Hvem fik rent faktisk Uffe Ellemann-Jensens sidste ord?

Programmet "Det sidste ord" på TV 2 må være verdenspremieren på en form for offentlig bisættelsessamtale, nekrolog og indirekte bisættelsestale på samme tid. Formatet bør give præster anledning til at overveje den forkyndelsesmæssige rolle, ”talen” til en kirkelig handling skal have, skriver kronikør

Hvem fik rent faktisk Uffe Ellemann-Jensens sidste ord?
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Vi er i Holmens Kirke den 28. juni klokken 12.00. Klokkerne ringer fra det gamle tårn, der højt over kanalen ser både Christiansborg og Børsen stift i øjnene. Orglet spiller, og mandsstemmerne i Holmens velklingende kantori sætter unisont ind på et ”c” i Niels W. Gades "Morgensang af Elverskud". Uffe Ellemann-Jensens smukke og traditionelle statsmandsbisættelse er officielt i gang, og vi er alle inviteret indenfor af Danmarks Radio.

Men der er sket en fejl! Man ser det straks (hvis man kan sin salmebog, og det er nok de færreste, der kan det) på nummertavlerne i kirken. For nummer 538: "At sige verden ret farvel" er der ikke, og den skulle jo synges. Det har mange af os selv hørt Uffe Ellemann-Jensen sige til Mikael Bertelsen i TV 2-programmet "Det sidste ord". Bertelsens program sætter bisættelsestalen i kirken og nekrologerne i et bemærkelsesværdigt lys og stiller spørgsmålet – hvilken rolle spiller forkyndelsen her?

Lad os vende opmærksomheden mod "Det sidste ord". I tv-programmet har Bertelsen lavet et tidsforskudt sidste interview med en række bemærkelsesværdige, kendte danskere oppe i årene. De optagede samtaler bringes som en slags ”dialogisk nekrolog”, når personerne, der taler med Bertelsen, har sagt verden ret farvel. Indrømmet, en ”dialogisk nekrolog” er ikke et helt rammende udtryk, men det er et forsøg på at kreere et begreb for, hvad Bertelsen gør i disse programmer. For det er en form for nekrolog. Ikke desto mindre er det samtidigt en form for memoirer. Ikke mindst er det en afskedshilsen, som gør det hele rørende og flot. Uden behov for en clairvoyant taler en død kendis til os, og udsendelserne gives muligheden for at transcendere døden i en times tid. Et sandt konglomerat af genrer.

Det hele er pakket ind i Mikael Bertelsens altid stilede form og elegante facon, der bærer en flig af noget altmodisch og cool over sig på samme tid. Passende flyderstole i design foran en dæmpet belyst væg, en kernelæderomsluttet kontrakt om at samtalen ikke bliver publiceret før Ellemann-Jensen er død, den underskrives med blåt blæk i en fin pen, Bertelsen i slips og opsmøgede skjorteærmer og ikke mindst en samtale på vej ind i studiet, der bevidst ikke er klippet ud. Her beretter Ellemann-Jensen om sin anden stok med indbygget skarp klinge, som han har købt et sted i Marrakesh. Her mødes en Tintin-verden og en ny journalistisk genre på forbløffende vis. Det er perfekt underholdning.

Men det er ikke alene bevægende underholdning, når man ser Bertelsens "Det sidste ord". Programmet kaster med sin samlede form et bemærkelsesværdigt lys på kirkens rolle ved en statsmandsbisættelse som Ellemann-Jensens. Samtalen er ikke en nekrolog, som mange har sammenlignet den med. For en nekrolog er i ordets egentlige betydning ord om en, der er død. Dette er ord af en, der er død. Sært, men sandt.

Genremæssigt ligger Bertelsens interview med Ellemann-Jensen tættere på flere af kirkens måder at tale på i forbindelse med et dødsfald. Det er nærmere en slags dialogisk ligtale/bisættelsestale/prædiken end en ”dialogisk nekrolog, sådan som præsten holder den ved de fleste bisættelser eller begravelser i folkekirken i Danmark.

For den følelse, man sidder tilbage med, når Ellemann-Jensen i afslutningen af interviewet sidder mutters alene og brummer "What a Wonderful World", ligner følelsen, man kan sidde med som pårørende i kirken efter præstens vellykkede og rammende tale ved kisten. I interviewet ser man virkelig et ærligt billede af, hvem personen var og er. Man gør det gamle, døde menneske, dets bedrifter og sindelag samt mindet om dette levende, sådan som en præst ofte forsøger at gøre det med de informationer, som denne har fået i en samtale med de pårørende. På den måde kan man sige, at det er en bisættelsestale og en bisættelsessamtale på samme tid.

Dette understreges i særdeleshed, fordi Bertelsen opererer med en ramme, hvor personen allerede er død. Af samme grund tales der om livet efter døden, det evige - ikke båndet, der skal ligge i Det Kongelige Biblioteks arkiv indtil dommedag, forstås. Rammen i samtalen med Ellemann-Jensen begynder derfor som en bekendelse til den for Ellemann-Jensen indlysende tro på det evige liv og slutter som en samtale om de salmer, der skal synges til bisættelsen i Holmens Kirke. Derfor konstaterede vi alle (nogle af os skuffede), at menigheden ikke skulle synge "At sige verden ret farvel", men "Du som har tændt millioner af stjerner".

I Holmens Kirke den 28. juni klokken 12.13 begyndte den tidligere biskop og kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen med kirkens sidste ord til Ellemann-Jensen: ”I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen”. Herefter lød en bisættelsestale, som helt og aldeles var en gennemgang af Uffe Ellemann-Jensens liv (vita) indtil afslutningen, hvor Normann Svendsen greb fat i troen på det evige liv for derefter at slutte af med Jakob Knudsens digtning i "Se, nu stiger solen". Altså har Normann Svendsen, formodentligt bevidst, valgt at lade de bibelske læsninger, ritualet og salmerne stå alene som det forkyndende i den kirkelige handling. For talen var derudover næsten at sammenligne med en nekrolog.

Man kan sige at Bertelsens og Norman Svendsens skemaer er nogenlunde ens, men vendt på hovedet. Det begynder under alle omstændigheder med talen om det evige – og det slutter med talen om det evige, hvorefter der gribes til poesien – i kirken Knudsens, i tv'et Armstrongs.

Norman Svendsens måde at holde tale på i kirken, kan man med Ulla Morre Bidstrups, leder af Pastoralseminariet, ord i bogen "I anledning af… Kasualierne mellem levet liv og forkyndelse" kalde for en såkaldt ”H-tale”. Hermed mener hun, at man holder en tale, hvor man ser et menneskes liv som parallelt med Guds. Som to selvstændige søjler med en smal bro imellem – altså figuren ”H”.

I bogen plæderer hun for, at man som forkynder ved kasualier, altså blandt andet bisættelser, skal forsøge at holde en såkaldt ”V-tale” i stedet. Her holder man talen ud fra præmissen om, at menneskets historie løber sammen med Guds historie.

Der er nok tale om en smagssag, og måske en generationssag, i spørgsmålet om hvorvidt man foretrækker en ”H-tale” eller en ”V-tale”. Uagtet forskellig smag er det påfaldende og interessant at se, at en ”H-tale” som Norman Svendsens i så høj grad ligner Bertelsens ”dialogiske nekrolog” i sit indhold. Der ligges ikke meget mere til. Havde man derimod holdt en ”V-tale”, hvor evangeliet var blevet rystet mere ind i Uffe Ellemann-Jensens liv, havde den unægtelig adskilt sig markant fra interviewet. Ligesom fra de talrige nekrologer, anekdoter og øvrige taler på dagen og ikke mindst sønnen Claus’ smukke tale foran kisten i kirkens kor.

For forskellen på en ”V-tale”, hvor man påpeger menneskets og Guds historiers sammenknytning og "Det sidste ord" er, at i den første, vil det altid være Gud, der bliver givet det definitivt sidste ord. Han som er ”Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden”, som det hedder i Bibelens sidste bog og kapitel.

Mikael Bertelsens hidtil usete og spændende genre og dens væsentlige sammenfald med bisættelsestalen i Holmens Kirke giver anledning til, at præster landet over overvejer, hvilken homiletisk og forkyndelsesmæssig rolle ”talen” til en kirkelig handling skal have, hvis den skal sige noget mere grundlæggende end ”Oh, What a Wonderful world”.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.