Prøv avisen
Mediekommentar

Hvem har retten til virkeligheden?

At en forfatter så at sige kan beslaglægge eller besætte et stykke levet virkelighed, må ikke forvirre os. At historien skrives af sejrherrerne betyder ikke, at den for tid og evighed ejes af disse herrer, skriver Leif Hjernøe

Enhver mønt har to sider. Det gælder også alle sandheder om virkeligheden. Der findes faktisk alternative sandheder. Spørg blot atomfysikerne. Livets mindste bestanddele kan på én gang både være partikler og tråde. Men flertydighed er ikke det samme som tvetydighed.

Alene en guds søn kan tillade sig at sige: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Det er derfor i vor tid blevet en ret almindelig talemåde at sige: ”Følg dem, der søger sandheden, men undgå dem, der siger, at de har fundet den”. Det ene udsagn udelukker ikke det andet.

Med vores forstand kan vi fatte sammenhænge. Den helt store helhedsløsning på tilværelsens gåde er uden for menneskenes rækkevidde. Verdens måske vigtigste spørgsmål lyder derfor: Hvem har retten til virkeligheden? Det vigtige er da ifølge de indledende betragtninger at efterlyse svarene i klar erkendelse af deres natur:

En uoverskueligt sammensat mangfoldighed møder os overalt i en så overvældende grad, at ingen kan tage patent på nogen som helst tydning af virkeligheden. Det er al god kunsts opgave at gøre opmærksom på disse på én gang foruroligende og livsbekræftende forhold.

Den franske forfatter Delphine de Vigan (født 1966) har i en af sine roste romaner ”No og mig” skrevet: ”Sandheden er, at sådan er det bare. Virkeligheden ender altid med at få overtaget, og illusionerne forsvinder lige så stille. Virkeligheden får altid det sidste ord.”.

Hvordan i alverden det kan forstås, blev med stor omhyggelighed belyst af den danske forfatter Peder Frederik Jensen (født 1978) i den sidste udgave af P1’s fremragende 10-delte serie ”Masterclasses”, som har været at høre og genhøre i denne sommer. Den selvbiografiske litteratur er både Jensens og Vigans hovedanliggende.

Autofiktion kaldes det også, når en forfatter udsætter sig selv og dermed også sine nærmeste for en så åben og ærlig selvransagelse som muligt. Selvudleveringen kan tage form af grænseoverskridende nedbrydning af bekvemme selvbedrag og farlige fortrængninger.

Svaret på det spørgsmål, der udgør disse spalters overskrift, findes bedst ved hjælp af et modspørgsmål: Øh, hvilken virkelighed? Peder Frederik Jensen benytter sig her af den iagttagelse, der går ud på, at søskende med fælles opvækstvilkår udvikler sig forskelligt.

Også hvad skolekammerater angår, kan det vise sig, at fortiden opleves vidt forskelligt. Hvad der for nogen har virket opbyggeligt opdragende, har for andre virket traumatiserende og personlighedsforstyrrende. Den enes erindringer genkendes derfor ikke af den anden.

At en forfatter så at sige kan beslaglægge eller besætte et stykke levet virkelighed, må ikke forvirre os. At historien skrives af sejrherrerne betyder ikke, at den for tid og evighed ejes af disse herrer. Med Henrik Ibsen gælder det også her, at ”evigt ejes kun det tabte”. Virkeligheden er ikke kun en herreret. Der er jo også (fodbold)kvinder til stede.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder