Prøv avisen

Hvem er min næste?

Tegning: Peter M. Jensen

At sige, at ethvert menneske er min næste, som jeg skal elske, er på én gang en meningsløshed og en overanstrengelse. Seks milliarder næster, velbekomme!

Næstekærligheden er et hovedtema i kristen etik. Det er vist én af teologiens mest indiskutable konstateringer.

Men allerede en centimeter dybere i stoffet begynder balladen: Hvem er så min næste?

Den diskussion dukker op med jævne mellemrum, også i denne avis. Og firkantet sagt gives der to svar.

Det første lyder: Min næste er min til enhver tid nærmeste. "Det første menneske, jeg møder, når jeg lukker døren op fra mit lønkammer, er min næste, som jeg skal elske," siger Søren Kierkegaard. Det konkrete virkelige menneske lige ved siden af mig. Ingen andre.

Det andet svar lyder: Ethvert menneske på denne jord er min næste. Lige så skabt af Gud, værdifuld i hans øjne og elsket af ham, som jeg selv er.

Og begge de svar har virkelig gode argumenter. Jeg fristes jævnligt i diskussionen til at give dem ret på skift. Især når de argumenterer mod det modsatte svar:

At sige, at ethvert menneske er min næste, som jeg skal elske, er på én gang en meningsløshed og en overanstrengelse. Seks milliarder næster, velbekomme!

Det er for øvrigt karakteristisk, at Bibelen aldrig udfordrer mennesker til at elske hele verden. Den opgave har den ubegrænsede Gud påtaget sig. Vi mennesker kan vedkende os vores begrænsning og nøjes med at elske næsten. Hvilket for øvrigt er svært nok. Thomas fra tegneserien "Radiserne" har sat ord på svarets tendens til både selvretfærdighed og dovenskab: "Jeg elsker menneskeheden, det er bare folk, jeg ikke kan fordrage ?"

Nogle gange er det nemmere at give penge til katastrofeofrene i Haiti end at behandle kollegaen på nabokontoret ordentligt.

Men det modsatte synspunkt – at næsten alene er det konkrete menneske lige ved siden af – er lige så åbent for kritik. Det egner sig til nærområdeegoisme – nationalt, lokalt, familiært. En landsbyteologi, som ikke har opdaget, at vi er en del af en global verden.

Og så kan en ansat i et missionsselskab ikke dy sig for at bemærke, at hvis "den nærmeste" var eneste gyldige forståelse af næsten, så var evangeliet næppe nogensinde kommet til Danmark.

Så jeg har længe vidst, at sandheden må ligge et sted imellem. Eller i spændingen mellem de to synspunkter. Jeg har bare haft svært ved at sætte ord på det. Forleden fik jeg hjælp fra den svenske forfatter Magnus Malm, som siger, at "min næste er ethvert menneske, der påvirkes af mine valg." (I bogen "Et hjerte større end verden" fra 2009).

Jeg tænkte videre på Malms sætning og vil forsøge mig med følgende præcisering: "Et menneske er min næste i den grad, det påvirkes af mine valg." Dermed bliver der nemlig plads til noget realistisk og gradvist: Jo tættere på, desto mere næste og jo større indflydelse jeg har, desto flere næster.

For min indflydelse i denne verden er jo unægtelig større end en etiopisk landarbejders. På godt og ondt.

Og den er for øvrigt mindre end Barack Obamas, Lars Løkke Rasmussens og borgmesterens.

Men i det lys bliver der ikke noget næstefrit område i livet for nogen af os. Samtidig behøver ingen af os lege Gud og tro, vi skal frelse verden.

Min næste er det menneske, jeg møder først – formodentlig min kone – når jeg lukker døren op fra kontoret efter at have skrevet denne klumme. Og naboen, kollegaen og kassedamen, eller hvem jeg skal i berøring med inden aften. Her er buddet om næstekærlighed fortættet.

Men længere ude ligger der nogle andre: de mennesker, der bliver påvirket af, hvordan vi lægger budget hjemme hos os. De, der kan få gavn af, at vi eventuelt sætter penge af til mission og nødhjælp. Eller de, der har brug for almindelig hverdagsgavmildhed fra os.

Og de, der bliver påvirket af, hvordan vi stemmer ved næste valg. Om vi eventuelt stemmer på et parti, der kun kan se danskerne eller også handler i interesse for fattige mennesker i Den Tredje Verden. Eller som kun kan se vores socialgruppe og ikke dem, der har mindre råderum i livet end en akademiker bosat i et af Danmarks mest velstående områder.

Der bliver en næstedimension i, hvilken bil vi køber næste gang. Hvor dyr den er, og hvor meget den forurener. Og hvad vi spiser, og hvordan det produceres.

Og ...

Kort sagt bliver spørgsmålet: Hvad er næstekærlig forvaltning af det faktum, at vi er borgere i et af verdens rigeste samfund?

Jeg kan godt høre indvendingen mod denne tankegang: Ligger overanstrengelsen og selvretfærdigheden ikke og lurer lige bag alle ordene?

Måske. Men fik den risiko nogensinde Jesus og apostlene til at skrue ned for de etiske krav? Skal de kolde hjerter mon ikke bearbejdes med andre midler end tilpassede forventninger?

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen