Hvad nu, hvis succeskriteriet for uddannelse ikke er indtjeningspotentialet, men uddannelsernes potentielle bidrag til fællesskabet? Hvis vi havde som mål, at alle gennem uddannelse skulle udvikle deres egen stemme, egne forudsætninger og finde deres vej frem? Hvis uddannelse blev opfattet som et anliggende mellem generationer i stedet for et individuelt ræs mod toppen, der alligevel er forbeholdt de få?
På konferencen ”Kunsthåndværk i en digital tid”, der blev streamet fra SDU i januar 2022 stillede professor emeritus Tim Ingold disse begavede spørgsmål, der også er gengivet i et fremragende interview på formkraft.dk.
Jeg har selv i den seneste tid i disse spalter sammen med seniorforsker Keld Skovmand slået til lyd for almen dannelse og dets berettigede plads i læreruddannelsen og andre steder naturligvis. Vi har beskrevet, at dannelse er almenmenneskelig. Det almene i dannelsen betyder, at den er al-menneskelig eller almenmenneskelig, at det enkelte menneske forbinder sig med en menneskelighed, som det i udgangspunktet er fremmed for, men som det gradvist indfældes i. Det alment menneskelige foreligger altid i en kulturelt forarbejdet form. At blive til som menneske er derfor at indskrive sig i sin kultur og blive del af en samfundsformation og civilisation, som man forpligtes på at videreføre og udvikle.
Noget tyder på, at vi har brug for at få disse tanker mere markant ind i vores uddannelser og skoler. Den 10. marts i år blev de helt nye resultater fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021 præsenteret. Det er den store undersøgelse af befolkningens fysiske og psykiske sundhed (med svar fra mere end 180.000 danskere over 16 år), som er lavet fire gange siden 2010.
Undersøgelsen kan berette om rystende tal for mistrivsel i den danske befolkning – hver sjette dansker har det psykisk svært, og blandt de unge piger især ser det alvorligt ud. Andelen af de unge under 24 år med høj score på stressskalaen er steget til over 31 procent for de unge mænd og over 52 procent for de unge kvinder. Jeg mener derfor, at det er alvorligt på tide at sende vores herskende forestillinger om skole og uddannelse på værksted til reparation og måske endda udskiftning af vitale dele.
Der er flere lag i udfordringerne med psykisk mistrivsel, men på uddannelsessiden kunne vi stoppe med at vurdere uddannelsers værdi på indtjeningspotentiale. Vi kunne stoppe med at tale om, at alle skal ræse mod toppen, også når vi taler om social mobilitet. Vi kunne genindføre poesien og søge mod en forståelse af, at al læring handler om at mestre et håndværk. Vi har brug for nye opfattelser af arbejde og af faglighed, og vi har brug for at have fælles anliggender med hinanden. Vi skal finde vores egen stemme ved at skabe ting sammen med andre – hvilket i øvrigt er det samme anliggende, uanset om det gælder keramik, matematik, geografi eller historie.
Skolen må fyldes med materialernes poesi, med sanselighed og æstetik, og vi må prøve at lade være med at lære vores børn, at formålet med skolen er at konkurrere med andre. Jeg ved, at det måske er håbløst naivt, men jeg er af den opfattelse, at disse træk, der faktisk er mulige, i sidste ende vil mindske mistrivsel og måske få flere til at vælge en uddannelse, der gør gavn for fællesskabet.
Det kunne godt være, at det bliver nødvendigt. Vi er selv med til at skabe de problemer, vi står med, herunder at det at blive lærer eller pædagog eksempelvis har lav status. Der er brug for at ændre kurs, og det skal ske ind i nerven af vores forståelse af skole og uddannelse.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.