Ugens debat: Hverdagens krisehåndtering, fejring af Genforeningen og den evindelige antisemitisme

Flemming Møldrup skrev en klumme i Kristeligt Dagblad sidste år, som faldt psykolog Anne Knudsen for brystet, fordi han argumenterede for, at man skal kvitte sit job, hvis arbejdslivet keder én. Det blev hun i denne uge interviewet om i Berlingske. – Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.
Flemming Møldrup skrev en klumme i Kristeligt Dagblad sidste år, som faldt psykolog Anne Knudsen for brystet, fordi han argumenterede for, at man skal kvitte sit job, hvis arbejdslivet keder én. Det blev hun i denne uge interviewet om i Berlingske. – Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.

PSYKOLOG Anne Knudsen var på forsiden af Berlingske i denne uge. Anledningen var, at hun sidste år havde læst en klumme af livstilsekspert Flemming Møldrup i Kristeligt Dagblad, som hun også dengang reagerede på i samme avis. Berlingske har nu taget fat i hendes synspunkt. Hun kunne fortsat vanskeligt affinde sig med Møldrups klumme, som blev ved at ærgre hende grusomt.

Flemming Møldrup argumenterede for, at man skal kvitte sit job og tage en ”træk stikket-periode”, hvis arbejdslivet keder én, ligesom han plæderede for, at man bør forlade parforholdet, såfremt man ”ikke bliver set”.

Men denne holdning er udtryk for egocentrisme og i et modsætningsforhold til dannelse, der ifølge digteren Meïr Aron Goldschmidt består i den udvidede evne til opmærksomhed.

Denne dimension manglede helt i Flemming Møldrups klumme, der ikke understregede nødvendigheden at bære livets tilskikkelser med fatning og at koncentrere sig om hverdagens krisehåndtering. Derimod udtrykte Møldrups klumme en utålmodig og forkælet trang til at undgå enhver form for sjælekval og ventetid, mener Anne Knudsen:

”Det, der trykkede mig allermest i hans indlæg, var hans opfordring: Forlad dit forhold, hvis du ikke bliver set! Som psykolog sidder jeg med alle de forladte – og dem, der har forladt deres ægtefæller – når de fem år senere finder ud af, at deres valg havde konsekvenser og måske ikke var så klogt. Hvis vi kun tænker på os selv, når vi træffer beslutninger i livet, så bliver det meget primitivt.”

Var Sønderjylland dansk eller tysk?
Det er heller ikke klogt at beskære nationens erindring og samvittighed, og i år mindes vi 100-året for Genforeningen. Men hvad er det lige, vi fejrer? I ugebladet Her & Nu bliver en gallaklædt Helle Thorning-Schmidt (S) citeret for følgende:

”Vi skal minde os selv om, at Genforeningen fandt sted i en tid med ufred, og fejre, at det var muligt at finde en fredelig løsning. En løsning, der gjorde en del af Tyskland til en del af Danmark med begge befolkningers accept.”

Fejrer vi med Genforeningen, at en del af Tyskland blev til Danmark, som Helle Thorning-Schmidt (S) siger, eller, at en del af Sønderjylland blev stemt hjem?, spørger Kristian Østergaard. Her ses kong Christian X i Sønderjylland ved Genforeningen i 1920. – Foto: Ritzau Scanpix.
Fejrer vi med Genforeningen, at en del af Tyskland blev til Danmark, som Helle Thorning-Schmidt (S) siger, eller, at en del af Sønderjylland blev stemt hjem?, spørger Kristian Østergaard. Her ses kong Christian X i Sønderjylland ved Genforeningen i 1920. – Foto: Ritzau Scanpix.

Der er adskillige ting her, som kan besværliggøre morgenkrydderens regelrette bane gennem halsregionen. Genforeningen fandt sted efter Første Verdenskrig – og ikke i en tid med ufred. Endvidere hævder Thorning-Schmidt, at Genforeningen betød, at en del af Tyskland blev til Danmark.

Man gnider vantro øjnene: Mener landets tidligere statsminister vitterligt, at Sønderjylland på legitim vis tilhørte Tyskland før Genforeningen? Jamen halli hallo, Tyskland havde jo annekteret Sønderjylland i 1864, og de 56 år frem til afstemningen i 1920 handlede jo om, at sønderjyderne insisterede på at forblive danske, skønt prøjserne med de groveste metoder forsøgte at fortyske landsdelen.

Alligevel lykkedes det at få Sønderjylland stemt hjem. Er det ikke netop denne bedrift, vi fejrer i år? For de to parter – danskere og tyskere – har vel ikke gjort det lige godt?

Muslimsk antisemitisme
Filosoffen Jean-Paul Sartre skrev i sin tid, at hvis jøderne ikke fandtes, så ville antisemitismen opfinde dem. Det antyder, hvor halsstarrigt og uudryddeligt jødehadet synes at være.

Og forleden formulerede den nuværende socialdemokratiske statsminister i Politiken sin distinkte afsky for dette uhyggelige fænomen.

Der er ligheder mellem muslimsk antisemitisme og historisk antisemitisme, mener en historielektor. Her ses en demonstration i protest mod et stigende antal trusler og overfald på danske jøder på Nørrebro i København i 2014. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Der er ligheder mellem muslimsk antisemitisme og historisk antisemitisme, mener en historielektor. Her ses en demonstration i protest mod et stigende antal trusler og overfald på danske jøder på Nørrebro i København i 2014. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Mette Frederiksen (S) påpegede ligeledes, at der i Danmark nu opholder sig folk, som mestrer hele paletten af religiøs fanatisme og jødehad døgnet rundt, for der ”er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen”.

Historielektor Sofie Lene Bak, der har forsket i de nazistiske jødeforfølgelser, er enig med Mette Frederiksen. Sofie Lene Bak har ifølge Politiken ikke tidligere udtalt sig offentligt om muslimsk antisemitisme, men det gjorde hun så forleden med denne begrundelse:

”Efterhånden har jeg set, hvor mange paralleller der er mellem den form for antisemitisme, og hvad vi kender historisk. Der er nogle strukturelle ligheder, for eksempel idéen om pengejøden. Eller jøden som forræder og fornægter af tradition og moral.”

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.