Prøv avisen
Etisk set

Hvem skal styre den selvkørende bil?

Det, der især rejser etiske diskussioner i dag, er, hvordan bilerne skal programmeres til at reagere i en nødsituation, skriver Mickey Gjerris (på billedet). Foto: Leif Tuxen

De fleste med kendskab til udviklingen antager, at en stor del af de uendeligt mange biler på vejene i løbet af 10-20 år vil være selvkørende. Det tegner godt for trafiksikkerheden – hvis det ellers virker, skriver Mickey Gjerris

Selvkørende biler er det nye sort inden for trafiksikkerhed.

De fleste med kendskab til udviklingen antager, at en stor del af de uendeligt mange biler på vejene i løbet af 10-20 år vil være selvkørende – det vil sige styret af computere i stedet for mennesker.

Det tegner godt for trafiksikkerheden – hvis det ellers virker. Så undgår man bilister, der er optaget af deres mobiltelefon, frisure, kaffe, arbejde, er berusede eller bare vælger at lade deres almindelige livsfrustration komme til udtryk i et anfald af road-rage.

Færre trafikulykker, færre tilskadekomne og færre dræbte i trafikken. Godt for borgerne og godt for samfundsøkonomien. Det lyder jo entydigt godt, men ikke desto mindre er der også her problemstillinger at forholde sig til.

Det, der især rejser etiske diskussioner i dag, er, hvordan bilerne skal programmeres til at reagere i en nødsituation:

Hvis en fodgænger pludselig træder ud på vejen, og bilen har valget mellem at risikere fodgængerens eller passagerens sikkerhed? Hvis valget står mellem at køre to gamle damer eller et lille barn over? At risikere liv og førlighed for passagerer i andre vognbaner eller køre op i bilen foran?

Der er masser af mulige situationer i trafikken, hvor en menneskelig bilist reagerer intuitivt. Hvor der ikke er tid til at gennemtænke de forskellige etiske værdier, som kunne danne grundlag for valget. I stedet bliver det en rygmarvsreaktion, der afgør, om det er en selv eller en anden person eller gruppe, der skal bringes mest i fare.

Hvad der bestemmer rygmarvs‑reaktionen, er ikke entydigt.

For nogle vil det være rent overlevelsesinstinkt, mens andre har indlejret et handlemønster, der gør dem mere villige til at ofre sig for andre. Det vigtige her er at fastholde, at der ikke findes et objektivt svar på, hvad der er det rette. Og derfor heller intet entydigt svar på, hvordan bilerne skal programmeres til at reagere.

Skal det være et parameter, om de involverede selvforskyldt er havnet i situationen? Er det bedre at køre den fodgænger over, som selv træder ud på kørebanen, end den fodgænger, der går på fortovet? Skal der nyttemaksimeres, så det er bedre at køre en over, der intet har med situationen at gøre, end to, der selv er skyld i, at situationen er opstået? Skal der tages særligt hensyn til børn, gravide og ældre?

Der er næppe tvivl om, at vi er uenige om disse spørgsmål. En uenighed, der bunder i forskellige etiske perspektiver på tilværelsen og den uundgåelige forskel på det, vi rent rationelt finder rigtigt – og så det, som vi rent faktisk gør.

De selvkørende biler er i bund og grund ikke selvkørende. De køres af computere, der handler på baggrund af den programmering, som mennesker har lagt ned i dem.

Spørgsmålet er så, om vi skal programmere dem til at handle, som de fleste ville gøre rent instinktivt, eller om vi skal programmere dem til at handle, som vi ville gøre, hvis vi havde tid til at tænke situationen igennem.

Eller skal vi bare overlade det til Googles og Teslas software-ingeniører at træffe beslutningen?

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd, Lillian Bondo