Min spontane reaktion, da jeg første gang hørte om chikanesagen fra Mariager, var, at der var noget galt: Det ordvalg og den adfærd, som kom til syne i chikanen, er komplet atypisk for pinsefolk, missionsfolk og andre evangelikale.
Det forhold, at vi har et politisk ukorrekt syn på homoseksuelle handlinger (og at det har vakt så meget uro offentligt), har netop fået os til at skærpe vores bevidsthed om, at homoseksuelle mennesker skal mødes med respekt, og at vi ønsker, at de skal have plads i vores menigheder.
For øvrigt i modsætning til, hvad man kan støde på i andre miljøer: I de samme dage, som Mariager-sagen tog et par ekstra omdrejninger, hørte jeg en ukirkelig bekendt omtale den konservative landsformand som ”ham bøssekarlen fra Viborg”. Det var i forbindelse med sagen om landbrugspakken. Det slog mig, at det er årtier siden, jeg har hørt et sådant ordvalg fra en missionsmand.
Dermed kan man naturligvis ikke 100 procent udelukke, at det er et menneske med rødder i vores miljøer, der står bag. Enkelte afvigere er der jo overalt.
På den baggrund var det interessant at se TV 2 News’ ”presselogen” den 28. februar. Da chefredaktør Anne Mette Svane, Politiken, skulle forklare, hvorfor hendes avis var hoppet på limpinden, var begrundelsen, at det da var en nærliggende tanke, når der er tale om et lesbisk par og en stærk pinsekirke i nærheden. Så forskellige verdensbilleder!
Anne Mette Svanes ord lader sig alene forklare som en opsigtsvækkende grad af uvidenhed. Kommet hertil kan vi evangelikale jo efter postmoderne skik trække offerkortet og konstatere, at vi endnu en gang har været udsat for en pressehetz.
Men vi kan også rette blikket indad og spørge, hvilke aktier vi selv har i dette mærkelige forløb. For mig er det nemlig indlysende, at vi selv i stor grad har trukket os fra det offentlige rum. Så folk kender os faktisk ikke. Eller de kender os kun, når vi trækkes frem som pauseunderholdning om seksualetik, kønsroller eller udviklingslære med mere. Vores mangfoldige arbejde i menigheder og organisationer – og vores almene menneskelighed – er blevet usynlig for den brede befolkning.
Jeg tror, der er flere grunde til denne tilbagetrækning: Dels har de ovenfor nævnte dårlige erfaringer sat gang i en ond spiral, hvor ukendskab fører til fortegnede billeder, der fører til yderligere usynlighed og medfører yderligere fortegnede billeder.
Og dels er der opstået en betydelig – og relevant – bevidsthed om, at mission først og fremmest drives i personlige netværk. Derfor afskaffer missionsfolk og andre evangelikale i stor stil arbejdsmetoder fra den moderne epoke såsom halkampagner, gademøder, masseuddelinger af bøger og bibeldele og offentlige holdningsmarkeringer med videre.
Og så vidt jeg kan se, er det netop her, kæden springer af: For disse offentlige markeringer – der i mange tilfælde vitterlig er udløbet på datostemplet – bliver ikke erstattet af andre og mere tidssvarende. Og så bliver vi med ovennævnte undtagelser usynlige i det offentlige rum.
Der er en række problemer med denne adfærd. En adfærd, vi som ledere og præster må tage en betydelig del af ansvaret for: For det første er kristendommen en offentlighedsreligion og ikke en mystisk indvielsesreligion. Det ligger i dens natur at råbe det fra tagene, som er blevet hvisket os i ørerne. Vi har ingen hemmelige teologiske synspunkter, som kun inderkredsen kan tåle at høre.
For det andet er medierne baggrundsstrålingen for det sociale liv i nabolag, på arbejdspladser, i familier og på caféer. Medierne sætter langt på vej grundtonen i samfundet. Det vil sige, at flugt fra det offentlige rum faktisk skader mission i netværkene.
Det kan godt være, at der er en kortsigtet gevinst ved denne usynlighed. Enkeltmedlemmer, ledere og menigheder undgår at blive karikeret på få sekunder på landsdækkende tv. Men på den længere bane bliver myterne flere, ikke færre. Og det bliver vanskeligere at samtale om evangeliet i kantiner og over hækken.
For det tredje sker der en uheldig opdeling mellem verdsligt og åndeligt. Det eneste, vi bliver kendt for, er nogle nørdede åndelige temaer. Man kender os ikke som de faglige, samfundsengagerede, kulturforbrugende mennesker, vi også er.
Derfor vil det gavne både lydhørheden for evangeliet, menighedernes image og samfundet, hvis de dygtige fagfolk og politiske mennesker, der findes i vores miljøer, vil spille deres offentlige rolle på hver deres arenaer. Og frimodigt – ikke udstillet – stå ved deres åndelige ophav.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og ministerBirthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk MissionJens Ole Christensen, tidligere biskopKjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde UniversitetBjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dkMerete Bøye