden på prædikestolen eller måske placere præsten i midtergangen, tæt på folk. Vi skal jo have folk til at høre evangeliet.

Ja, ja, sådan er der så meget. Efter således at have undret mig over, hvor lidt tolerante moderne mennesker er over for former, som ikke er helt »updated«, vil jeg vende mig mod et par andre ting, hvor jeg mener, at vi helt klart er nødt til at tænke nyt.

Et gennemgående kritikpunkt i Kerteminde var, at musikken er for gammeldags, orglet fylder for meget i forhold til andre instrumenter, og koret står usynligt bagest i kirken i stedet for at stå forrest og give tonen an.

Også her må man efter min mening give kritikerne ret. Hvis folk elsker moderne sange, f.eks. af Kim Larsen eller Gnags, så falder kirken vel ikke sammen, hvis de bliver spillet her. Nogle af dem er blot svære at synge til, men måske kunne man klare det med en solosanger. Og så bør man naturligvis lave en ny tekst, hvad kirken i øvrigt altid har gjort med såkaldt »verdslig« musik, så den passer bedre til det kristne budskab. Det er synd og skam, at mange moderne salmer er skrevet til ufolkelige melodier.

Man ville også gerne have flere lægfolk til at være aktive i kirken, f.eks. ved at læse nogle af teksterne eller sågar prædike af og til. Det kunne man sikkert også få glæde af, hvis det var folk, der havde noget at sige. Mange steder gør man det allerede, og kirken har efter min mening ikke råd til at sige nej til gode ressourcer, som kan bruges meningsfuldt. Det ligger forresten fint i tråd med det lutherske princip om, at »enhver, der er krøbet ud af dåben (dvs. er døbt), er præst«.

En hel del af kritikken gik på, at præsten taler til os og ikke med os. At han/hun er en lidt fjern figur, som er for højtidelig og alvorsfuld. Og som ikke kommunikerer med os andre i øjenhøjde. Præsten skal ud til folk og tale med dem, men han eller hun skal ikke sige ret meget, for det vigtigste er, at man kan lytte.

Det er rigtigt, at man kan høre præster tale for meget og med næsen nede i deres manuskript, uden at ænse hvad der sker til højre og venstre, men det er trods alt sjældent. Præster er faktisk ret gode til at kommunikere, hvilket ikke er så mærkeligt, for det er det, som er deres egentlige job.

Men det højtidelige præg kan komme af de ord, som præsten skal sige, nemlig tekster og liturgi. Det sidste er alle de faste led, bønner, velsignelse etc., som hører en gudstjeneste til. Her blev efterlyst, at liturgien blev mere frisk og almindelig dansk. Men det er nu ikke helt nemt, for liturgien skal udtrykke det helt grundlæggende. Når præsten lyser velsignelsen og siger: »Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig ...«, kunne han selvfølgelig godt erstatte det med »Gud er glad for dig«, men det har ikke helt den samme klang og tyngde, selvom man eventuelt forstærker det med ord som »meget«, »mægtig«, »skide« - eller andet.

At være moderne er ofte at tale med små ord. Men det kan kirken ikke nøjes med, fordi rummet og emnet - evangeliet til tilhørerne - kræver, at man bruger store ord. Og så må man nok tage med, at nogle af ordene er gamle, f.eks. den førnævnte velsignelse, som sikkert har rundet de tre tusind år.

Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift