Igen har jeg haft en patient, som er ved at tage en erhvervsuddannelse. Det vil sige, uddannelsen er sat på pause, fordi hun er blevet behandlet virkelig dårligt af sin leder. Min patient har, et år efter kontrakten blev afbrudt i utide, stadig symptomer og et nedsat funktionsniveau. Hun har haft mange samtaler hos en psykolog. Min patient er 21 år.
Til daglig arbejder jeg på en arbejds- og miljømedicinsk afdeling, hvor jeg taler med patienter, der er blevet syge af deres arbejde. Jeg ønsker i denne kronik at stille skarpt på lærlinge, der har oplevet et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og hvem der passer på dem. Nye hold er netop begyndt på erhvervsuddannelserne, og jeg skriver i håb om, at personer med ansvar for lærlinges arbejdsmiljø tager dette ansvar på sig.
Min 21-årige patient har været i lære i en virksomhed, som har ry for at have behandlet elever dårligt i alle de år, den har eksisteret. Patientens fagforening er bekendt med dette og har kontinuerligt gjort, hvad den kunne for at tale chefen til fornuft og støtte medlemmer på bedste vis. Men en fagforening kan ikke fyre en dårlig chef, og den kan ikke ændre chefens karakter, værdier, menneskesyn eller etik. Men hvad gør man så?
En elev kan orientere en uddannelsesinstitution om dårligt arbejdsmiljø på praktikstedet. Men skolerne kan ikke fratage en virksomhed retten til at uddanne elever. Formelt set må skolerne slet ikke blande sig i elevernes løn- og ansættelsesforhold, men skal henvise til de faglige organisationer.
I et vist omfang er der en konsensus omkring, at elever sættes til at udføre de rutineprægede eller kedelige opgaver, som de faglærte ikke rigtig gider, som for eksempel oprydning og rengøring. Det er ikke unormalt. Men når de spændende og fagligt mere udviklende opgaver fratages eleven eller simpelthen udebliver, ja, så lærer de ikke det, de skal. Nogle ledere bruger dette i et slags hævntogt, hvis der har været uoverensstemmelser mellem lederen og eleven. En variation kan være at tildele eleven fysisk meget krævende opgaver eller et antal opgaver, der er så stort, at det ikke er muligt at nå dem inden for arbejdstiden. Resultat? Eleverne pisker rundt for at forsøge at følge med, og nogle tager fritiden i brug, i håb om at de kan stille deres leder tilfreds eller i det mindste formilde vedkommende.
Nogle ledere beder andre om at overvåge elevens arbejde og rapportere til vedkommende. Uanset hvad kollegaerne rapporterer, så bruger nogle ledere disse observationer (eller elementer derfra, muligvis stærkt fordrejet) imod eleven. Muligvis finder lederen selv på noget, men påstår at hans/hendes ”spioner” har indrapporteret det. Dette skaber paranoia hos eleven. Man bliver fortalt nok til at forstå, at man holdes øje med, men ofte får man ikke at vide, hvem det er, og nogle gange får eleven heller ikke at vide, hvad det er, de helt præcist gør forkert. Det kan sætte dybe spor i os som mennesker at opholde os i en kollegagruppe, når ens grundlag for at føle tryghed og tillid er revet væk. Det bliver fremadrettet sværere at begå sig i grupper. Det bliver sværere at have tillid til andre mennesker.
Uanset hvilken branche, man er i, så er det egentligt ret ens, hvad dårlige ledere kan finde på at sige til én: ”Du er for langsom, du er for dårlig, du er værdiløs, du bliver aldrig til noget. Det er spild af tid at lære dig op. Din store idiot. Hvor er du dum.” Fra lærlinge hører jeg ord som disse igen og igen. Ofte bliver ordene leveret med et truende kropssprog og råben. Det gør mig virkelig trist til mode, at der findes ledere, der tror på, at det er motiverende at overhælde andre mennesker med kritik og mener, at det etisk er o.k. at gøre det.
Erhvervsskolerne kan som nævnt ikke fratage en virksomhed retten til at uddanne elever, og de må ikke advare elever om et giftigt arbejdsmiljø. Tilbage er der fagforeningerne og Arbejdstilsynet som aktører, der kan gøre noget, hvis de altså involveres/orienteres.
Fagforeninger kan forsøge at etablere en dialog med virksomhederne om en given problemstilling. Men det er som nævnt svært for en fagforening at få en leder, der selv mobber eller chikanerer, til at ændre adfærd via dialogens vej. Men man er naturligvis nødt til at prøve. De yngre generationer kender ikke så meget til, hvordan fagforeninger kan varetage deres interesser. Nogle elever er ikke medlem af en fagforening, og andre rækker ikke ud til deres fagforening. De ved ikke eller tror ikke på, at det nytter at bede om hjælp og rådgivning, når der opstår problemer. Ofte har dem, der krænkes, slet ikke overskud til at række ud til fagforeningen. Enten bider de tænderne sammen og kæmper sig igennem læretiden, eller også afbryder de kontrakten og håber på, at de kan komme videre med deres liv og finde en ny læreplads. Andre elever prøver at ”tage kampen op” med fagforeningen på deres side, men det kan vise sig at være et meget opslidende forløb.
Når en fagforening er involveret og kan konkludere, at arbejdsmiljøet ikke ændres til det bedre, kalder det på mere drastiske skridt. Hvis man er bekymret for, at kommende elever også risikerer at blive behandlet dårligt, har en fagforening mulighed for at oprette en klagesag til et fagligt uddannelsesudvalg. Hvis en fagforening klager til et fagligt uddannelsesudvalg, kan dette udvalg beslutte ikke at godkende den pågældende virksomheds ansøgning om retten til at uddanne elever næste gang, der søges, men retten kan ikke fratages omgående. Nogle virksomheder skal ansøge om godkendelse til at uddanne elever hver tredje eller hver femte år. Andre virksomheder har ret til at uddanne på ubestemt tid. Sagt mere direkte: Så længe elever søger en elevplads, kan virksomheder med denne form for ”uopsigelig kontrakt” fortsætte med deres overgreb på helt unge mennesker, uden at nogen kan stoppe det.
Det er min oplevelse, at mange er tilbageholdende med at kontakte Arbejdstilsynet. Det er noget, de fleste skal tage tilløb til, fordi de er nervøse for, hvad det vil kræve af dem og hvilke konsekvenser, det kan medføre for dem selv eller arbejdspladsen. Arbejdstilsynet er imidlertid den eneste instans i Danmark, som har mandat til at pålægge en arbejdsgiver at foretage ændringer. Arbejdstilsynet kan for eksempel reagere med et påbud, en bøde eller i meget grove tilfælde en politianmeldelse, hvis virksomheden ikke lever op til sine pligter efter arbejdsmiljøloven. Men at kontakte Arbejdstilsynet er ingen garanti for, at alting bliver godt. Det kan dog være et første vigtigt skridt på vejen.
Desværre findes der ledere, som mangler basal viden om læring og motivation, hvilket spænder ben for dem i deres professionelle virke. Det er et uomtvisteligt faktum. Nogle gange anvender sådanne ledere teknikker eller metoder over for lærlinge, som er meget destruktive.
Hver elev, der udsættes for psykiske overgreb på arbejdet, er én elev for meget. Hver skæbne tæller. Mobning, chikane og psykisk vold gør noget særligt ved os. Det sætter sig spor. Dét håber jeg, at dem med ansvar for praktikforløbene ved. De overgreb, der finder sted på arbejdspladser i dagens Danmark skal tages alvorligt. Der skal handles.
Men af hvem?
Når det gælder lærlinge, helt unge mennesker, synes jeg, at vi har en særlig forpligtigelse til at passe på dem. Arbejdsmarkedet har brug for deres bidrag de næste mange år, og rent etisk har vi en forpligtelse til at forsøge at sikre, at mennesker ikke bliver syge af deres arbejde. På nogle virksomheder behandles lærlinge virkelig dårligt – år efter år. Med sygemeldinger og ar på sjælen til følge. Dét synes jeg er trist.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.