Prøv avisen

Hvad stiller vi op med en verden, som vil bedrages?

5 stjerner

Oplysende og nuanceret bog om ”fake news”, men bogens bud på en løsning er næppe en mirakelkur

”Verden vil bedrages. Så lad den blive bedraget,” lyder et klassisk visdomsord. Holberg tillægger det pave Paul IV, andre en person ved kejser Neros hof. Vi ved ikke, hvem der har sagt det, men det gør heller ikke så meget. Det siger noget sandt til alle tider.

En god del af denne verdens magthavere vil kende til bedragets potentiale. Nogle af de allermest despotiske formår at systematisere indsigten og gøre den til et omdrejningspunkt for deres magt.

Det er tvivlsomt, om præsident Trump kaster om sig med klassiske visdomsord, men han har som få vist sig i stand til at praktisere bedraget som håndværk. Det har han blandt andet gjort med de to magiske ord ”fake news”, som folk både i og uden for medierne nu kaster om sig med, så alle er blevet godt og grundigt forvirrede. For hvad er egentlig fake news? Hvad er rigtige nyheder, hvad er forkert? Hvad er op og ned?

Om fænomenet fake news og forvirringen, som følger i dets spor, har debatredaktør ved Berlingske Pierre Collignon nu skrevet bogen ”Tilbage til virkeligheden”. Det er en nuanceret, oplysende og velskrevet bog, som er resultatet af et år som journalistisk fellow ved Syddansk Universitet.

Bogen udmærker sig ved en klar og nøgtern analyse og ved at have den helt aktuelle udvikling med, herunder implikationerne af den skandale om håndtering af personlige data, som Facebook og virksomheden Cambridge Analytica var involveret i.

Collignon har et godt blik for, hvordan begrebet fake news i stigende grad benyttes i flæng, fra Trumps brug, hvor det bare betyder journalistik, han ikke kan lide, til den mere almindelige opfattelse af fake news som ”dårlig journalistik” eller som historier, man ikke stoler på. Selv tilbyder han følgende definition:

”Falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik.” Det bevidst vildledende, ønsket om at bedrage, er det springende punkt. Hvis alle, som i dag diskuterer fake news fra presselogen til frokostbordet, ville ulejlige sig med at læse denne bog, ville meget være vundet. Problemet er, at det kommer de næppe til at gøre, bogens kvaliteter til trods.

Dette misforhold mellem virkelighed og ideal, mellem verden, som den er, og verden, som den kunne være, er både bogens genstandsfelt og dens problem. Bedst er bogen nemlig, når den holder sig til analyse af mediernes og de vestlige demokratiers krise, svagest når den forsøger at anvise en ”demokratisk vej ud af den postfaktuelle forvirring”.

Det er blevet populært i journalistikken at være konstruktiv, og måske er Collignons konkrete løsningsmodeller til politikere, medier og borgere et udslag af den omsiggribende bestræbelse. Men både som forsker og som journalist og redaktør er der gode grunde til at holde sig til det oplysende og væk fra det anvisende.

Faktisk har bogen blik for de hurtige løsningers mulige vildfarelser, både når det kommer til Tyskland og andre europæiske landes forsøg på at bekæmpe fake news gennem censurmodeller eller EU-støttede desinformationskontorer, som skal bekæmpe russisk propaganda, men hurtigt selv falder i den ideologiske grøft.

Selvfølgelig skal seriøse medier gå forrest i kampen for at genoprette den tillid, medierne i store dele af befolkningens øjne har mistet. Men det skal de netop gøre ved at holde sig til kritisk, saglig og oplysende journalistik og ikke ved at byde ind på markedet for løsninger. Medierne skal ikke forsøge at redde en virkelighed, der ikke er, som den skal være. Der er ikke en virkelighed bag eller før fake news, som vi skal tilbage til. Virkeligheden er verden, som vil bedrages.

Medierne skal ikke bidrage til bedraget, men de skal huske, at kampen med virkeligheden i et demokrati altid begynder nedefra. Ligesom vi ikke skal censurere os tilbage til virkeligheden, skal medierne heller ikke banke virkeligheden på plads oppefra.

Det er vigtigere, at medierne reflekterer over, hvorfor de såkaldt populistiske narrativer står stærkt, end at de anviser veje ud af demokratiets krise.