Det er i morgen, den 22. juni, 80 år siden dansk politi påbegyndte arrestationen af ledende danske kommunister. Aktionen har i eftertiden påkaldt sig stærk fordømmelse som et politisk og moralsk svigt, der i august blev fulgt af et klart grundlovsbrud: vedtagelsen af kommunistloven, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Jeg stiller mig kritisk over for denne opfattelse og vil i en dobbeltkronik begrunde hvorfor. I første omgang skal det handle om, hvem de danske kommunister egentlig var.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev stiftet i november 1919 som Danmarks Venstresocialistiske Parti, VSP. Det tilsluttede sig i 1920 Kommunistisk Internationale (Komintern) og tog i overensstemmelse med de 21 optagelsesbetingelser navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti. Sektion af Kommunistisk Internationale. Partiet underlagde sig også den centrale ledelse, Eksekutivkomitéen (EKKI), og Kominterns beslutninger blev i det hele taget bindende for det. Målet var med alle til rådighed stående midler, herunder væbnet kamp, at omstyrte kapitalismen og etablere proletariatets diktatur og en international sovjetrepublik.
DKP førte i de første mange år en hensygnende tilværelse præget af fraktionskampe, men i kølvandet på krakket på Wall Street i 1929 og den økonomiske verdenskrise, der også ramte Danmark hårdt, kunne en ny partiledelse omkring Aksel Larsen vende udviklingen organisatorisk og politisk og i 1932 sikre partiet et parlamentarisk gennembrud og valget af to medlemmer af Folketinget. Men dermed blev også spørgsmålet, om DKP var et lovligt, grundlovsmæssigt parti, rejst i offentligheden for første gang. Anledningen var en forespørgselsdebat i Folketinget i marts 1933 om amnesti til en kommunistisk borgerrepræsentant dømt for vold mod politiet. På et spørgsmål fra den konservative Victor Pürschel om, hvordan kommunisterne ville komme til magten, svarede Aksel Larsen, at det var deres ”absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund”. Det viste, fastslog Pürschel derefter, at det var ”fuldkommen berettiget fra det danske samfund at anvende nødværgeforanstaltninger over for dette parti”, for der var ”ingen grundlovsmæssig beskyttelse for foreninger her i landet”, der satte sig ”ulovlige øjemed”.
Arne Munch-Petersen, det andet kommunistiske folketingsmedlem, måtte nu erklære, at ”det kommunistiske parti hverken [var] bundet af Meyers fremmedordbog eller af den danske grundlov”. Udtalelsen fik De Konservative til at anmode Folketingets præsidium om at undersøge, om de to kommunisters underskrift på at ville holde Grundloven stadig stod ved magt. I svaret på præsidiets krav om en erklæring fastholdt de to deres principielle standpunkt, men afviste samtidig at have tilbagekaldt eller at ville ændre eller tilføje noget til deres erklæring om at ville holde Grundloven. Folketingets Præsidium forfulgte ikke sagen yderligere trods svarets åbenlyse tvetydighed.
DKP’s politisk-strategiske orientering havde siden juni 1929 været en kamp ”klasse mod klasse” med brod mod det ”socialfascistiske” Socialdemokratiet, men fra efteråret 1934 indledte partiet efter nye signaler fra Moskva overgangen til en enheds- og folkefrontspolitik. Det endelige strategiskifte fulgte efter Kominterns 7. Verdenskongres i juli-august 1935, der erklærede fascismen og især den tyske til ”hovedfjenden”. Det handlede nu ikke længere om at kalde til kamp for den proletariske revolution og sovjetmagten, men om et forsvar for det såkaldte borgerlige demokrati. Det gik hånd i hånd med i øvrigt resultatløse appeller til Socialdemokratiet og Radikale Venstre om fælles optræden.
Sideløbende med overgangen til folkefrontspolitikken blev det i Moskva i slutningen af 1935 besluttet at etablere en hemmelig international sabotageorganisation, den såkaldte Wollweber-organisation efter lederen, den tyske kommunist Ernst Wollweber, rettet mod den såkaldte fascistiske blok af lande i Europa. Organisationen rekrutterede sine agenter fra det internationale kommunistiske sømandsmiljø. Leder af den danske afdeling var søfyrbøderformand i København og medlem af DKP’s forretningsudvalg Richard Jensen.
Sabotageorganisationen gennemførte i 1938 også tre aktioner på dansk jord: et brandattentat mod Gdynia-Amerika-linjens passagerdamper ”Batory” og to sprængstofattentater mod den italienske damper ”Felce” og to spanske trawlere i Frederikshavn. Særligt sprængstofattentatet i Frederikshavn den 22. maj 1938 vakte furore. Det blev hurtigt afsløret, at en københavnsk kommunist var blandt bombemændene, og at disse havde fået hjælp af formanden for DKP i Frederikshavn og en anden lokal kommunist. DKP tog skarpt afstand fra attentatet og så det – utvivlsomt mod bedre vidende og lidet troværdigt – som en ”provokation” af ”de af klassefjenden betalte marodører”. I august slog den socialdemokratiske justitsminister Steincke i en tale til lyd for et forbud mod partier, der virkede for en voldelig omstyrtning af Grundloven – læs DKP. Som bekendt uden virkning.
Onsdag den 23. august 1939 ramte en bombe verdens kommunister, da Sovjetunionen pludselig indgik en ikke-angrebspagt med ”hovedfjenden” Tyskland, den såkaldte Hitler-Stalin-pagt. Et dramatisk kursskifte fulgte, for da Hitler den 1. september 1939 angreb Polen, og England og Frankrig den 3. september svarede igen og erklærede Tyskland krig, var svaret fra Moskva: en uretfærdig, imperialistisk krig fra alle krigsførende magters side og en krig, som kommunister på ingen måde kunne støtte. Sovjetunionen annekterede selv i slutningen af september i forlængelse af ikke-angrebspagtens hemmelige tillægsprotokol det østlige Polen og angreb i november Finland. Den finske modstand tvang imidlertid Moskva til at opgive forsøget på at installere en kommunistisk marionetregering i Terijoki og til i marts at slutte fred med den legitime finske regering. De danske kommunister stod last og brast med Sovjetunionen og høstede en storm af fordømmelse.
Den 9. april 1940 besatte Tyskland Danmark, og det var selvklart også for DKP en skelsættende begivenhed. Partiets politiske udvalg blev på besættelsesdagen hasteindkaldt for at tage stilling til situationen, og meningerne var delte. Richard Jensen foreslog på mødet, at Arbejderbladet den følgende dag bragte en skarpt formuleret artikel mod besættelsesmagten. Blev partiet forbudt, hvad det i alle tilfælde ville blive, skulle det fortsætte illegalt. De øvrige ville se tiden an og formentlig også afvente instrukser fra EKKI, men undlod på den anden side heller ikke at tage skridt til at beskytte partiorganisationen i tilfælde af indgreb mod partiet og illegalitet. Dagen efter indtraf med telegram de første direktiver fra EKKI, og senere i april fulgte endnu ét. Direktiverne lagde grunden for DKP’s politik under den tyske besættelse:
DKP skulle søge at bevare enhver legal position og samtidig reorganisere partiorganisationen og forberede den til illegalitet. Den overordnede strategiske opgave var at kæmpe for en afslutning af den såkaldte imperialistiske krig, for fred. For alene freden kunne bringe den tyske besættelse til ophør og sikre Danmarks frihed og uafhængighed.
Den ”nationale enheds”-regering skabt efter den 9. april 1940 var ifølge EKKI en reaktionær regering, der ville misbruge og prisgive folkets nationale interesser til fordel for sin klassepolitik for storkapitalisterne og storagrarerne. DKP’s opgave var at bekæmpe regeringen og dens politik med brod mod især Socialdemokratiet. Det var dette DKP, som med Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 kom i skudlinjen.
Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, også kendt som Operation Barbarossa. Herhjemme førte angrebet til, at dansk politi samme dag påbegyndte arrestationen af danske kommunister. Frem til den 30. juli blev i alt 295 arresteret.
Kristeligt Dagblad bringer i forbindelse med 80-året en dobbeltkronik skrevet af historiker Michael Kjeldsen.
Den anden kronik bringes i morgen.