DET ER en på mange måder imponerende, visionær og nytænkende opgave, som den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, har gjort til sit gennemgående tema før, under og efter sidste års valgkamp. Således også i den 1. januars nytårstale, hvor hun med et væld af ord understegerede sit ønske om at være ”børnenes statsminister”.
Faktisk fyldte børn så meget i talen, at andre presserende emner kun fik få ord: pensionsalder, klima og ældrepleje. Og så var der påfaldende tavshed om for eksempel EU, Nato og alt andet i verden omkring os.
Men sådan må det nok være, når ét hovedfokus er udvalgt til at fylde det meste. Mette Frederiksens første nytårstale var i dét lys vinklet ganske skarpt. Og helt forudsigeligt er den af opposition, kommentatorer og eksperter blevet kritiseret for at mangle konkrete initiativer.
DERMED VAR NYTÅRSTALEN ikke meget anderledes end de fleste andre, som skiftende statsministre har afleveret fra arbejdsbordet på Marienborg. Faktisk er det et vilkår for en nytårstale, at den ikke skal være fyldt med konkrete forslag. For som retoriker Trine Nebel fra Syddansk Universitet udtrykte det, da hun gæstede ”P1 Morgen” torsdag: ”Det er en lejlighedstale, der skal binde samfundet sammen og understrege vores værdier. Derfor er den ikke et politisk katalog, hvor man bagefter kan sætte flueben.”
Altså ganske anderledes end den tale, en statsminister holder, når hun eller han tiltræder, eller når Folketinget åbner den første tirsdag i oktober. Omvendt skal også en nytårstale selvfølgelig være så tæt på den politiske og realiserbare virkelighed, at vi som borgere og vælgere kan vende tilbage til den og teste, hvordan det så gik med indfrielsen af dens tanker.
Derfor er er det en naturlig forventning, at både nytårstalen og tidligere meldinger om fællesskabets ansvar for børnene bliver fulgt op med konkrete handlinger.
Det er ikke gjort med veltimede annoncer som på side fem i denne avis i går, hvor Mette Frederiksen – fotograferet foran et fodboldnet med røde tilskuersæder i baggrunden – proklamerer: ”Vi er på børnenes hold.”
For hvem er ikke det? Og selv med en venlig bedømmelse klarer annoncens budskab ”alle børn fortjener de samme gode muligheder i livet” ikke en banalitetstest. Først når ordene bliver til konkret lovgivning, vil de give mening. Det gælder for eksempel, når regeringen og dens støttepartier i løbet af i år skal blive enige om, hvad de meget omtalte minimumsnormeringer i daginstitutioner reelt betyder. Der er nemlig pokker til forskel på, hvordan antallet at pædagoger vil blive målt, og lige netop dér vil de politiske uenigheder være afgørende.
Og så kan Mette Frederiksen ikke nøjes med imødekommende smil, fotoegnede besøg i børnehaver og dygtigt formulerede overskrifter i partibetalte annoncer. Og var det måske lige netop derfor, at minimumsnormeringerne ikke nævnt i nytårstalen fra børnenes statsminister
Kurt Strand er journalist, vært og ekstern producent af ”Mennesker og medier” på DR P1.