Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech skrev i 1913 en lille bog om ”Religionsskiftet i Norden”. Den skal ses i sammenhæng med hans store værk om ”Vor Folkeæt i Oldtiden”, der af faghistorikere snarere karakteriseres som digtning end som historievidenskab. Det kan der være noget om, for Grønbech fokuserer på den åndelige virkelighed, skiftet i sindet.
Af religionsskifter har vi i vor kultur indtil nu kun haft ét, nemlig den begivenhed, som vi traditionelt omtaler som overgangen fra hedenskab til kristendom omkring år 1000, og som er knyttet til Ansgars navn og Harald Blåtands dåb, det vil sige en åndelig udvikling drevet frem af katolsk mission og elitens stormagtsdrømme.
Grønbech derimod skildrer religionsskiftet som en åndskamp: ”Der var mørkt over de flygtende og lyst over de kommende. Guderne skiftede.” Engagerede folket sig i denne kamp? Nej, for ”man kunne ikke stride for guder, der selv havde opgivet kampen”.
Pointen er, at da folket selv havde opgivet i sindet, så oplevedes det som nytteløst at kæmpe imod. Således bliver religionsskiftet et logisk resultat af den åndskamp, som man allerede står i i overgangen fra det gamle til det nye.
Af historien kan vi lære, at religionsskifter tager tid. En anden indsigt, der fremgår af Grønbechs behandling af religionsskiftet, er, at der ikke eksisterer et såkaldt religionsfrit område. Hvis én religion må vige, så kommer der ikke ingenting, nej, så afløses den af en anden religion. Det ved vi i øvrigt allerede fra historien om Guldkalven i Bibelen. Et religionsskifte er et skifte i sindet.
Hvad har givet Europa og den vestlige kultur identitet? Ja, det har kristendommen, så identitetskrisen antyder, at vi er i gang med at skifte religion.
På det seneste er jeg ofte kommet til at tænke på, om Grønbechs titel om religionsskiftet i Norden er ved at få en fornyet aktualitet. Er det et religionsskifte vi står midt i?
Siden det sidste religionsskifte er der sket meget. Et afgørende indsnit i denne forbindelse er indførelse af religionsfrihed med Grundloven af 1849. Nu kan man tro på hvad som helst. Det sker dog ikke fra dag til anden, men efterhånden sætter friheden sig igennem, og vejen er lagt åben til en religiøs pluralisme.
I mit professionelle virke har jeg beskæftiget mig med at udforske og evaluere den voksende religiøse mangfoldighed, der kommer med den generelle demografiske udvikling og de folkeforflytninger, der finder sted i kølvandet heraf. Tendensen til større religiøs mangfoldighed er en udvikling, som først og fremmest berører Europa. Europa var det kristne kontinent, men efter at religionsfriheden indføres, og den religiøse mangfoldighed vokser, udløser det en identitetskrise i Europa.
Den viser sig på mange måder. Man har svært ved at definere et fælles projekt. Senest har det voldt vanskeligheder at finde fælles fodslag i forhold til at tackle coronakrisen. Brexit er et symbol på den manglende enhed, og at man havde så svært ved at få Brexit forhandlet på plads viser, at EU ikke entydigt står sammen om at bekæmpe Europas ydre fjender. Alt det indikerer, at Europa står i en identitetskrise. Hvad har givet Europa og den vestlige kultur identitet? Ja, det har kristendommen, så identitetskrisen antyder, at vi er i gang med at skifte religion. Det er forholdsvis klart, hvad det er, vi forlader; men det er langt fra klart, hvad vi er på vej til.
Jamen, er det ikke bare naturlige udviklinger, hvor intet forbliver, som det var, og nyt kommer til, når ydre faktorer skaber baggrund for ændringer? Er vi ikke blot i gang med en naturlig evolutionær udvikling?
Muligvis, men i grunden tror jeg, at noget mere afgørende står på spil. Religion handler om symboler, og for mig var det en begivenhed af stor symbolsk betydning, da Notre Dame-kirken i Paris brændte. I USA falder tårnene; i Europa brænder kirkerne, og kristne og jøder, kirker og synagoger angribes. Engang var der mere klarhed over, hvad den vestlige kultur indebar. Der var en vis konsensus, den vestlige kultur havde sine centre og hellige mødesteder. Vi ånder stadig den samme luft, men vi er blevet bekymrede for vore børn, og vi har vanskeligere ved at forholde os til vores egen dødelighed. Identitetskrisen hænger sammen med tabet af tro, og man ser på islams skræmmende vækst i Europa med hjælpeløshed, for vi har ikke fundet den rigtige måde at tackle denne udfordring på.
Man udnævner som regel sekulariseringen, verdsliggørelsen, til den store skurk. Og det kan da også være rigtigt nok, men sekulariseringen er ikke den eneste faktor, for den findes jo også, hvor kristendommen ikke går tilbage. Desuden er religionen kommet på markedet. Den er underlagt konsumsamfundets satsning på forbrug. Man kommer ikke uden om konkurrencesituationen. Måske må man bare acceptere, at kristendommen er udlevet; man kan som bekendt ikke lære en gammel hest nye trick. Europæisk kristendom er præget af træthed og skyld. Den har mistet troen og vigtigst af alt, den har mistet troen på sig selv, præget som den er af det skyldkompleks, der giver sig af dens involvering i kolonialismen.
Men mennesker behøver stadig det samme: Noget at leve for, mening og selvværd. Hvordan får man det?
Nogle mener, at vi alle bliver muslimer. Men jeg tror, at det med religionsskiftet i Norden er lidt mere komplekst. Et religionsskifte kan ske på mange fronter og sker famlende og tøvende. Buddhismen trænger i form af mindfulness ind på mange af de områder, som tidligere var reservereret oplysning om kristendom; også islams indflydelse er voksende.
Her vil jeg imidlertid fokusere på den rolle, som sundhed er kommet til at spille. Man kunne måske kalde den nye religion sundhedisme .
Coronakrisen har sat spot på vores sundhed. Alle tiltag, nedlukninger og begrænsninger effektueres med henblik på at bevare vores sundhed. Selv de gamle, der snart skal dø, vaccineres først, for vi kan ikke udholde tanken om, at døden tager sin told. I debatten om mandlig omskæring var det sundhedsargumentet, der slog alle andre; man må ikke forulempe den mandlige krops autonomi. Sundhedstempler i form af fitnesscentre skyder op overalt. Man kan knap nok her på Amager få plads til en stilfærdig spadseretur på Amarinoen uden at blive overvældet af joggere og cyklister. De mest solgte bøger er kogebøger, der promoverer sund mad. Sundhedismen styrer.
Hvad skal kristendommen gøre konfronteret med den nye religion? Ja, kristendommen er jo en åndelig sandhed, så kristeligt set kan løsningen jo ikke være nogen anden end at forkynde evangeliet på ny. Det enestående ved kristendommen er, at den er en inkarnatorisk religion, den skal kontekstualiseres, og da konteksten konstant udvikler sig, må kristendommen også udvikle sig.
Alt er blevet dekonstrueret – også kristendommen; derfor må den genkonstrueres. Jamen, kan man ikke bare gå tilbage til det, der var, falde tilbage på traditionen? Nej, det er ikke så enkelt. Som minimum må der en genfødsel til.
Læs eller genlæs alle afsnit i serien "Hvad gør vi uden Gud?" her.