Man kan formentlig ikke forestille sig noget mere modbydeligt, end at uskyldige børn med fuldt overlæg nedskydes, sådan som det skete på Robb Elementary School i sidste uge. Det virker på den side ubegribeligt og meningsløst og på den anden side som et udtryk for den ultimative ondskab. Hvad sker der dog inde i hovedet på en skoleskyder?
Måske Søren Kierkegaard kan hjælpe os til at forstå det. Der er fem træk, som er karakteristiske for skoleskyderier, og som peger på, at skoleskyderen er i en tilstand af indesluttet raseri. Det ligner den tilstand, Kierkegaard betegner "dæmonisk raseri", og som ifølge ham er den mest intensive form for fortvivlelse.
Det første træk er, at skoleskyderi er et selvmordsprojekt. Gerningsmanden ender som regel med at skyde sig selv eller med ikke at give politiet anden mulighed end at skyde ham – det man med et polititeknisk begreb kalder "suicide by cop". Det sidste var som bekendt tilfældet på Robb Elementary School, hvor skoleskyderen havde barrikaderet sig i et klasselokale, frem for at forsøge at flygte.
Det andet træk er, at skoleskyderier aldrig er spontane, men altid planlagte og det ofte uger eller måneder i forvejen. Gerningsmanden føler angiveligt, at der er begået en uret mod vedkommende og vil med skoleskyderiet tage hævn og hævde sig. Af samme grund gør han sig ofte forestillinger om sin egen ’post-mortem fame’, dvs. berømmelse efter sin død.
Det at have et hemmeligt projekt kan i sig selv opbygge en spænding, som kan bidrage til at drive planlægningen af skoleskyderiet. Men som bekendt er en hemmelighed kun en hemmelighed, hvis man har røbet noget til nogen. Derfor vil gerningsmanden ofte komme med hentydninger om sine planer til sine venner og på internetfora eller i skoleopgaver. Det er sådan, de fleste planlagte skoleskyderier opdages og forhindres. I det aktuelle tilfælde kom gerningsmanden også med hentydninger til sine venner og bekendte, men tilsyneladende ikke så tydeligt, at nogen af dem anede uråd.
Det tredje træk er, at gerningsmanden aldrig kun forsøger at ramme bestemte personer, men altid også tilfældige mennesker. I det aktuelle tilfælde skrev gerningsmanden således, at han ville ”nedskyde en grundskole”. Det er typisk, at skoleskyderiet er rettet mod skolen som helhed, og at gerningsmanden dermed går efter at eliminere det, der var hans primære sociale verden. I det aktuelle tilfælde er det imidlertid endnu uklart, hvilken relation gerningsmanden havde til den pågældende skole.
Det fjerde træk er, at gerningsmanden i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, ikke er enspænder, men typisk socialiserer sig i periferien af mainstream-gruppen. I det aktuelle tilfælde havde gerningsmanden venner, arbejde og angiveligt en internet-kæreste. Skoleskyderen er altså ikke uden for fællesskabet, men føler og oplever sig selv som ekstremt marginaliseret. Hans opfattelse af sine sociale relationer vil derfor i andres øjne synes forvrænget.
Det femte træk er, at gerningsmanden ofte ikke eller kun i moderat grad har vist tegn på psykiske problemer tidligere. Det er derfor ofte først efterfølgende, at det opdages, at gerningsmanden har lidt af selvmordstanker, depression eller andre psykiske lidelser.
Disse træk indikerer, at skoleskyderen befinder sig i en tilstand af indesluttet raseri. Som nævnt minder det om den form for fortvivlelse, som Kierkegaard kalder dæmonisk raseri. Fortvivlelse definerer Kierkegaard som et ”Misforhold i et Forhold, der forholder sig til sig selv”. Den mest intensiverede form er det misforhold, hvor den fortvivlede i trods ikke vil være sig selv. Personen mener ”oprørende mod hele Tilværelsen, at have faaet et beviis mod denne, mod dennes Godhed. Dette Beviis mener den Fortvivlede sig selv at være”.
Personen oplever, at der er begået en uret mod vedkommende, men i stedet for at ignorere det eller gøre noget ved det, slutter vedkommende sig inde og dyrker følelsen af at være forurettet. Kierkegaards billede på indesluttetheden er en ”omhyggelig lukket Dør” og ”bag den sidder Selvet ligesom og passer paa sig selv, beskjæftiget med eller udfyldende tiden med ikke at ville være sig selv”.
Indesluttetheden får imidlertid følelsen af forurettelse til at vokse og udvikle sig et raseri, der er vendt mod tilværelsen som sådan: ”Nu vil han hellere rase mod Alt, være den af hele Verden, af Tilværelsen forurettede.” Udefra betragtet fremstår raseriet som dæmonisk, fordi det lever i det skjulte og forekommer at være uden grund.
På Kierkegaards tid forblev den fortvivlede således siddende og rasede bag selvets lukkede dør. I dag derimod synes raseriet både at vendes udefter og få projektkarakter i form af planlægningen og udførelsen af den rasende udåd, som skoleskyderiet er. Her rettes raseriet mod at søndersprænge døren og dermed eliminere selve relationen til andre. Raseriet bliver et projekt, hvor gerningsmanden – på paradoksal og afsindig vis – forsøger at realisere sig selv ved at hævne og hævde sig gennem sit rasende selvmord.
At det dæmoniske raseri i dag vendes udefter peger på, at vilkårene for at være menneske i dag er nogle andre end på Kierkegaards tid. Groft skåret er forskellen, at man dengang var fri til at tænke selv, hvorimod man i dag er fri til at leve, som man vil. Det betyder, at vi i dag er frie til at skabe meningen i vort liv og skabe vore relationer til andre. Man fødes ikke længere ind i fællesskaber, men skal selv ud og finde og skabe dem.
Det er noget, de fleste af os trives fint med. Men det giver os også udfordringer, for det kræver, at vi finder ud af, hvad vi vil og ikke vil, og hvad der er muligt og ikke er muligt for os. I dag er individet med andre ord kastet ud i en konstant dannelsesproces, hvor man skal gøre erfaringer af, hvordan man forholder til sig selv, andre og verden.
I min forskning har jeg forsøgt at afdække samtidens vilkår for at være menneske ved at se på de negative konsekvenser af denne individualisering og dermed, når individer ikke formår at håndtere disse udfordringer. Det, der især synes at volde problemer er, at individerne selv skal skabe deres sociale relationer. Det indikeres af en række andre patologiske fænomener foruden skoleskyderier, såsom stigningen i tilfælde af ensomhed, social angst og skolevægring. Derudover er det første tegn på anoreksi også, at anorektikeren trækker sig fra venner og familie for at fokusere 100 procent på sit sulteprojekt, ligesom anorektikere ofte beskriver oplevelsen af at have anoreksi som ”at bo på en øde ø”.
Hvad kan man så gøre ved problemet? Det interessante er, at vi i undersøgelsen ”Det gode liv – ifølge børnene” spurgte børnene, hvad de ville lave om på, hvis de var "børnenes statsminister". Børnene svarede relativt samstemmende, at de ville sørge for bedre muligheder for relationer i skolen med fokus på kammerater, klassefællesskabet og et godt forhold til læreren.
Måske det er tid at lytte til børnene.
Advarsel: Selvom skoleskyderier er meget sjældne, er der ligesom ved selvmord og spiseforstyrrelser en risiko for "copy-catting", altså at personer, der i forvejen har det dårligt bliver inspireret til at håndtere dette på denne måde. Af samme grund må det frarådes at lade skoleelever beskæftige sig med eller skrive opgave om emnet skoleskyderi.
Lars Geer Hammershøj, ph.d. og lektor ved DPU, Aarhus Universitet.