DER SKAL TO TIL EN TANGO, plejer vi at sige, når problemer skal løses i fællesskab, og sådan er det vel også med alliancer. Derfor må Kommunernes Landsforenings nye udspil Fremtidens velfærdsalliance, offentliggjort mandag den 20. januar, opfattes som en invitation til at indlede og udvikle et samarbejde om fremtidens velfærd.
Fra Frivilligt Forum og fra de faglige organisationer byder vi da også invitationen velkommen. Vi har netop den 17. januar sammen holdt en stor konference (2 + 2 = 5), hvor vi dels lancerede et sæt nye spilleregler for samarbejdet mellem frivillige og ansatte, og hvor vi også drøftede, hvordan vi sammen med kommunerne kan lave lokale aftaleplatforme eller chartre, som kan sikre gennemskuelighed og retssikkerhed i samarbejdet.
LÆS OGSÅ: Ældrestyrke, ikke -byrde
Udviklingen af en velfærdsalliance er selvfølgelig ikke uden problemer. Den forudsætter tillid mellem parterne, og her har vi givetvis på begge sider fordomme, som det er vigtigt at få gjort op med. Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen, skriver i et introducerende oplæg, at enkelte interessegrupper er skeptiske og mener, at kommunerne ukritisk flytter opgaver, som kommunen burde tage sig af, over på private eller frivillige aktører.
Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der både blandt frivillige organisationer og faglige organisationer i en række tilfælde har været og er grund til skepsis over for nogle af de kommunale prioriteringer, hvor ansatte erstattes af frivillige medarbejdere. Ikke mindst når fagligheden og retssikkerheden trues, er der grund til at råbe vagt i gevær. Men netop derfor er etableringen af en velfærdsalliance også et nødvendigt og vigtigt initiativ.
De første skridt til en velfærdsalliance blev taget, da Frivilligt Forum og repræsentanter for de faglige organisationer i sommer sammen med Kommunernes Landsforening, regeringen og en række landsorganisationer deltog i formuleringen af et nationalt charter for samarbejdet mellem den frivillige sektor og det offentlige.
Charteret rummer en række overordnede hensigtserklæringer, men er langtfra konkret nok til at danne basis for en egentlig samarbejdsaftale eller alliance. I en alliance kan man have visioner sammen, men en alliance må også rumme aftaler og forpligtelser, som sikrer, at de forskellige interesser bag alliancen føler sig respekteret og medinddraget.
Charteret lægger da også op til, at der lokalt bør indgås aftaler mellem de forskellige parter. Indledningsvis hedder det således, at Foreningsdannelsen er rygraden i frivilligheden; det vil sige, at de frivillige organisationer og foreninger bør inddrages som en vigtig samarbejdspartner i kommunerne, hvilket desværre ikke er en selvfølge i disse år.
Endvidere lægges der i charteret op til, at vi aftaler lokalt, hvem der gør hvad, så det enkelte samspil baseres på lokale ønsker, behov og fælles spilleregler, herunder på samarbejdet mellem de frivillige og de offentligt ansatte.
Fra Frivilligt Forum og de faglige organisationer finder vi det vigtigt, at der i de enkelte kommuner arbejdes med at udvikle lokale samarbejdsaftaler, som kan bidrage til at udvikle retningslinjer for, hvorledes en velfærdsalliance kan udmøntes lokalt.
Som Kommunernes Landsforening selv skriver det i oplægget, er der brug for en strategisk tilgang til velfærdsalliancer og respekt for forskelligheder og særlige egenskaber, som kendetegner de forskellige aktører. Der skal være klarhed om rammer, roller og ansvar.