Der går en bølge af snerpet pietisme gennem Danmarks ateistiske miljøer for tiden.
Den ikke-troende Anne Sophia Hermansen, som er udmeldt af folkekirken, er således tilsyneladende blevet vakt for nylig. Dog ikke på egne, men på folkekirkens præsters og konfirmanders vegne.
Før har hun ellers haft den pragmatiske holdning, at folkekirken var en udmærket ting, også for hende selv, fordi den kan ”give en eksistentiel pejling i svære spørgsmål”(Kristeligt Dagblad den 2. august 2013). (Kristeligt Dagblad den 2. august 2013). Men nu gør hun sig altså til talsmand for, at unge mennesker ikke må blive konfirmeret, medmindre de udtrykkeligt brænder af kærlighed til Jesus i deres hjerter.
Hermansen har nemlig en søn, som kun vil konfirmeres for at få gaver. Og idet den ateistiske, københavnske radiovært som noget naturligt går ud fra, at de fleste af Danmarks 13-årige er et spejlbillede af hendes 11-årige arving, føler hun sig kaldet til at revse folkekirkens præster, fordi de konfirmerer unge mennesker, der ikke tror på Gud.
På sin Facebook-væg skriver hun derfor, at folkekirken bør ”insistere på, at den har for meget værdighed til at lade sig udnytte af små supermaterialister”.
Det springende punkt er, hvordan man så finder ud af, hvilke konfirmander der er virkelig troende, og hvilke der ikke er. En journalist fra B.T. kontaktede Hermansen for at stille hende netop dette brændende spørgsmål. Hertil svarede hun:
”Det er da meget enkelt. Tror du på Gud eller gaver? Hvis præsterne talte med de unge, ville det næppe kræve den store indsats at finde ud af, om de reelt bekender sig til Gud. Men de er vel afhængige af kunder i butikken, så der stilles vist ikke så store krav.”
Ikke en eneste 13-14-årig må komme til konfirmationen uden at være klippefast i sin kristne tro, mener Hermansen og udtrykker dermed en holdning, man ellers kun kunne forvente af den mest nidkære vestjyske missionsmand i 1870’erne. Hun antager, at det er griske præsters fordækte motiver, der forhindrer dem i at holde konfirmandholdene frie for ugudelige unge.
Men den store showstopper i forhold til at gennemføre hendes vision for den rene kirke er, at det er en integreret del af den lutherske tradition, som folkekirken står i, at mennesker ikke må fælde dom over hinandens motiver. ”Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer!
Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil,” som Paulus siger. Jeg kan dog glæde Hermansen med, at de fleste præster faktisk afkræver konfirmanderne den apostolske trosbekendelse hver eneste uge. Men om de blot lirer den af, eller om de mener den af hjertet, det er ikke op til præsten at bedømme.
Et andet spørgsmål er, om Hermansen og ligesindede har ret i, at konfirmander ikke interesserer sig for andet end gaverne. For det er en alvorlig beskyldning at komme med, hvis den ikke er sand. Næsten ærekrænkende. Selvom jeg ikke kan skue ind i hjerternes dyb, vil jeg som præst gerne tage konfirmandernes ord for gode varer, når de siger, at de tror på Gud – eller at de i det mindste tror, at de tror, hvilket er godt nok for mig. Og der er i hvert fald sket en udvikling i konfirmanders ydre motivation for at blive konfirmeret, siden jeg selv i 1984 som 12-årig bekræftede min kristne tro.
Dengang var det ikke smart at være kristen. Eller i det hele taget at være passioneret omkring noget som helst ud over sex og fodbold. Man mente, at religion var noget, folk troede på i gamle dage, før man havde radioer og rumfartsprogrammer. Nu var vi klogere. Nu var vi kommet videre. Kun dumme mennesker hang fast i fortidens overtro. Og som konfirmand skulle man helst bekende så højlydt som muligt, at man kun blev konfirmeret for at få et nyt stereoanlæg. Sådan har det været, det indrømmer jeg gerne.
Men i de seneste 10-15 år har noget ændret sig. Pludselig, uforklarligt, er det, som om Helligånden er sprunget op som trold af æske og begyndt at fare rundt og blæse liv i Danmarks før så ugudelige ungdom.
Jeg ved stadig ikke, hvad de tænker inderst inde, men min egen og mange kollegers erfaring er, at det i hvert fald ikke er smart i dag at sige højt, at man kun vil konfirmeres for gavernes skyld. At være søgende eller spørgende accepteres. At være decideret afvisende bliver anset for dårlig stil.
Unge mennesker i dag er tørstige efter noget at tro på, leve for og kæmpe for. I modsætning til deres forældre har de derfor levet hele deres liv i en verden, hvor religionernes genkomst er helt håndgribelig; og de fleste af dem har indset, at man ikke nødvendigvis bliver nødt til at være ateist, hvis man er et begavet, moderne menneske.
I modsætning til deres forældre har de fleste af dem også levet et liv i ekstrem overflod. Når de kommer til konfirmationsforberedelsen gør de det ikke for at få flere ting og penge. De bliver hver dag begravet i ting og penge, mens de må kikke langt efter smuler af ånd og tro og mening. Og det er dét, de søger efter, når de gerne vil konfirmeres. Det er nemlig ofte slet ikke de unge, men deres forældre, der er nogle supermaterialister.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye