Hvem ejer børnene?

KOMMENTAR: Barnet »ejes« lige så lidt af familien, som en kone »ejes« af manden, og når samfundet blander sig i opdragelsen, sker det af hensyn til barnet

I en kommentar i Kristeligt Dagblad den 13. december argumenterer Erik Vedstesen for, at vi burde genindføre revselsesretten. Hans overvejende argument er, at barnet »ejes« af familien og som sådan er en privat sag, som »det offentlige« ikke skal blande sig i. Jeg kan ikke lade være med at spørge, om det også er Erik Vedstesens opfattelse, at mænd ejer deres koner, og at det derfor er en privat sag, om en mand slår sin ægtefælle, når han er færdig med at »opdrage« på børnene? Erik Vedstesen opponerer i sin kommentar mod de »progressive«, »der i deres emsige stræben efter at tjene barnet arbejder på at opløse familien og gøre børnene til det offentliges ejendom«. Og dermed automatisk fjenden, der skal tages afstand fra, fristes jeg til at tilføje. Muligvis er det rent spild, at jeg giver mig i kast med min kommentar, idet jeg som psykologistuderende nødvendigvis må være i ledtog med »familie-opløserne«. Selv om loven om afskaffelse af forældres revselsesret er ret ny (tre år gammel iflg. Erik Vedstesen), skal vi gå langt længere tilbage, før børneopdragelsen udelukkende var en sag inden for familiens rammer. I de sidste mange årtier er det offentlige gået ind og har blandet sig, hvis barnet har lidt urimelig overlast i familien. Det er altså så som så med det progressive på dette punkt. Mit argument er ikke, at børnene er det offentliges/statens/samfundets ejendom frem for familiens. Tværtimod finder jeg det afskyeligt overhovedet at tale om et barn som nogens ejendom. Mennesker kan ikke eje hinanden - vi kan kun eje ting. Som kristen tror jeg på, at det lille nyfødte barn er skabt af Gud, og ser kun forældrene som mellemmænd for Gud. Forældrene kan ikke skalte og valte med det nyfødte barn, som det falder dem ind. Som forælder har man tværtimod et ansvar (over for Gud) for, at barnet får den bedst mulige opvækst. I Danmark har vi med rod i kristendommen opbygget et samfundssystem, hvor vi interesserer os for hinanden som samfundsborgere. Denne interesse gælder ikke kun samfundets voksne, men tillige børnene. Når psykologer, socialforvaltninger, politikere m.v. blander sig i forældrenes opdragelse af »deres« børn, sker dette ikke i et ønske om at opløse familierne, men grunder derimod i en mellemmenneskelig interesse og bekymring for børnene. Morten Damsgaard Jensen, stud.psych., Børglumvej 2, 714, Risskov