Hvem svigter hvem i balladen om Lunde Larsen?

Lektor Hans Hauge blander bevidst tingene sammen, når han skriver, at Lunde Larsens anmodning til Københavns Universitet om at undersøge afhandlingen viser, at bedømmelsesudvalget ”ikke har gjort arbejdet ordentligt", mener tre professorer

"Hans Hauge blander som sædvanlig bevidst tingene sammen," skriver tre professorer.
"Hans Hauge blander som sædvanlig bevidst tingene sammen," skriver tre professorer. . Foto: Niels Åge Skovbo.

I to indlæg i Kristeligt Dagblad har lektor Hans Hauge anklaget bedømmelsesudvalget for Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling for at ”lade ham i stikken”. Senest har Hauge den 8. december hævdet, at vi er ”under anklage”.

Hauge mener, at Lunde Larsens anmodning til Københavns Universitet om at undersøge afhandlingen viser, at bedømmelsesudvalget ”ikke har gjort arbejdet ordentligt”.

Hans Hauge blander som sædvanlig bevidst tingene sammen. Lunde Larsen har bedt universitetet om at undersøge den ”videnskabelige praksis i afhandlingen” nærmere. Det er jo ikke det samme som at bede om en ”second opinion” i forhold til bedømmelsesudvalgets arbejde.

Bedømmelsesudvalgets opgave er at vurdere den i en afhandling dokumenterede forskningsindsats. Det er derimod ikke dets opgave at vurdere, om der i afhandlingen udvises dårlig videnskabelig praksis i form af for eksempel plagiat. Den opgave er fornuftigvis henlagt til universiteternes Praksisudvalg og i graverende tilfælde de centrale Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Svend Andersen er professor ved Aarhus Universitet; Theodor Jørgensen er professor emeritus ved Københavns Universitet,og Ove Korsgaard er professor emeritus ved Aarhus Universitet