Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Hvem husker os? Demente fortjener et værdigt liv

Livskvaliteten bestemmes af den hjælp, pleje og omsorg, man får fra det offentlige, enten man bor i eget hjem eller på plejehjem. Foto: Mikkel Østergaard

Vi er en stor, men ingenlunde magtfuld gruppe. Politikerne taler ikke om os. Vi fylder ikke op i landskabet, kun i statistikkerne

Kommentaren er skrevet i fællesskab af demensstøtterne på Rosenlund i Gladsaxe: Charlotte Helsted, Jørgen Kristensen, Gitte Gammelholm, Kjeld Andersen, Britt Rasmussen.

Således er 500.000 mennesker i Danmark - næsten 10 procent af befolkningen - i dag berørt af demens og dens smertelige konsekvenser: 90.000 med diagnosen, og Nationalt Videnscenter for Demens regner med, at 400.000 danskere er pårørende til en dement. Og vi bliver hele tiden flere - mange flere. Videnscentret forudsiger, at antallet af demente i 2020 stiger til 100.000.

Demens er ifølge Alzheimerforeningen den sygdom, som befolkningen efter kræftsygdomme frygter mest. Demens nedbryder hjernen, så patienten over tid mister evner og sanser, og hvor identitet og personlighed med årene ændres til ukendelighed. Der findes ingen behandling, som kan standse sygdommen, men kun forsinke den et halvt års tid.

Hvad stiller man op som dement og vi som pårørende? Alzheimerforeningen og Ældre Sagen hjælper os, og stor tak til jer! Mange pårørende forsøger at leve et så godt og værdigt liv som muligt med den, man elsker, side om side med bekymringer, usikkerhed og tunge plejeopgaver.

Livskvaliteten bestemmes af den hjælp, pleje og omsorg, man får fra det offentlige, enten man bor i eget hjem eller på plejehjem.

Men der er ikke ressourcer til at skabe en menneske-værdig tilværelse, hvor der er tid til indsats og omsorg for den enkelte, og hvor personalet får værdige arbejdsforhold og ikke behøver at ligge vandret for alligevel ikke at nå de fastlagte opgaver, som ligger dem meget på sinde.

Den nationale handleplan for demens kan ikke mærkes i hverdagen. Ældremilliarden blev et lille plaster på såret efter flere års meget hårde besparelser siden finanskrisen satte ind i 2008.

Vi og tusindvis af andre ligesindede har en bøn til politikerne: at der reelt bliver afsat og øremærket ressourcer til flere kvalificerede hænder og mere uddannelse inden for demensomsorg.

Havde demente været i stand til at formulere sig, ville de ønske ”et liv, hvor vi dagligt tilbydes en tur i det fri, et bad, når håret er fedtet, eller vi trænger, kvalificeret hjælp til tand- og mundhygiejne, fysisk aktivitet, ugentlig sang og musik eller bare én, som indimellem kan være der for den enkelte”.

Demens kan ramme os alle, også yngre folk på 50 plus, ministre som borgmestre, direktører som portører og så videre. Tænk på, at demente gennem et langt liv har bidraget til at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag. De fortjener en værdig tilværelse hen mod livets afslutning.